Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Dansk Litteraturbrev. Af Ulrik Knigge. I. Romanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TJ Ir i k Knigge
Spøgen er drevet lidt for vidt, og Slutningen
falder lidt mat ud. Men selv med denne lidt
svagere Bog har Børge Madsen ført Bevis for,
at han er en af de faa danske Romanforfattere,
man maa regne med. Han er en original
Begavelse, der en skønne Dag kan præstere den
virkelig store Overraskelse.
Endnu en Forfatter fik efter Krigen sit
virkelige Gennembrud. Det er den
halvtreds-aarige Steen Christensen, der i Aarenes Løb
har skrevet to—tre Romaner, der nok røbede
et vist Talent, men virkede lidt ufærdige og
krampagtige. Hans nye Roman, »Jacob
Worm», er af en helt anden Støbning. Det er
en historisk Roman, men den danner en
behagelig Kontrast til de fleste sukkersøde,
romantiske og oversexede Eksemplarer af
Genren. Jacob Worm var en dansk Præst i
det syttende Aarhundrede, en ejendommelig
og begavet Månd, der ejede et ikke helt ringe
satirisk Talent. Hans respektløse Digte blev
ikke trykt, men cirkulerede i Afskrifter over
hele Landet. Til at begynde med var hans
Satirer sporadiske og af mere privat Natur,
ikke altid helt smagfulde Udfald mod Worms
Stedfader, Salmedigteren Thomas Kingo, og
andre gejstlige Herrer. Men med Tiden blev
Tonen skarpere og skarpere. Satiren blev et
Vaaben ført i Retfærdighedens Navn og rettet
mod Enevælden. Worm dristede sig endog til
at angribe Kongen. Det var en uhørt
Forbrydelse. Han blev arresteret, krydsforhørt og
dømt til Døden. I sidste Øjeblik blev
Dødsdommen ændret til Landsforvisning. Man kan
forstaa, at denne fantastiske Vaabendrager
for Menneskerettighederne maatte virke
fristende og inspirerende i Undertrykkelsens
Aar. Men Steen Christensen har ikke ladet sig
rive med af ukontrollable Stemninger. Hans
Bog er klar, sober og intelligent. Han
konstruerer ingen Paralleler. Han bygger ingen kulørte
Kulisser omkring sin Helt. Den historiske
Baggrund er saa naturlig og selvfølgelig, at den
bliver til levende Virkelighed. Men bedst er
Manden selv, et Menneske i Kamp med sig selv
og Omverdenen, en kantet og grotesk
Skikkelse, som man husker længe. »Jacob Worm»
er en moden Mands Værk, den er skrevet med
viril Blufærdighed og bunden Varme. Bogen
staar som et Stykke Skulptur, hugget i Granit.
Martin A. Hansen, Børge Madsen og Steen
Christensen er de mest iøjnefaldende
Nypla-ceringer i Efterkrigstidens Prosalitteratur.
Men foruden dem er der en Række Forfattere,
der i 1946 har hævdet deres Position. De har
maaske ikke produceret Bøger, der indtager
en central Plads, hverken i deres egen
Produktion eller i nogen større Sammenhang, men
de er læseværdige, holder en forsvarlig litterær
Standard og er karakteristiske for de
modstridende Strømninger i Døgnets danske
Litteratur. Det er ikke Bøger med det store
Vingesus, de holder sig solidt til Jorden; men
det er den Slags Bøger, der skaber et Lands
litterære Klima. Der er i Aar dog kun faa,
der kan nævnes med Hæder.
Palle Lauring er en forholdsvis ny
Forfatter, der griber til historiske Emner for at
belyse den aktuelle Situation. Han debuterede
for nogle Aar siden med en fortræffelig
Roman fra det gamle Rom, »Vitellius».
Handlingen i hans nye Roman er henlagt til Frankrig
under den store Revolution. Hovedpersonen
er lidt af et Fund. Alexandre César er
Møbelhandler, en ganske almindelig Borger, Typen
paa den pæne lille Månd, der altid gaar paa
Akkord. Han bøjer altid af, svigter alt og
alle, lyver, bedrager, snobber og hykler med
Glæde, bare han redder sit eget usle Skind.
Det er ham og hans Lige, der gør Diktaturet
muligt. Palle Lauring har en Mening med sin
Bog, den er baade Idédebat og historisk
Freskomaleri. Helt er det ikke lykkedes for
ham at sammensmelte de to Ting. Især mod
Slutningen tager Ideerne Magten fra
Begivenhederne. Men »Borger Alexandre» er en
dygtig Præstation, som lover godt for Palle
Laurings Fremtid.
De store Romanserier er paa Mode i
Øjeblikket, og der er ikke saa faa danske
Forfattere, der har givet sig i Kast med vældige
Romanforetagender, der i en Aarrække har lagt
Beslag paa deres Kræfter. Harald Herdal
befinder sig midt i en stor selvbiografisk Roman
og er naaet til tredie Bind. Det gyser lidt i
En, hver Gang man stilles over for en ny
Bog af Herdal. Hans Verden er saa graa, saa
trist, saa nøgen. Hans Bøger sveder
Fattigdom. Han er grænseløs ærlig, indtil
Trivialitet ærlig. Hans Stil er karrig, famlende,
stammende, ribbet for alle pyntelige Adjektiver.
Hans Forestillingsverden er snæver, hans
Marxisme smalsporet, hans Argumentation
naiv. Men trods alt er Harald Herdal Digter,
ikke af de store, men af de ægte. Han har sit
eget blege hærgede Ansigt. Der er noget bag
Ordenes graa Façade, noget stædigt og
irriterende, som man ikke kan affærdige med et
Skuldertræk. Som Kunstner lever Herdal
næsten udelukkende paa Minderne. Hans
344
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
