Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Heinrich von Kleist: Michael Kohlhaas. Av Peter Wessel Zapffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Peter Wessel Zaftfje
Ved gränsen til Sachsen blir han stanset av
en born, som ikke har värt der för, og nu
hörer han at den nye borgherre Wenzel von
Tronka har fåt et toldprivilegium; de
reisende skal betale bompenger og löse pass.
For at slippe igjennem må Kohlhaas la
to svarte hester stå igjen som pant, og
tjenestegutten Herse blir tilbake for at
pleie dem, mens han selv reiser videre til
Dresden. Her får han vite at historien om
privilegiet er opspind; han sukker over
verdens skröpelighet og vender tilbake til
Tronkenburg for at hente sine to sorte.
Man fortaller ham der at gatten er jaget
bort på grund av dårlig opförsel, og siden
opdager han at hestene er kjört fördärvet
på markerne; de er skindmagre og rörer sig
ikke ved piskeslag. Han gjör forestillinger,
men slottsfogden svarer med trudsler.
»Hjertet banket mot hestehandlerens vams
— men hans rettsfölelse, som lignet en
guldvekt, vaklet endnu; for domstolen i
sitt eget bryst var han endnu ikke sikker
på, om fienden hadde skyld.» Han lar
hestene stå og rider mot Dresden for at
söke rettens hjälp, men atter nöler han og
vender om; det er best at forhore
tjenestegutten först.
Hjemme i Kohlhaasenbrück finder han
gutten dödssyk; han er blit jaget fra borgen
under stygg mishandling, fordi han satte
sig imot at hestene blev aldeles
tilintetgjort. Kohlhaas tar junkerens parti under
dette forhor; han vil sikre sig en objektiv
undersökelse. Derefter anlägger han sak i
Dresden.
I mange måneder venter han på
resultatet; så kommer svaret fra advokaten:
klagen er slåt ned ved korruption. Han pröver
ved tribunalet i Brandenburg, men stöter
også der på familien Tronka. Kancelliet
betegner ham som kvärulant; han skal slutte
med at plage domstolene. Kohlhaas raser,
men borgeren er endnu sterk i ham; hvis
de kommer med hestene nu, så vet han at
han vil ta imot dem og la saken falde. Da
blir det meldt at hestene brukes paa
Tronkenburg nu som för. »Midt i smerten over
at se verden behersket av kaos kjendte han
med ett tilfredsheten ved at vite at der var
orden i hans egen själ.» For nu gjälder det
noget mere end hans eget private
anliggende; nu er hans opgave den at gi
Tyskland rettssikkerheten tilbake. Han sälger
gård og grund og vil sende familien bort —
dels fordi han ikke vil leve i et land som er
prisgit näveretten og ikke gir
menneske-värdige vilkår: »Skal jeg trampes på, vil
jeg heller väre en hund end et menneske.»
Og dels for at vinde den handlefrihet han
nu har bruk for: »Gud har velsignet mig
med hustru og barn; vil du jeg for förste
gang skal önske at jeg ikke hadde dem?»
Men hans trofaste Lisbeth aner ondt og
vil gjöre endnu et forsök. Hun opnår også
at en ridder ved hoffet tar bönskriftet fra
hende, men först efterat en altfor nidkjär
vaktpost har stött hende for brystet med
et lanseskaft; hun kommer döende hjem.
Kohlhaas gir hende en fyrstelig begravelse;
det er den enkle mands uttryk for, at hun
er omkommet for en hellig sak. På selve
kirkegården mottar han fra Berlin en
»landsherrelig resolution»: Han skal hente sine
dyr fra borgen og ikke oftere komme
tilbake til saken, hvis han vil undgå fångsel.
»Da graven var kastet igjen, faldt han endnu
en gang på knä ved hendes tomme seng og
viet sig så til hevnens gjerning.» Han
forfatter en domskonklusion og sender den til
junkeren med tre dages frist. Fjerde dags
morgen beväbner han sine svende,
overfalder borgen og svir den av, men junkeren
undkommer. Kohlhaas forfölger ham med
ild og sverd fra sted til sted, träkker
forsterkninger sammen fra pakk og pöbel,
utfolder evner som feltherre og slår de
utsendte häravdelinger sönder og sammen.
Han bränder Wittenberg og Leipzig, hvor
herr Wenzel har sökt tilflukt, og fra slottet
i Lützen utsteder han sitt fjerde »mandat»:
Som stedforträder for sin navnebror, erke-
470
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
