Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Nogle danske Bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
til sin Raadighed. Over tusind Breve fra
Digterpræsten til hans Venner er benyttet
med Kyndighed og kaster nyt Lys over meget
gaadefuldt. Baade ved Kommenteringen af
disse og af den lange Række Skrifter, Munk
gav sin Samtid, mærkes det, at hans Biograf
har plejet Omgang med K. M. fra
Studenter-aarene til hans Død og har holdt af ham.
»Ordets Dyst og Daad» falder i tre Dele: En
Biografi, en Svntese og et stort Noteapparat.
Alle tre lige vigtige og røbende stor
Arbejdsindsats og Akkuratesse.
Engang i 1927 havde en Ven bebrejdet Kaj
Munk hans Uafgjorthed, hans uforpligtende
dialektiske Holdning, som tillod ham at
kritisere alt uden selv at tage Standpunkt.
Vennen, der skrev fra Paris, sammenlignede
ham med en Månd, der drev Balancekunster
paa Eifeltaarnets Lynafleder. Munk svarede:
Du faar, omend nok saa træt, finde dig i at se mig
balancere paa Eifeltaarnets Lynafleder endnu en Stund
— og skæld det saa kun ud for Rutine; jeg ved dog,
det er noget mere, nemlig Livsangst. Jeg er ikke
Akrobat og er ikke klatret derop, men sat af fra Ens
Flyvemaskine der; jeg er ikke hvis; kan derfor heller
ikke klatre derfra. Saa kommer ikke Flyvemaskinen
og henter mig, maa jeg vove Springet, hvis jeg ikke
vil forblive der, og det Spring er meget farligt, min
kære — og det er blot min Livsopgave, mit Livskald
at drømme den Slags Spring og skildre dem, men ikke
selv at gøre dem. Men der er een Time, jeg frygter,
frygter mere end Springet, og kan hænde, den Time
er kommen nærmere end tilforn — det er den Time,
da jeg indretter mig deroppe, da jeg end ikke
balancerer længere, men anbringer en Hængekøje og lægger
mig til Rette — ak, da forst er jeg ikke længere Guds
Ven, ikke længere din hengivne
Balancekunstner.
I dette Brev ligger Kaj Munks Liv
koncentreret. I det følgende skal det forsøges
under Nøjgaards Vejledning at klarlægge de
Problemer, som findes i dette ejendommelige
Tekststykke.
Først Livsangsten, der var en Hovedfaktor
i Kaj Munks Liv. Den staar i nøje Forbindelse
med hans Kaldstanke og hans Gudsforhold.
Naar Kaj Munk vidste sig »født til at digte»,
skyldtes det Gud, »der tegner alle Menneskers
Skæbner i sin Haand». Samtidig følte han
sig ogsaa kaldet til at øve en Præsts Gerning.
Men det skulde være Stordaad, intet mindre,
indenfor begge Felter. Og den syntes
foreløbig at have lange Udsigter. Overgangen fra
Regenstilværelsen i København og til
Arbejdet i det fjerne Sogn ved Vesterhavet var
uhyre vanskelig. En Følelse af Ensomhed og
Afmagt opstod hos den unge Sjælesørger,
til Tider saa voldsom, at han tænkte paa at
opgive at være Præst. Flere
Afskedsansøgninger var skrevet, en enkelt endog puttet i
Postkassen, hvorfra K. M. hentede den op
igen i sidste Øjeblik. Det skete paa Fyn, hvor
han var paa Besøg. I fuld Fart gik Turen
hjemad, og Vedersø naaedes Kl. 10
Paaskemorgen, som Gudstjenesten skulde begynde.
Munk fortæller selv om sin dramatiske
Ankomst: »Jeg gik op igenuem Kirken og følte
Gispet bag mig og stod for Altret: Vorherre
selv være med jer. Og Jensen (Vikaren) besteg
Prædikestolen.»
Ogsaa Digterkaldet bragte ham svare
Skuffelser. Det er kendt, hvor lange og drøje
Tider han maatte igennem, før »En Idealist»
løb af Stabelen — og blev en Fiasko. Hans Brix’
Bog »Hurtig svandt den lyse Sommer» fortæller
tilstrækkeligt derom. Og da Anerkendelsen
langt om længe kom, kunde han ikke falde
til Ro i Succes’en. I sine Erindringer mindes
han nogle Tanker, han allerede gjorde sig som
ung Student: »Det, Danmark havde Brug for,
var en Profet. Det faldt over mig som noget
meget tungt, at hvad jeg havde Evner til at
være, var blot Digter. Hvis jeg da
overhovedet havde Evner.» Og mange Aar senere,
i Forordet til »Sejren», lader han Digteren
træde frem foran Tæppet og sige, at hans
Kald har stillet ham udenfor Livet — paa
Spejderens Plads.
Men Livsangsten havde som sagt én Aarsag
endnu: Gud. Hvem var han? I en Avisartikel
i Nakskov Tidende for 6 Maj 1916 med
Overskriften: »Gud er Kærlighed» drager han paa
Baggrund af den store Krig og den aldrig
stilnede Kamp op igennem Historien den
Slutning, at Gud slet ikke er Kærlighedens
Gud, men Kampens Gud, som har nedlagt
denne Higen efter Kamp som en Naturlov
i alt levende. Derfor kan Jesus, som
forkyndte lige det modsatte, ikke være Guds
Søn. I Tiden, der fulgte, bragte disse
Spekulationer ham til Fortvivlelse. Gud er en ond
Tyran, en himmelsk eller helvedesk
Enevolds-herre, som faar godtroende Mennesker til at
bide paa Meningsløshedens Krog. Alle
Mennesker, som iler Lykken i Møde, opnaar intet
andet end en lang Næse — og en skraldende
Latter fra ham deroppe, hvis Morskab det er
at have Menneskene til Bedste. — Dette kaster
et ejendommeligt Lys over Herodes’ lange
Monolog, mens han ser tilbage over sit Liv,
der har været én lang Kamp med Gud, der
narrer Mennesket til at dele dets Vilje og
holder det saaledes nede:
132
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
