Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1946—47. Sartre, Anouilh, Garcia Lorca og — Bodil Kjer. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatersæson en i Köbenhavn 1946—4- /
Sartre, Anouilh, Garcia Lorca og — Bodil Kjer
Af Harald Mogensen
NAPOLEON kom engang med den
Ytring om Théåtre Français, at det var en Del
af Nationens Ære. Det samme kan siges
om Det kgl. Teater og om en Del andet
københavnsk Teater i den svunden mindeværdige
Sæson 1946—47. Efter Afspærringens
aandelige Restriktioner og psykiske Dvale gik
Thalia af Hi. Et Lynknippe af et
Verdensreper-toire slog ned og tændte et Baal af de
uudslukkelige. Man kunde brænde sig paa det
og se ved det, og det lyste langt omkring.
Den indledende Kanonsalut til Ildregattaen
afskød Jean-Paul Sartre med sina tre
Eksplosiver, Fluerne paa Det kgl. Teater, Lukkede
Døre paa Frederiksberg Teater og Døde uden
Grave paa Alléscenen. Ogsaa i Danmark har
der larmet Ordgny omkring hans Navn, det
meste af Spektaklet dog et Spild af
devaluerede Gloser og dækningsløse Betragtninger.
Bortset fra Politikens eminente Fred.
Schy-berg har dansk Teater længe maattet undvære
en Kritik, som det for Alvor kunde diskutere
med. Kritikeren har sin største Chance, naar
hans Sjæl kan gaa paa Eventyr blandt
Mesterværker, sagde Anatole France. Men med
enkelte tindrende Undtagelser — ovennæmte
Sol og et Par delvis selvlysende Planeter —
slog den danske Kritik ikke ud som en
Nattens Dronning efter Sæsonens grødefulde
Premièrer.
I stedet for Lancering fik Sartre
Kaminpassiar eller ligefrem Lyseslukning. Publikum
sejlede vildt med saadanne Fyr som Vejledere.
Tilstrømning fik Sartre kun til »Lukkede
Døre». »Fluerne» og »Døde uden Grave» gik
ikke. Sartre fik Sensation — hvad der ikke
er at foragte for en Teaterdigter — men ikke
Forstaaelse, Fortolkning, Formidling af sine
Idéer. Skylden var ikke Teatrets. De to
førstnævnte Forestillinger var glansfulde, »Døde
uden Grave» absolut seværdig. Stykkernes
Ophobning inden for nogle faa stopfodrede
Teatermaaneder og en Kuldebølge og
Brænd-selsbrist, der var saa teatralsk i sig selv, at
31—Ord ocli Bild, 56:0 årg.
Fot. Mydtskov
Ingeborg Brams og Mogens Wieth
i »Fluerne».
Folk ikke gik i Teatret, bidrog selvfølgelig
ogsaa deres til, at denne vigtige Præsentation
af et vigtigt, positivt Forfatterskab gik
ud-bytteløst hen over det danske Publikum —
naar bortses fra den saakaldte pornografiske
og anden Spekulations-Gevinst. Men det er
vel nok Sandheden, og Aviserne bærer et
Hovedansvar herfor. Sartre, som ganske vist
ogsaa kan stinke af Slagterhus, rangerer i
Danmark i den eksoteriske Opfattelse paa
Linie med den Soyaske Erhvervsdramatik
med amputerede Hoveder i Badekarret og
Hjernemasse paa Gobelinerne. Ak, om Soya
havde haft en Etik som dramatisk Drivkraft
i Stedet for sine sterile, mekaniske
Nemesisdiagrammer.
I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
