Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Guder og Mennesker i Æneiden. Af Johannes Loft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Guder og Mennesker i Æ n e i d e n
indgyder Ærefrygt; Vergil har tegnet ham
med Pietet og Finhed. Themaet, der gaar
igennem hele Besøget hos ham, er: det ringe,
men kraftfulde i den Stad, som senere blev
det verdensherskende Roma. Vergils
Udførelse af Themaet svarer nøje til een af
Augustus’ store Tanker, der just da skulde
indprentes Romerfolket: Saa smaa var vi,
saa store er vi nu, men er vor Kraft den samme ?
Den anden store italiske Fyrste Latinus
ligner ham ikke. Er Euander rolig og værdig,
kun lidenskabelig i de patetiske Udtryk for
Sorgen over Sønnens Død, saa er Latinus
urolig, vankelmodig, paa een Gang sølle og
stædig, ikke stor nok til at virke tragisk.
Ligesaa forhastet hans Tilbud om Datterens
Haand er i VII 267, ligesaa kejtet synes hans
Fredstilbud i XI 316 ff. til Trojanerne om et
Stykke Land langt inde bag Latium eller
det dertil knyttede Tilbud om Hjælp til
Bortrejse at være; der tages da heller ikke i den
følgende Forhandling Hensyn dertil. Ifølge
Digtets Plan er han stillet, hvor han staar,
for at skubbes til Side, og hans Karakter
svarer dertil.
Men hvad Begivenhederne i hans Historie
og dens skiftende Faser angaar, er der nu et
Forhold, vi nødes til at dvæle ved, ihvorvel
det ikke vedrører Digtets Udformning af hans
Karakter.
— Æneiden falder i to Halvdele. De er ikke
sammenarbejdede. Brudfladen mellem dem
er tydelig nok at finde mellem VII 285, hvor
Sendebudene
vendte tilbage i Fred fra Besøget hos Drotten Latinus
Og VII 286:
Just i det samme (Ecce autem)
kom Jupiters Viv, den skinsyge Juno o. s. v.
Thi paa dette Sted ender Rejsedigtet, og
her begynder Kampdigtet.
Rejsedigtet er rigtigt standset ved den
venlige og festlige Modtagelse, som Æneas’
Sendebud har faaet hos Kong Latinus. Nu
har Rejsen Ende, og alt tegner lykkeligt.
Kampdigtet skulde saa begynde med den
nidske Junos Indgriben. For at understrege
det uventede i Forstyrrelsen og for at opnaa
en overraskende Virkning er Digteren sprunget
fra den Situation, der — ufærdig — forelaa
i VII 285, og har begyndt fra ny af.
Men vi befinder os i VII 286 i en Situation,
der ligger Maaneder senere. Det er Digteren,
der har ladet sit Arbejde ligge uden at tilføje
den nødvendige Afslutning og uden at tage
de selvfølgelige Konsekvenser.
I sin Iver efter at bringe overraskende
Spænding til Veje har han taget sin nye
Be-givenhedsrække •—■ Kampdigtet — op, og
for Effektens Skyld taget fat med Ecce autem.
Han har anbragt sin Overraskelse for tidligt
uden at tilrettelægge den nye Situation
saaledes, at Ecce autem og Fortsættelsen passede.
Vi har jo nemlig slet ikke faaet Følgerne af
Sendefærdens lykkelige Udfald at vide.
Konsekvenserne af det lykkelige Udfald maatte
jo blive disse: en Sammenkomst mellem
Æneas og Latinus, — som vi intet hører om,
— en politisk Aftale mellem dem angaaende
Opførelsen af en Koloni, et Landomraades
Afstaaelse, o. s. v., derunder Aftale om det
forestaaende Ægteskab.
Bygningen af den By, der forudsættes i det
følgende, hvor den ligefrem kaldes »Troja»,
X 378, og beskrives som en befæstet Plads
med vidtløftige Værker, Mure, Taarne,
fremskudte Bastioner, en By, hvor Euryalus’
Moder sidder i Ro ved sin Væv, IX 476 —
et fredeligt og tilvant Forhold, hvor Ascanius
har Tid til at drive Jagtens Idræt, VII 477 ff.
Men i VII 285 existerer denne befæstede
By og disse Forhold aldeles ikke. Vergil lod
det ligge uoplyst hen for saa siden ved ny
Udarbejdelse at finde den Situation, hvor
Overraskelsen ved Junos Indgriben kunde falde
ind med sit Ecce autem paa den rette
slagkraftige Maade og i det rette Moment, —
maaske naar Fastsættelsen af Bryllupet kom
for Alvor paa Tale.
Fremstillingen af Latinus’ Historie har
lidt under dette Brud mellem de to
Hoveddele af Digtet. Ganske vist er hans Stilling i
VII før og efter 285—-286 den samme, for
saa vidt som han holder fast ved Æneas og
vægrer sig ved at gaa i Krig mod ham. Men
naar vi ser ham igen i XI, er hans Forhold
saaledes ændrede, at vi ser, der er en Lakune,
som vi ikke kan udfylde. Nu fungerer han
igen som Konge. Og i hans Ord til Turnus
XII 18 ff. hentydes der til noget, vi ikke før
har hørt om; vi tænker paa Linierne i 30 ff.:
jeg brød alle Hensyn,
Sveg, hvad jeg lovede ham, — og saa kom denne
syndige Fejde.
Men ogsaa i denne sidste Sang er Latinus sig
selv lig.
223
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
