Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1946—47. Sartre, Anouilh, Garcia Lorca og — Bodil Kjer. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tjz a t er s æ s o n en i Kobenhavn
Fot. Mydtskov
S cenebillede fra Akt I af Garcia Lor c as ))Bcr nar das Hus», iscenesat af
Holger Gabrielsen.
den sceniske Illusion. Opvarteren,
Buffetdamen, Teaterdirektøren, Døden, Faderen
osv. ■— alle disse Figurer er i den strindbergske
Stil paa Grænsen mellem Virkelighed og
Fantasi. Den spiritualistiske Reteatralisering af
Teatret, som Strindbsrg startede, fornyes af
Anouilh med haandværksmæssig
Perfektibilitet og digterisk Fantasi. Det var en Opgave
ved Lejlighed at undersøge Linien fra
Strindberg til Anouilh. Pirandello er en af
Mellemstationerne. Dette franske Teater kunde danne
Indledningen til en Genfødsel af Strindberg
paa danske Scener. Svenskeren er dog den
største Digter af dem alle. (Man sammenligne
f. Eks. ogsaa Lukkede Døre og Dødedansen,
saa nært beslægtede i Emne. Strindberg
hævder sig.) Men foreløbig bebudes stadig
Genoptagelse af hans naturalistiske Stykker. Han
var dog først i de sidste Epoker, hvor han
såå alt i dramatiske Syner, hvor ikke blot
Mennesker og Ting, men ogsaa Tanker og
Visioner blev Teater for ham.
Bodil Kjer spillede Eurydike og blev en af
de største i nyere dansk Teater derved. Hun
har spillet en lignende moderne, rodløs Pige
en Gang før, i Knud Sønderbys En Kvinde
er overflødig. Her var Skitsen blevet til
Monument. Hun var lige storartet som
Provins-aktricen med Cigaretten i Munden og de
urolige, stødvise, nervøse Bevægelser paa de
lange tynde Ben og som den forelskede Pige,
hvilende i sig selv, men med Usikkerheden i
Øjnene og Trætheden og Fortvivlelsen, som
stadigvæk trækker Furer i hendes Ansigt.
Egentlig smukt er hendes Ansigt ikke. Det
er uregelmæssigt omkring Munden og Hagen,
men i Forelskelsens Timer lyste det af en
overjordisk Skønhed. Men saa maatte hun stryge
en fortvivlet Haand hen over det, naar
Fortidens Spøgelser hjemsøgte hende, og et
dirrende, blottet Fysiognomi dukkede frem, og
hun skreg og vrængede Mund som en Gadetøs.
Havde Strindberg levet og set hende, havde
han skrevet Stykket om og til hende og giftet
sig med hende! Anouilh har Chancen.
Orfeus: Mogens Wieth, en krølhaaret Dreng
med hele Spontaneiteten i Lemmerne; Doden
M. Henri: Ebbe Röde, med en melankolsk
Myndighed, en vemodig Weltschmerz, en dybt
original, moden, fantasifuld Rolleskabelse.
487
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
