Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Klokkerne. Af Søren Hallar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Hallar
Men samtidigt kommer der Alvor og Sorg og Uro til Hjertet.
De vil blive ved at ringe, de Klokker, naar jeg er død,
naar jeg er glemt, maaske i Aarhundreder Fremtid.
Men mig blev de ikke Guds trøstende Klokker.
De taler kun til mig om Dagenes Løb,
om Forgængelighed og om Afsked.
De er Stemmer fra Steder langt borte
fra et Sted bag den skinnende Himmel,
maaske er der Hul i den lyseblaa Skal
til Lyden fra Evigheds Mørke derude;
maaske gaar Lyden fra Jorden
op gennem det hule Taarn.
Vi ved ikke noget, og ingen kan svare; er alt kun en Drøm?
Men der sidder vel noget i Rummet og sender
vort Øre de Stemmer.
Hvad er det, der mødes og bliver til Lyde,
som udgaar fra Taarnet med sylspidset Spir?
Hvorfor skal det naa til dem alle,
til alle, der boer her i Byen,
og stemme til Alvor og gøre dem sure
over en unødig Støj, som kun gør nervøs.
Men alle de Børn, som her vokser op
under Kirkeklokkernes Røst,
vil stedse bevare den Tone i Sjælen,
den bliver dem Livets Klang.
Efter hurtige Aar — er de gaaet nu? —
»jeg er allerede saa godt som død» —
vil alt være Tavshed og Mørke,
dit Øje er opløst, dit Øre er sprængt;
men Klokkerne bliver vel ved,
eller gør de det ikke?
Man søger de Vises Belæring.
Enhver Filosof ved Besked:
Vi kender til Gavns Fænomenet,
alt staar i Register og Orden paa Hylden,
og den er saa gammel som Livet,
124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
