Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Guder og Mennesker i Æneiden. Af Johannes Loft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Loft
Flaadens Tilsynekomst ud for Laurentums
Strand i X 260 ff.:
Staaende højt i Stævn han de troiske Mænd fik i Sigte,
Øjned dem inde paa Land. Da løfted han højt i sin
vens tre
Skjoldet det straalende. Lydt fra Muren lød da Dar-
daners
Skingrende Raab: nyt Haab, ny Harm besjæled dem
alle;
Spyd behænde de svang.
Og efter denne straalende Begyndelse følger
saa hans Indhug efter Landgangen og den
sejrrige Fremtrængen, indtil det afgørende
Øjeblik, da de indelukte Trojanere og den
ankomne Flaades Mandskab forener deres
Kræfter X 602:
Saaledes spredte Dardaneren Død omkring sig paa
Valen
Sejrsæl som den skummende Elv og det sortnende
Regnskyl.
Endelig fik de Luft, og ud af Lejren de stormed,
Julus og alle hans Mænd. Belejringens Lænker var
sprængte.
Men nu økonomiserer Vergil med Skildringen
af Æneas’ Bedrifter. Vi faar kun, hvad samme
Dag angaar, at høre, hvorledes han fældede
Mezentius — i Slutningen af X. I XI er
Digteren ogsaa økonomisk og holder sin Helt
tilbage; som Anledning bruges Planen om
at besætte Bjergskoven. Det er noget uklart,
hvorfor Æneas saa sent rykker ind i den nu
tomme og ufarlige Skov og derfor først møder
Fjenden, da Solnedgangen standser al
Krigsfærd. Men det er aabenbart, at Forsinkelsen
tjener som Baggrund til at forstærke
Virkningen af den store Tvekamp i XII.
Det, at Æneas havde været en stor Helt i
Trojas Dage, er et Motiv, som Digteren ogsaa
er sparsom med at udnytte og det med Vilje.
I hele II, Fortællingen om Trojas Fald, er der
intet Spor af hans Storhed at se; han fortæller
som Tilskuer, og derved fremkommer den
Stemning, som netop skal fremkaldes; bag
det tragiske Minde om Byens Fald ligger
skjult det, der angaar Fortælleren selv,
nemlig Forvandlingen fra at være blandt de første
og bedste Kæmpere til at være den, der bærer
Husguderne ind i den ukendte Fremtid.
Derfor er ogsaa Slutningen af II præget af Vemod
og en vis ængstelig Stilhed; derfor indledes
III med Uvisheden om, hvorhen. Katastrofen
i II og Sejladsen i III staar ypperligt til
hinanden.
Saa meget smukkere er det, at Mindet om
Æneas’ Heltetid er lagt i Diomedes’ Mund og
udtalt af ham saa stort og rigt og med saa
veloverlagt Ærbødighed, som det sker i XI
282 ff.:
Med oddede Vaaben vi mødtes,
Stedtes i Kamp; tro mig, jeg ved, hvor vældig han falder
An med sit løftede Skjold, hvor farligt han slynger
sin Lanse.
Hvis paa Idas Bjerg to til af saadanne Helte
Var vokset op, saa var Dardanus vist over Hellas’ Byer
Kommet som Helt og Erobrer, og Hellas med Sorg
bukket under.
Naar derfor Krigen om Trojas Mur trak saadan i
Langdrag,
Saa var det Hectors Haand og Æneas’ Haand, som
forhaled
Grækernes Sejr og sinkede den til tiende Aaring.
Begge de to var store i Mod og Kæmper i Vaaben,
Men i Fromhed Æneas var størst! Lad derfor i
Forbund
Haand kun mødes med Haand jo før, jo bedre, men
vogt Jer
For i Kamp at mødes med ham!
Her er Fortidens Æneas tegnet.
Men ellers hele Digtet igennem er hans
Storhed tilsløret af Opgaven; og Opgaven er kun
den at være Mellemled mellem en stor og
berømmelig Stads Fortid og en ny stor og
berømmelig Stads Fremtid, — og denne
Fremtid er saa fjern, at Æneas selv intet oplever
deraf; — Læseren tænker derpaa, naar han
dvæler ved Opholdet i Pallanteum og gaar
Aftentur med Euander og hans kongelige
Gæst i Tiberstaden; Læseren ved, hvad Æneas
ikke ved, at her er Stedet.
Vi gentager, at Opgaven for Helten kun
er at være tro og lade sig føre; deraf kommer,
at han dog er Helten, men synes at være en
maadelig Helt. Den beskedne Vergil, —- siger
en moderne Forfatter, — har maaske netop
derfor elsket ham og elsket at skildre ham
saaledes. Men en saadan Helt er udsat for
at blive kedelig i sin Passivitet, og det er ikke
let at holde Spændingen oppe. Det mærkes i
III, hvor netop Førelsens Uvished præger
Fortællingen. Der kommer først Fart over
det hele, naar vi staar paa Italiens Jord, og
den egentlige Helt dukker først frem, naar
han faar Lov at slaa fra sig.
Det Punkt, hvor Spændingen helt glipper,
og hvor Helten bliver helt flov, er det Sted i
IV, hvor han faar Ordre fra Jupiter til at
forlade Carthago og dets Dronning. Nu synes
det at mislykkes for Digteren at holde Helten
i Heltens Plan. Der er ingen Elskovens Klage;
der er ingen veltalende tragisk Strid mellem
Kærlighed og Pligt. Hans eneste Bekymring
er, hvad han nu skal sige til Kæresten IV
283 ff.:
218
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
