Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Guder og Mennesker i Æneiden. Af Johannes Loft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Guder og Mennesker i Æ n e i d e n
Ak, men hvordan? At sige det frit til den elskende
Dronning,
Vover han det? Og hvordan skal Ordene vel han
belægge?
Vi kan ikke frikende ham: han er flov. Han
forsøger end ikke at være patetisk. Han er
Gudernes Legetøj. Dette har sin komiske Side,
som Digteren ikke har mægtet at tilsløre.
Vi sagde »Guders Legetøj»; vi skulde have
sagt Gudinders.
Hele Didoskandalen synes — for at bruge
et vergilsk Udtryk fra XII 819 — at høre til
det, som »helt ligger udenfor hvad Skæbnen
kan fastslaa» (nulla fati quod lege tenetur).
Thi den sker ikke ifølge Jupiters Vilje; det
er tværtimod ham, der standser den. Men
den er et Værk af Gudinder, af de to
olympiske Fruentimmer, som ellers agerer og
intrigerer imod hinanden.
Vi mener Juno og Venus. Det lønner sig
at dvæle ved dem; de er ypperligt
karakteriserede. Alene det lille Træk: Juno udtrykker
sig hyppigt i Monologer, Venus aldrig; Hun
er altid i Snak med en eller anden, og naar
hun snakker, er det altid for at gøre Indtryk.
Hun taler — med Taarer i Øjnene — til
Jupiter I 227 ff.:
— kom Venus bedrøvet, —
Graaden perlede frem i Gudindens funklende Øjne, —
og hun kan ydmygt indskrænke sin Bøns
Krav til et Ønske for det elskede Barnebarn,
Bedstemoders Øjesten X 42:
Lige meget med Magten! Det var blot noget, vi drømte
Dengang Lykken var med; lad sejre, hvem du det
forunder;
Er der ej noget Land, som din bistre Frue vil skænke
Troernes Æt, da, Fader, ved Iliums Fald jeg besværger
Dig, du maa love mig det: Ascanius redde du uskadt
Ud af Kamp og Krig; min Sønnesøn lade du leve!
og hun kan bedaare Gemalen, selv om det
sker til Fordel for hendes Udenomsbarn VIII
372 ff.:
Til Vulcanus hun taler; paa gyldene Leje hun hvisker
Sødt til sin Måge med Ord, der aander guddommelig
Leflen;
(dictis divinum adspirat amorem)
hun kan bjæffe ad sin Modpart Juno, hun
kan koket iføre sig en Jægerpiges Dragt og
saa bruse bort igen i olympisk
Guddoms-glans med glimrende Effekt I 402:
Bort hun gik; da lyste med Rosers Pragt hendes Nakke,
Og fra ambrosiske Lokker der spredtes guddommelig
Vellugt
Trindt hendes Isse,
men, hvor hun antræffes, siger hun noget,
undtagen hvor hun i VIII overrækker Æneas
Vaabnene. Der burde hun jo fortolke ham
Meningen med Billederne paa Skjoldet, »tunge
at tyde», men nej; hun bryder sig fejl om
Verdenshistorien; Familielivet er hendes
Tumleplads; hun er Hustru, Moder og
Bedstemoder men stadig lige yndig. Fruentimmeret er
jo olympisk.
Juno derimod er i høj Grad politisk
interesseret; hun snakker Verdenhistorie; at ordne
den er hendes Ærgerrighed. Digtets
Handling sættes i Gang af hendes Forkærlighed for
Carthago; i VII ordner hun Krig og Alliancer
og ved Afslutningen i XII bestaar Forliget
mellem hende og Jupiter i en Aftale om
politiske indre Forhold og om, at Navnet Troja
skal udslettes af Historien.
Hendes Optræden er stik modsat Venus’
Virkemidler. Juno er ikke koket; hun kan
være sur X 611 ff.:
Hvorfor, allerkæreste Husbond!
Driller du nu mit ængstede Sind? Jeg frygter din Tale!
Elsked du mig, som du elsked tilforn og som du
bestandig
Burde mig elske, saa vilde du ej o. s. v.
Kun en Gang er hun slesk, der, hvor hun og
Venus i Forening anstifter Didoskandalen,
Juno med Iver, fordi der er Politik bag, Venus
med Fornøjelse, fordi der vanker en
Kærlighedsaffære.
Majestætisk, olympisk virker Juno ikke;
hendes Lidenskab stormer for uligevægtigt
dertil. Kun mod Slutningen — XII 791 —,
hvor Forsoningen nærmer sig, ser man hende
virkelig stor, ejendommeligt nok i samme
Øjeblik, som hun maa give op. Den, der
bøjede hende, er naturligvis ikke Venus, som
heldigvis er fraværende, men Jupiter, som
taler i sin Egenskab af Skæbnens
Repræsentant, men tillige som den venligt forstaaende,
venligt underhandlende Ægtefælde.
Argumenterne, hun maa bøje sig for, er dels, hvad
hun selv maa erkende, Skæbnens
Guddomsmagt, dels Løftet om, at Navnet Troja skal
forsvinde, og at det kommende Folk skal
være et udpræget fromt Folk, der i sin
Fromhed ogsaa og særligt skal omfatte Juno med
tilbørlig og rigelig Ærefrygt. For disse
Argumenter, rettere for denne Pris giver Juno efter
og forlader Skuepladsen. En saadan Sortie
bliver ikke forundt Venus, men med hende
behøves der jo heller intet Opgør. Juno skal
forsones; Sagen med hende skal bringes i
Orden; Roms klassiske Heltedigt kan ikke
2x9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
