Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Klokkerne. Af Søren Hallar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KLOKKERNE
Af SØREN HALLAR
Dengang jeg leved paa Jorden,
ringede Klokkerne tidt.
Men, det er sandt, jeg lever endnu,
og Børnene hører dem ogsaa.
De ringed engang paa en Vinterdag,
og Mor kom frem fra sit Køkken
og blinked fra Trappen ved Døren
mod den gendarmblaa Skive paa Uret
dér i den lysfyldte Luft.
Sneen var nedtraadt ved Huset;
men Hegnet om Hønsenes Gaard
havde Traadvævets Masker tykke af Rim,
saa man knapt kunde se det spraglede Fjerkræ
gennem de forede Huller.
Hvor Klokkerne ringede klart og lydt,
næsten for stærke og skarpe
i det lette og frostklare Rum.
Taarnet var næsten for nært,
selv Lyden var blevet til Lys og til Is.
Nu ligger jeg her og hviler,
en aldrende Månd, som blev træt,
og Slagene trænger ind til mig i Stuen,
maaske lidt fjernere nu end før;
men det er dog samme Mæle.
Hvor ofte hørte jeg ikke de Klokker
gennem hele min Barndom,
og mine Børn hører dem nu,
uden at tænke derover.
122
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
