Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Nogle danske Bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle danske Bøger
Han angier med Lykkens Madding paa Driftens
Bakke-Kroge og smider den halvdøde Vilje ud til at
fanges igen. Jeg spyttede hans Madding ud og fandt
mig min egen Føde. Mig fik han ikke splittet.
Man forstaar, at saadanne Tanker
befordrede den dialektiske Evne, som Munk var
begavet med. Kun i Jesus-Skikkelsen fandt
han Fred. Studerer man hans Prædikener,
ser man, at de er én Jesusforkvndelse.
»Evangeliet er Jesus. Det er nok.» Eller: »Kristen
det er at være i Forbindelse med Kristus —
at der øses Liv af hans Liv i mit Liv.»
Og saa kom den nye Krig og med den
Danmarks Besættelse, en Katastrofe saa
forfærdelig for Kaj Munk, at han lige straks
var som lammet under Slaget. Men
efterhaanden modnedes den Overbevisning i ham,
at her viste sig maaske den Lejlighed til at
øve Stordaad, som han i Grunden altid havde
ventet og haabet at være udvalgt til. Om
hans Færden i de strenge Aar efter 1940 har
Dr. Nøjgaard gjort omhyggeligt Rede og
siger udmærkede Ting om Danmarks
»raad-vilde Sommer», der fulgte paa d. 9. April,
hvor Kaj Munk endnu var uafklaret. Han
»savnede realpolitisk Instinkt, og medens
han i Almindelighed besad en nøgtern, næsten
skeptisk Menneskekundskab, var han svag
og ukritisk overfor Folk, der —
tilsyneladende eller virkeligt — tilhørte den stærke,
selvstændige Type.» Baggrunden for denne
Kritik var Munks Forslag om, at Niels Bukh
burde være Ungdommens Minister. Det var
omkring Dannelsen af »Dansk
Ungdoms-samvirke».
En skønne Dag var Kaldstanken klaret for
Kaj Munk. Johannes Døberen havde
aabenbaret ham Meningen dermed. Gang paa Gang
i de sidste Prædikener kommer K. M. ind
paa denne Mands Historie og henter Trøst
og Vished deri. »Johannes skal bedømmes
efter, ikke hvad han var før eller siden, men
hvad han var i den Stund, han øvede sit Livs
Daad. Den giver ham evigt Ry; den og ikke
andet end den, var Johannes; thi det Sekund
var hans Livs Bestemmelse; i den Daad var
han Sandhedens Vejbaner, et Sendebud fra
Gud.»
Denne Tanke, at et Menneske naar sin
Bestemmelse i en enkelt kort Handling,
kommer straalende til Udtryk i Fader
Lorents-Figuren (i »Niels Ebbesen»), hvis hele
mislykkede Liv to Gange fik Mening: da han
talte Grev Gert imod, og da han udholdt
Tyskernes Tortur.
I Maaneder var Kaj Munk klar over, at
Døden nærmede sig. Og han, der elskede
Livet og dagligt priste, hvad det havde bragt
ham: en Hustru og Børn, trofaste Venner,
Naturens Undere, som han oplevede dem
paa sine Jagtture, gik frygtløst Døden i Møde.
Han vidste ligesom Johannes Ewald paa
Dødslejet, i hvis Tjeneste han stod, og
hvorfra Hjælpen skulde komme.
I en Allehelgenstale i Canada udtalte den
svenske Ærkebiskop Nathan Söderblom en
Gang: »Helgen betyder ikke syndfri
Fuldkommenhed, men Helgen betyder, at et
Menneske i Liv og Vandel vidner om Guds
Kraft. Helgenerne viser, at Gud lever og er
mægtig og virker iblandt os. Helgen er det
Menneske, der aabenbarer noget af Guds
Magt.»
I den Forstand blev Kaj Munk ogsaa en
Helgen.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
