Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Peter Dass 1647—1707. Av Francis Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Francis Bull
forme sin forkynnelse med konkret
anskue-lighet, detaljrikt og livsnært, men på en
bakgrunn av sterk og from rettroenhet, og
med en klangfylde som bare den ekte
vers-kunstner kan nå. I Katekismussangene
heter det under det tredje bud:
End skal du vide,
Hvad söndag har behov.
Fra hestens side
Du spænde skal din plov
Og den ophænge
Bag væggen under skur
Og ei forlænge
Arbeide med dit djur,
Ei heller sprænge
Det stakkels creatur.
Tænk, hest og oxe
Har Gud til skabermand
Han lar dem voxe
At de dig tjene kan . . .
Saa lad ei plage
Dit bæst med hug og stöd.
Det kan ei klage
For nogen månd sin nöd
Om du vilt slage
Det slet ihjel og död.
En så enkel og nöktern erkjennelse av
virkeligheten er sjelden i det 17. århundres
kunst og litteratur, om enn ikke enestående.
For Petter Dass var den noe helt selvfölgelig.
Det kan hos en nutidsleser kalle frem et
smil når fiskene fra Nordlandskysten
uventet kommer myldrende midt inne i en av
hans mest storladne salmer:
Herre Gud! dit dyre navn og ære
Over verden höyt i savn maa være.
Og alle sjele, Og alle træle
Og hver geselle De skal fortælle
Din ære.
Ja, för Gud sin ære skal forlise.
För skal hav og grummen hval ham prise,
Samt og tanteyen, Som löber leyen,
Steenbid og seyen, Og torsk og skreyen
Og nise.
Gud er Gud, om alle land laa öde,
Gud er Gud, om alle månd var döde,
Om folk forsvimler, I Herrens himler
Utallig vrimler, Som slaaer paa cimler
Hin söde.
Höyen hald og dyben dal skal vige.
Jord og himmel fälde skal tillige,
Hver bjerg og tinde Skal slet forsvinde
Men Herrens minde Til tusind sinde
Skal stige.
Ved sin monumentale klang og styrke ble
den salmen, — men kanskje helst uten
Petter Dass’ kjære fiskearter, — en
yndlingssang i mange norske menigheter i
okku-pasjonstiden.
Også et annet vers av Petter Dass har
med sin store og enkle patos talt til nettop
våre dagers lidende og angstfylte
menneske-sinn:
Tykkes jer korset er tungt til at bære,
Tykkes jer tiderne vanskelig ere,
Tykkes jer kalken er bedsk til at drikke.
Tykkes jer sorgen forandrer sig ikke,
Tænker: den Gud, som paa verdner gjör ende,
Han og al menneskens jammer kan vende.
Men det fineste og inderligste uttrykk for
den tro som fylte Petter Dass’ liv, er vel
hans vers om nadveren:
Dit minde skal, o Jesu, staa
Uglemt i sind og tanker,
Mens bröd af ager er at faa
Og druer gror paa ranker;
Og hvor der brydes helligt bröd,
Der skal forkyndes Herrens död,
Blandt unge folk og gamle,
Indtil du synlig kommer frem
I skyen os at hente hjem,
Og i dit rige samle.
Religiöse poesier kaller selvsagt mest på
alvoret; men i Petter Dass’ dikteriske
gjen-fortellinger fra bibelen er det ikke sjelden
plass for hans livsfreidige humör. Som
Holberg kailer Christian IV for »denne store og
muntre konge», kunne man gi Petter Dass
betegnelsen »denne store og muntre
dikter-prest». Overalt kan man höre at han er
trygg i sin tro. Han har hjemme i
autoritetens og rettroenhetens tidsalder, og likeså
lite som han ville tilläte noen å sette seg
opp imot hans egen autoritet innenfor
Alstahaug sognekali, likeså lite kunne han
206
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
