Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Heinrich von Kleist: Michael Kohlhaas. Av Peter Wessel Zapffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heinrich von Kleist: Michael K o hl h a as
engelen Michael, er han utsendt for at
straffe den skamlöse ondskap, som hele
verden er sunket ned i. »Gitt på sätet for
vor provisoriske verdens-regjering ...»
Imidlertid har saken vakt uhyre opsikt;
Kohlhaas er blit en trudsel mot rikets
sikkerhet. Nu griper Martin Luther ind. Den
store reformator sitter med sine studier i
Wittenberg; selv da Kohlhaas bränder byen
for tredie gang, rörer han ikke en finger.
Man mistänker ham for at ha ventet av
novelle-tekniske grunde! Nu finder
Kohlhaas en morgen, på veien fra retterstedet,
hvor han holdt justis over ulydige knekter,
et opslag i slotsporten: det er mordets,
ikke retfärdighetens sverd han förer; derfor
er han hjemfalden til dödsstraf og evig
fordömmelse. Disse ord fra den månd han
satte höiest av alle, avväbner Kohlhaas
fuldständig; i forklädning opsöker han
Luther.
Min krig mot samfundet hadde väret en
forbrydelse, sier Kohlhaas, hvis jeg ikke
först var blit utstött av dette samfund. For
den månd er utstött, som blir nektet
lovenes beskyttelse; han har vildmandens rett
til at beskytte sig selv. Luther er slagen; han
vil skaffe Kohlhaas fritt leide til
landstri-bunalet i Dresden.
Han oplöser öieblikkelig sine tropper, vil
kjöpe sin eiendom tilbake, sender bud efter
barnene og kommer alene og ubeväbnet til
Dresden for at få saken gjenoptat. Men
leidet brytes, og han opdager at han er fange.
Da gjenopstår den primitive rett til
selvforsvar: han forbinder sig med en av sine
gamle staldbrödre og vil pröve en flukt.
Planen opdages og Kohlhaas blir dömt til
en pinefuld og forsmädelig död. Imidlertid
sker det uventede, at Brandenburg griper
ind, og sakens to hovedspørsmål blir
avgjort henholdsvis i Dresden, hvor
Kohlhaas får medhold i alle punkter mot junker
Wenzel, og i Berlin, hvor han dömmes til
döden ved sverd for sine brandstiftelser og
rövertog.
»Retsfölelsen gjorde ham til röver og
morder.» Skjönt der er indfort et kompleks
av samvirkende årsaker, må hovedtanken
väre den, at om Kohlhaas hadde väret
slappere i sin retsfölelse, vilde han også väret
mere levedyktig under de givne vilkår. Til
gjengjäld hadde han ingen betydning hat
for idéernes kamp, og hverken Kleist eller
läseren vilde ha vist ham interesse og
med-fölelse. Men nu gjör vi det, fordi Kohlhaas
er et repräsentativt individ. På en av
håbets hovedveie står han längere fremme
end folk flest. Han er, som sin frände Ijob,
ikke bare et mönster for sin egen sociale
gruppe, men på et enkelt område skyter
han ut av den respektable masse som en
racehest, hvis distingverte evne det er at
löpe, ikke at bli fet og fruktbar. Kohlhaas
omfatter rettfärdighetens idé med
lidenskabelig kjärlighet; med social rettsorden
står og falder ikke bare hans ökonomiske
eksistens, men også hans själelige velfärd,
hans menneskevärd og meningen med livet.
Når indsatsen for en höivärdig kulturel idé
blir bärerens undergang, da angår det alle
dem som deler hans vurdering og som med
uro spör om sine dyreste interessers vilkår
på jorden.
Intellektuelle, indadvendte mennesker,
vil som Hamlet kunne bli indviklet i
teoretiske konflikter, når de skal sätte idéerne
ut i livet. Kanske har de mistanke til sine
egne motiver og deres evne til maskering,
kanske finder de som Hamlet hevnen
värdilös, når ondet er for stort. Skal han
fölge sin heroiske selvfölelse eller gavne
saken med langsiktig beregning? Slike
hemninger er ukjendte for Michael Kohlhaas;
han er hestehandler og ikke filosof, en
blod-fuld, samlet, utadvendt og handlekraftig
natur. Med urokkelig tillid ser han op til
retfärdighetens gudinde, hun som holder
en guldvekt i den ene hånd og et sverd i
den anden, på det at hverken sverdet, som
er den nakne vold, eller guldvekten, som
er makteslös teori, skal råde granden alene,
471
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
