Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Guder og Mennesker i Æneiden. Af Johannes Loft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Loft
ende med en Roma-fjendtlig Gudinde ved
Jupiters Side.
Der er af Olympens store Gudinder foruden
disse to blot en, som optræder i Æneiden; det
er Diana, og det kortvarigt i XI. Hun har ikke
Fruentimmernoder som hine to; hun er Dame,
hun er fornem. Her er ingen Intriger; her er
Bekymring og Deltagelse for den krigerske
Mø Camilla, hendes særlige Yndling, der har
forladt sit Jagtrevir i Vildskoven for at være
med i Krigen. Diana ved, at Camilla skal
falde; hun er betænkt paa Jordefærd og
Hævn.
Over hendes Fremtræden er der Værdighed
og Ro, en Anelse af det olympiske, der virker
velgørende; — vi sagde Fremtræden, men
Ordet er ikke rammende; Diana træder netop
ikke frem; hun er, hvor hun er; man ser og
hører hende som i en Aabenbaring.
Endnu en Gudinde er tegnet, saa det huskes.
Det er vel kun en Gudinde af lavere Rang,
men hendes ulykkelige Skikkelse har
Digteren ridset op med tragisk Højhed og bitter
Sans for Disharmonien mellem det at være
udødelig og det at være ulykkelig.
Juturna er bekymret for at redde sin
Broder Turnus og gør sig forgæves Møje dermed;
hun formaar det ikke og kan end ikke følge
ham i Døden; hun er jo en Gudinde, er blevet
det som Løn, fordi hun havde været Jupiters
Elskerinde. Da hun ser Uglen, hvis Vingeslag
varsler Broderens Død, hører vi hendes Klage
XII 875 ff.:
Jeg er angst. I behover
Ej at ængste mig mer, I stygge Fugle! Jeg fatter
Vingeslagenes Mening; thi den er Død. Og jeg kender
Jupiters Vink deri. Det er vel hans Tak for min Mødom.
Hvorfor fik jeg Udødelighed? Hvi fældes jeg ikke
Ogsaa af Døden? Saa- kunde jeg nu dø bort fra min
Kummer,
Netop nu — og følge til Skyggernes Bo med min Broder.
Jeg leve evigt! Som om noget sødt, nogen Fryd var
i Vente,
Broder, for mig uden dig! Gid Jorden vilde sig aabne
Dybt nok, at gennem dens Gab jeg til Aanderne ned
kunde synke!
En Apoteosens Ironi, som ikke kan glemmes.
Homer har intet lignende; hos ham træffer
vi kun de »lethenlevende Guder».
Er det kun et Faatal af Gudinder, der
spiller med i Æneiden, saa er der af Guder heller
ikke mange. Mars virker ikke med, ■—
mærkværdigvis. Apollo kommer til Syne en enkelt
Gang IX 638 ff. i Egenskab af Bueskytte.
Den servile Æolus, den let bedaarede Vul-
canus, den een Gang — I 124 ff. — harmfulde,
een Gang — V 799 ff. — velvillige Neptunus
er kun Bifigurer.
Men Jupiter, den store Olympier, vejer godt
til i Rækken af karakteristiske Skikkelser. -—
At vi i det følgende har hentet Hovedtanken
fra A. B. Drachmanns »Guderne hos Vergil»,
er det en Selvfølge at notere; Synspunktet i
denne Afhandling er det en Glæde at belæres af.
Som Person er Jupiter meget nem at
forstaa; han er faderligt kærlig mod Venus I 254:
Alt med det Blik, som klarer de tungeste Skyer paa
Himlen,
Smilende huldt til Svar hin Guders og Menneskers
Fader
Kyssed med Lempe sit Barn og mælede mildt: Cytherea!
Spar kun din Frygt!
og alvorligt irettesættende mod Æneas, der
skal kaldes tilbage til Pligtens Vej IV 222 ff.;
han er vemodigt deltagende overfor Hercules
X 467 ff.
Hver har sin fastsatte Dag, uafvendelig kort løber
Livet
Ud for Menneskens Slægt; men Ry at vinde ved Stor-
daad,
Det er et Værk af Mod. Under Trojas knejsende Mure
Gudesønner i Hob der faldt. Der faldt jo Sarpedon,
Faldt, og han var af mit Blod. Ogsaa Turnus vil
Skæbnen omsider
Kalde, og han vil naa den Grænse, som een Gang er
sat ham.
og han kan være spydig og drilagtig mod sin
Hustru X 607 ff.:
O, min Søster og Viv! Min allerkæreste! Rigtigt
Skønnede du, og med Rette det er, du stadigt har
tænkt dig,
Ikke sandt? Det er Venus, som holder Trojanerne oppe,
Mer end Krigernes travle Færd, deres Mod, deres
Taalmod!
og overlegent imødekommende mod samme
store Gudinde i den afsluttende
Underhandling XII 791 ff.:
Hvad bliver Enden nu, min Frue! Hvad staar der
tilbage?
Selv du ved, og du vedgaar, du ved, at Æneas engang
skal
Hæves til Stjernerne op og være Italiens Skytsgud?
Hvad vil du nu?
— altsammen overmaade hyggeligt og let at
gennemskue.
Men som Embedsmand, i sin Stilling, ikke
som en Gud blandt Guder, men Guden over
Guderne, dér er han som bekendt ikke let
at definere. Han er jo, — og det er ikke
Digterens Fejl, men det store Brist i
Hedenskabets antike System, —■ en stadig Selvmod-
220
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
