Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Nogle danske Bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle danske Bøger
I » Vikingevers»til Kongens Forherligelse
benævnes Olav sirligt »Tyvenes strenge Tugter»,
hvilket er en ret komisk poetisk Licens,
eftersom Olav indtil da havde fejret sine største
Triumfer som Ransmand paa Viking. I
»Nesjavers» fejrer Skjalden den drabelige
Sø-træfning (ved Nesjar), der brød Svend Jarls
Magt i Norge og skaffede Olav Landet. Det
gik drabeligt til.
Hen vi drog med hvide Skjolde;
hurtigt de blev farvet røde;
Sværdets Svinger havde ikke
svært ved denne Ting at fatte.
Bagefter skulde Forholdet til Sverige
ordnes. Det tog Tid. Olav havde Forligsmanden
Ragnvald Ulfssøn (Jarlen af Vestergötland)
mistænkt for at spille dobbelt Spil, hvorfor
han sendte Sighvat derhen for at hæve
Mystikken. Om denne Rejse digtede S.
»Austrfararvisur», der lyser af godt Humør
trods mange Besværligheder undervejs. Paa
disse Kanter er Folk Hedninger og dertil
ugæstfrie; Sighvat beder Fanden tage dem.
Pompøst er Indtoget i Skara, Rejsens Maal.
Skønne Kvinder monne skue,
hvordan Skaren ilsomt rider
rask Jarl Ragnvalds By igennem;
i en Røg af Støv de ser os.
Lad os hastigt spore Hesten
helt til Gaarden, saa den kloge
Kvinde hører ind i Huset
Hestens raske Trav paa Vejen.
Gesandten har solet sig i Kvindeblikke.
Her var Lønnen for udstaaet Møje. I øvrigt
forrettede han sit Ærinde paa bedste Maade.
— Hvorvidt Sighvat var kvindekær vides
ikke. En enkelt Gang har han beskrevet sig
selv i en delikat Situation saa kosteligt, at
Verset bør anføres. Under et Besøg paa Island
boede Sighvat hos en Bonde ved Navn Karle,
hvem han skulde hjælpe med Arbejdet. Det
huede ham ikke. I Stedet tog han Karles
Kone med ud i en Hule, hvorfra de havde
god Udsigt til Karle, som passede sin Dont.
Da kvad Sighvat:
Her fra Hulen ser jeg Røgen,
som fra Fiskerhytter stiger.
Storlig Skjalden sig fornøjer
ved sin Skæmt i Morgengryet.
Ingen dadle mig for denne
nye Daad, som her jeg øver.
Jeg med Hornstrøms-Nauma nøjed
mig og nød ej hviden Davre.
Hvilket skal sige, at han i Stedet for den
vanlige Mælkemad nød en ung Kvindes
Selskab og gav Rollen som Pasha.
Et dramatisk Afsnit i Heimskringla, hvor
Sighvat spiller en afgørende Rolle, har hans
Biograf selvfølgelig ogsaa taget med. Hrørek,
en af Oplandskongerne, som havde gjort
Oprør og derfor var blevet taget i Forvaring
af Kong Olav, befriedes en Nat i Paasken
i o 18 af tolv Tilhængere, der dræbte
Vagtposterne ude i Kongsgaarden, fjælede Ligene
og stäk af med Kongen. Saa fortsætter Snorre:
Sighvat Skjald sov i samme Hus som Kong Olaf;
han stod op om Natten og hans Skosvend med ham,
og de gik ud til det store Nødtørftshus; men da de
skulde tilbage og kom ned ad Trappen, da gled Sighvat
og faldt paa Knæ og greb for sig med Hænderne, og
der var vaadt under ham. Han sagde: Jeg skal love
for, at Kongen nu i Aften har gjort mange af os usikre
paa Benene, og lo til. Men de de kom ind i Huset,
hvor der brændte Lys, da spurgte Skosvenden: Har
du slaaet dig, eller hvorfor er du blodig over det hele?
Han svarer: Jeg har ikke slaaet mig; men dette har
maaske alligevel noget at betyde.
En Eftersøgning maa snarest iværksættes,
men der er streng Straf for at vække Kongen
og sætte ham ind i Sagerne. Gode Raad er
dyre. Hvad gør Sighvat? Han gaar til Kirken,
vækker Klokkeren og beder ham ringe for
Kongens dræbte Hirdmænds Sjæle. Herved
vaagner Olaf og spørger, om det er
Otte-sangstide. — Situationen er klaret. Kongen
er vækket saa betids, at Kong Hrørek endnu
kan indhentes.
Man bliver uvilkaarligt indtaget i denne
Sighvat, der Gang paa Gang røber sundt
Omdømme og Snarraadighed. Dertil har han
saa sjældne Dyder dengang som Taktfølelse
og Fredsommelighed. Han foretrækker altid
at ordne Sager med Ord i Stedet for med Blod.
Dog aldrig af Fejghed. Mod ejer han til fulde
og var aldrig bange for at vise det. Berømtest
er den Lejlighed, hvor han paatog sig at
kritisere sin Gudsøn Kong Magnus’ lumpne
Fremfærd overfor hans Undersaatter. Dette
Mesterværk af en Tale, holdt i en Skæbnetime for
Konge og Land, tog naturligvis ogsaa Form
af et Digt (Sighvat var normalt faamælt; kun
i Vers fik han Tungen ret paa Gled): det
navnkundige »Bersöglisvisur», der kan
oversættes ved »Versene, hvor der føres aaben
Tale». Denne lyder, efter en saare
diplomatisk Indledning, skarpt i Strofe X
Hvem er det, som altid ægger,
Ædle, dig, hvis Vrede flammer,
til at svigte svorne Løfter?
Tit det tynde Staal du prøver.
Altid burde Kriger-Kongen
holde Ord, kampbytterige
Larmforstærker. Ilde lader
det at bryde sine Løfter. O. s. v.
393
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
