Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Dansk Litteraturbrev. Af Ulrik Knigge. I. Romanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ulrik Knigge
Martin A. Hansen
De sidste Aars største digteriske Gevinst er
Martin A. Hansen. Han er saa langt fra nogen
Novice. Han er nu 38 Aar og debuterede for
Alvor i r935 med en naturalistisk
Bonderoman, der i 1937 blev efterfulgt af endnu en
Roman af samme jordbundne Beskaffenhed.
Martin A. Hansen indgød Respekt ved sin
redelige Stræben og nøgterne Ærlighed. Men
dermed er ogsaa alt sagt. Bøgerne lignede de
fleste andre danske Romaner fra den Tid. De
var selvbiografiske, tunge og lidt kedelige.
Saa kom Krigen og Besættelsen. Martin A.
Hansen var ved at gaa i Glemmebogen. I
Krigens tredie Aar mindede han om sin
Eksistens med en ny Roman »Jonatans Rejse».
Der stod Martin A. Hansen paa Titelbladet,
men man havde svært ved at tro sine egne
Øjne. I Løbet af nogle Aar havde han
fulstæn-dig skiftet Ham. Pludselig stod man ovér for
en frigjort og overlegen Fortæller, skarp,
underfundig og vittig. Han var gaaet i Skole hos
Satirens Mestre og havde strøget al provinsiel
Ubehjælpsomhed af sig. »Jonatans Rejse» er
en fantastisk satirisk Roman, der er bygget
over den gamle Fabel om Djævlen i Flasken.
Bogens Stil er som skabt til at sige Sandheden
mellem Linierne, og Besættelsen har
utvivlsomt en ikke ringe Andel i Martin A. Hansens
kunstneriske Metamorfose. Med »Lykkelige
Kristoffer» fra 1945 har Martin A. Hansen
opnaaet det fulde kunstneriske Herredømme
over Stoffet og Stilen. Bogen er en pikaresk
Idéroman og hører til de tre-fire bedste danske
Romaner, der er skrevet siden 1939.
»Tornebusken», hans foreløbig sidste Bog,
bestaar af tre Noveller. Helhedsindtrykket er
knapt saa overbevisende, men i mange
fremragende Enkeltheder mærker man Løvens
Klo. Novellerne er skrevet dels før og dels
samtidig med de store Romaner og illustrerer
paa en slaaende Maade Martin A. Hansens
Udvikling. »Paaskeklokkerne» begynder som
et realistisk Genrebillede, men
Kompositionen er koncis og dramatisk. Stilen har faaet
en ironisk Drejning. Ironien er besk, tragisk.
Der er Vitriol i Blækket. I Midternovellen,
Samlingens betydeligste, der hedder
»Midsommerfesten», har Martin A. Hansen givet
helt Afkald paa den realistiske Metode.
Novellen skildrer fire unge Menneskers
Oplevelser en Sommeraften. Rent artistisk er Martin
A. Hansen aldrig naaet højere. Han beskriver
Festpladsen, Karrusellen, Musiken, Dansen,
Sommernattens Kogleri i en sansemættet,
præcis Stil, der er bristefærdig af Dufte,
Farver og Lyde. Men Virkeligheden er ikke
længere nok. Han har gjort den transparent
og skuer helt ned paa Bunden af den og
igennem den. Hvert Øjeblik afbryder Forfatteren
Skildringen og drøfter den med en Række
Personer, »Læserinden», »Den syge Gud»,
»Fatalisten Jacques» (sic!) og andre. Han
analyserer sit Værk, korrigerer det, diskuterer det
og forsvarer det. Han baade lever med sit
Stof og hæver sig højt over det. Han opløser
bevidst den realistiske Fremgangsmaade og
bryder ud af Virkelighedens Spændetrøje.
Han ophæver Tyngdeloven, lader en af sine
Personer, den mystiske Georg, flyve gennem
Natten og gøre sig usynlig, naar det passer
ham. Man kender en lignende Form for
Romantik fra Kafkaskolen, men Martin A.
Hansens Kunst er ikke religiøst præget, i hvert
Fald er det religiøse Element endnu ikke
trængt op i Overfladen. Hans Symbolsprog er
kompliceret og dobbeltbundet.
»Midsommernatten» er besættende Læsning. Men Novellen
er et Eksperiment, der ikke kan gentages. Og
Fremgangsmaaden er ikke uden Risiko. Man
vover sig ikke ustraffet ind i Irrationalismens
Labyrint. Man kommer let saa langt ud, at
342
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
