Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Nogle danske Bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
sen defineret af Georg Brandes i hans Essay
om J. P. Jacobsen. Det hedder her om »Niels
Lyhne», at denne Bog handler om at vore
Forsøg har den Skæbne at slaa fejl, vore Vaaben
den at klikke, vort Mod den at smelte, vor
Vilje den at brydes, vore Planer den at bringes
til Verden som Misfostre eller i bedste Fald
Dødfødte; Magterne leger med os; thi vore
Længsler fortærer os gennem Savnet, og,
naar de stilles, gennem Skuffelsen der følger,
Tankerne martrer os, naar vi beholder dem
for os selv, og Verden martrer os, naar vi
udtaler dem; vi kan ikke udholde at være ene,
og dog er vi fordømte til altid at være ene;
vi forsmægter hver for sig i en Ørken; naar
vi elsker og elskes maa vi miste; Adskillelse
og Død er overalt det sidste Ord.
Ved Siden af sin lidet indbringende poetiske
Virksomhed drev J. J. en journalistisk som
»litterær Daglejer» (hans eget Udtryk). Herom
handler det lange Kapitel VI i Frederiksens
Bog, blandt hvis største Fortjenester maa
regnes det grundige Studium af Jørgensens
Virksomhed ved Ernst Brandes »Børstidende»,
som den flittige Forsker har gennemlæst fra
Ende til anden. Her fik Digteren Ideer, herfra
laante han Stof til senere Bøger. Saaledes
indgaar Petitartiklen »Min Morgentur» i
»Livets Træ» og en Række Prosastykker i
»Stemninger». Som Journalist har Jørgensen
skullet tage Stilling til alle Rørelser i Tiden
og har gjort det paa sin egen Maade.
Stundom hører den opmærksomme Læser Ernst
Brandes Røst skære igennem. Et Eksempel
er meddelt paa S. 113. Jørgensen optraadte
ogsaa som Kunstanmelder. Lærerig er
Sammenstillingen af hans og Karl Madsens
modsatte Opfattelse af Maleren Th. Philipsen. I
en Anmeldelse af Brandes’ »Den romantiske
Skole i Tyskland» hejser Johs. Jørgensen de
nye Signaler i Litteraturen:
Der er jo i hin gamle Romantik saa mange Traade,
som fortsætter sig ned i de sidste Dages Digtning.
Kulturmennesket drages endnu fra de travle Stæder
og Dagens Larm til Skovensomheden og Nattens
Fred. Endnu vandrer unge Digtere i Maaneskinnet og
lytter til Nattergalens sødthulkende Sang, og dybt i
de store Skove lever endnu den gamle Pan,
Romantikens og Hellas’ Gud, Goethes og Shelleys, al gammel
og ny Digtnings eneste sande Gud.
Det er utroligt, hvad Johannes Jørgensen
har kunnet overkomme, navnlig naar man
tager hans Artiklers Lødighed og sikre
Udarbejdelse i Betragtning. I Tidsskrifter støder
man Gang paa Gang paa hans Navn og han
nøjedes ikke med et enkelt Bidrag. Tit
producerede han i Serier, f. Eks. den, der hed
»Det unge Danmark», en Mønstring af hans
Samtidige med Jules Hurets Enquéte i
»Figaro» som Forbillede. Megen Opsigt vakte
hans Essay om Baudelaire, som fremkom i
»Tilskueren». Edv. Brandes benyttede
Lejligheden til baade at rose og raillere. I
»Politikerne Hovedkvarter var man paa Vagt.
Man anerkendte Jørgensens Dygtighed, men
var ængstelig for den Retning hans Evner tog.
Han var blevet Medarbejder ved Bladet, da
»Børstidende» gik ind. Til Edv. Brandes Ros
maa det imidlertid siges, at han stadig
beskyttede J., ogsaa efter at denne i Oktober
1893 var begyndt at udgive sit eget Tidskrift
»Taarnet» og kort efter var holdt op ved
»Politiken».
Og endda fik Johs. Jørgensen Tid til at øge
Rækken af sine Bøger med Bind efter Bind.
Smaa Bind, det skal indrømmes. Den Gang
havde man endnu ikke opfundet
Mastodonterne, som Skribenter og Forlag sætter en
Ære i at lancere nu om Dage. I 1892 udkom
Digtsamlingen »Stemninger», som Emil
Frederiksen har behandlet i Kapitel VII, efter
min Mening hans Bogs klogeste og smukkeste
Afsnit. Forstudien dertil er at finde i
»Festskrift til Valdemar Vedel» (1935). Et Vers
af Goethe anslaar Tonen.
Was von Menschen nie gewusst
oder nicht bedacht
durch das Labyrinth der Brust
wandelt in der Nacht.
Hvorefter man læser denne Analyse af
»Stemninger», en Art Poesi, som Stuckenberg,
Jørgensens Ven og litterære Vejleder indtil han
kunde selv, ogsaa havde syslet med:
Virkeligheden respekteres, dens enkelte Træk opsøges
med Forelskelse. Stemningen hviler i Sindets tætte
Forening med Tingene, som Sansningen udsøger. Men
der er ogsaa i Stemningen en Kraft, der higer ind
igennem Tingene, ud over, op over dem. Stemningens
Væsen er paa een Gang at lukke sig 0111 Sansningen
og aabne sig for noget bag Tingene. Det enkleste
Middel dertil er at udtrykke Erindring. Mindernes Verden
bag Øjeblikkets Virkelighed giver den simpleste
Udvidelse af Nuet.
Som Eksempel anføres »Vinternat», der
stod i »Illustreret Tidende», Januar 1888.
Det blev ikke siden optrykt.
Kvartmaanen driver, lysende og stor,
udover skystænkt, lysblaa Nattehimmel
og visker ud det sidste matte Spor
af maaneløse Nætters Stjærnevrimmel.
388
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
