Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Nogle danske Bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
Det vil ikke uden videre forstaas, hverken
udfra Bogens hele Anlæg eller udfra den
Loyalitet, en Biograf skylder den
biograferede, at Brix pludselig lægger Pennen og
ikke vil mere. Thi for det første har Brix røbet
mangt og meget, som intet har at gøre med
Nis Petersens Digtning, f. Eks. at hans
Undertøj var malpropert. For det andet havde
det været mere nyttigt at skaffe Oplysninger
om Digterens sidste Dage hos Overlægen paa
Kellerup Sygehus, hvor han var indlagt, end
paa Meteorologisk Institut om en Sandstorm
til Datering af et Ophold i Mariager. I saa
Fald vilde Brix have faaet korrigeret den
Opfattelse, at Digtet »Bændelormen» (trykt i
Extrabladet 19. Maj 1942) er Slutfacit paa
Nis Petersen Liv og Digtning.
Det skildrer under et ikke ganske zoologisk, men
desmere forfærdende Billede, hvordan hans Indre udhules
og fortæres, — ikke blot Glæderne men ogsaa Sorgerne,
Freden og Fryden og Kviden ædes af Dyret. Altsaa
enhver Evne til Reaktion i Sentimentet forsvinder.
Patienten forstenes sagtelig, idet Individet ophører
at magte selv de beskedneste Kvantiteter af Følelse,
Sindets markante Pendulsving. Sjælen sløres, sløves,
gaar til Ro i det tomme, Latter og Taarer tilhører
Forbigangenheden.
Man faar unægteligt noget andet at vide,
hvis man læser Annalise Nis Petersens nyligt
udsendte Redegørelse for Digterens sidste
Aar: »Mod Hæld». Gyldendal. (Denne
Artikels Forfatter har i »Ord och Bild» 1945
med Benyttelse af Fruens Materiale skrevet
derom.)
At Skildringen lyser af Beundring siger
sig selv. Alligevel giver den et
virkelighedstro Billede af et Menneske paa Kant med
sine Omgivelser men mest med sig selv,
indtil Sygdommen til Døden tilvegebragte den
Sindets Harmoni som havde været Nis
Petersen nægtet. Man erfarer endvidere, at nogle
af hans værd ifuldeste Digte og Noveller just
er blevet til i disse Aar. — Det er
gaadefulde at Hans Brix, til hvis litterære Dyder
en minutiøs Gennemgang og
Sammenstykning af Kendsgerninger altid har hørt, ikke
har ønsket at skaffe sig Oplysninger herom.
Mange havde vist nok ventet, at
nys-udsendte Anden forøgede Udgave af den store
Biografi vilde have bødet paa disse Mangler,
men Forøgelsen angaar andre Sammenhænge.
Dog som Værket foreligger, er der meget at
glædes ved og beundre. De mange Analyser
af Nis Petersens vidunderlige, men svært
tilgængelige Lyrik kan ingen i det ganske Land
gøre Hans Brix efter. Ej heller hans Udred-
ning af nogle af Traadene i det betagende
Mønster, der hedder »Sandalmagernes Gade».
En Helhedsfremstilling af dette moderne
Folkelivsbillede fra Rom paa Kejser Aurels
Tid har Brix afstaaet fra at give. Syntesen
har aldrig været hans Speciale. Derimod
Detaljen. Af lykkelige Indfald, spredte
Karakteristiker, Kommentarer, Anmærkninger og
Observationer er Værket fyldt. De ligger og
glimter som Guld i Fjeld. Og den gamle
Litterats Sympati for Vagabonden, der gik fejl i
Livet men efterlod sig en Poesi uden
Sidestykke, mærkes stadig som Bogens
Undertone.
Frederik Poulsen: I det gæstfri Europa
(Gyldendal). Med dette Bind fortsætter
Museumsdirektøren sine Erindringer med
mageløse Skildringer af sine Studierejser og de
Mennesker, han har mødt paa dem, indtil
den første Verdenskrig lukkede Landenes
Grænser for Aandens Folk og vor Verdensdel
ophørte med at være »gæstfri». Man føler,
hvordan to Kriges Omvæltninger skærer
denne Elsker af Kunsten og Menneskene i
Hjertet, og konstaterer selv med Smerte
under Læsningen, at en Genkomst af de gamle
Tider, hvor Folk var lykkelige, og hvor
Kulturen havde gode Kaar, har lange Udsigter.
Maaske hæves vor Klodes Forbandelse aldrig.
Saadanne Tanker er det dystre
Akkompagnement til disse Livsskildringer, gjort af en
benaadet Fortæller, der forener Jydens Humor
med Kunstnerens Skønhedsglæde og
Videnskabsmandens Trang til Erkendelse.
Vi oplever det store Auditorium i Berlin
med 800 Tilhørere, hvis Reaktioner er
bestemt af Nationalitet og Race. »Naar
Wila-mowitz forfægtede Sapfos Dyd, fældede de
tyske, engelske og amerikanske Damer
Taarer af Rørelse. Franskmændene og
Italienerne trak paa Skuldrene eller bed Tænderne
sammen for ikke at le. Og Sønnerne af
Balkanfolkene saa endnu skumlere ud end normalt.»
— Paa sin 27aars Fødselsdag 1903 naaede
Frederik Poulsen sine Ønskers Maal: Athen og
styrede straks sin Gang mod Akropolis.
Under mange Standsninger steg han op ad
Propylæernes brede Marmortrappe, op mod
Søjleporten, der tegnede sine lyse Profiler
mod den blaa Foraarshimmel, »og da jeg
naaede den første Søjle, lagde jeg min Kind
imod dens kølige Flade og takkede med
frembrydende Taarer for den Lykke, der var
bleven mig beskaaret, den Lykke jeg siden
min Skoletid havde længtes imod». Fra
358
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
