Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Dansk Litteraturbrev. Af Ulrik Knigge. I. Romanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dansk Litteraturbrev
Aj Ulrik Knigge
I.
Romanen
^L VET er ikke store Ting, der kan
berettes om den danske Skønlitteratur siden
Befrielsen. I næsten alle krigsførende Lande har
Tiden efter Fjendtlighedernes Ophør været
fattig paa digteriske Bedrifter. Aarsagerne er
mange og komplicerede og kan ikke udredes
her. Det kan blot konstateres, at Krisen er
over os, og at Danmark er ualmindelig haardt
ramt. Det skrevne Ord er inde i en rivende
Inflation. Aldrig er der blevet skrevet saa
meget, og aldrig har Ordene været saa billige
og betydet saa lidt. Under Krigen var Ordet
i de besatte Lande et mægtigt og farligt
Vaaben, men i Dag er det afmægtigere end nogen
Sinde.
Danmark fostrede ikke nogen
Kamplitteratur af Betydning i Besættelsens Tid. Der
fandtes ikke i Danmark Digtere, hvis Vers gik
fra Mund til Mund som i Norge, Frankrig
eller Grækenland. Der var Kaj Munk. Men det
var Myten om Kaj Munk, der gav Resonnans
og spredte Lys i den mørke Tid. Kaj Munks
digteriske Indsats under Besættelsen var
ringe. Frihedsdramaet »Niels Ebbesen» hører
til hans svageste Stykker. Det var en
patriotisk Gestus, men ikke noget Digterværk.
Straks efter Befrielsen blev Bogmarkedet
oversvømmet af Sabotørromaner, Bøger, der
i mere eller mindre fiktiv Form fortalte om
Modstanden og det illegale Arbejde. De
oplevede en hektisk og kortvarig Højkonjunktur.
De fleste af disse Bøger er i Dag allerede
glemt. Den bedste af dem og maaske den
eneste, der vil blive staaende, er Ole Juuls
»De røde Enge». Her var det ikke blot
Stoffet, der fængslede. Midt i Maskinpistolernes
Knitren og Bombernes øredøvende Larm
hørte man en menneskelig Stemme, der
tolkede de unge Patrioters Usikkerhed, Tvivl og
famlende Tro. »De røde Enge» er et
Tidsdokument, men ogsaa et Kunstværk. Og Ole
Juul er en af de faa Poster, man efter Krigen
har kunnet opføre paa den danske
Litteraturs Kreditside. Tabslisten er til Gengæld
smertelig lang. Døden har hærget slemt blandt
de danske Forfattere . . . Henrik Pontoppidan,
Kaj Munk, Nis Petersen, Hulda Lütken,
Mogens Klitgaard, den unge Lyriker Morten
Nielsen — Døden ramte ofte de bedste og
dem, vi daarligst kunde undvære.
Tomrummet efter dem er vanskeligt at udfylde. . .
Nu maa man endelig ikke misforstaa mig.
Der er ikke Mangel paa Talenter i den danske
Litteratur. Der findes stadig mange begavede
og dygtige Forfattere. Naar
Helhedsindtrykket alligevel er svagt, skyldes det først
og fremmest, at Skydningen er spredt og
tilsyneladende tilfældig. Danskerne har altid
været Individualister, ofte indtil
Kværulanten, Jordbunden har aldrig været gunstig
for litterære Skoledannelser, og selv en saa
diffus Gruppe som de svenske Fyrtiotalister
er ganske utænkelig i Danmark. Efter
Besættelsens samlende Fællesoplevelse, der
karakteristisk nok var kunstnerisk ufrugtbar i
Danmark, skyndte de sig alle sammen
tilbage til deres private lille Vingaard, som de
dyrker med Flid uden at ænse Vejr og Vind.
Selv om denne stædige Individualisme er
sympatisk, er den ikke ufarlig. Der findes
intet fælles Maal, ingen fælles Tro, ingen fælles
Linie. Enhver synger med sit Næb, og det
kan være vanskeligt at finde Melodien i denne
noget disharmoniske Koncert.
Jeg nævnte før, at Tiden efter Befrielsen
ikke havde bragt nogen nye Navne. Der er
faa Debutanter, der har vist et selvstændigt
Talent. Til Gengæld var der nogle næsten nye
Navne, tre Forfattere, der i en moden Alder
fik et nyt Gennembrud. Pludselig afslørede de
helt nye Sider af deres Talent og gjorde en
Indsats, som man for nogle Aar siden ikke
vilde have drømt om, de var i Stand til
at yde.
341
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
