Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Nogle danske Bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle danske Bøger
1905—07 opholdt han sig paa den franske
arkæologiske Skole dernede efter forinden at
have erhvervet Doktorgraden for et Arbejde
om »Dipylongravene og Dipylonvaserne.»
Frederik Poulsen har altid ejet den Evne at
kunne beundre og lade sig inspirere af
fremragende Lærere og Medarbejdere. Man læse
bare hans Lovsang af Chefen for den franske
Skole Maurice Holleaux og hans Frue, »det
olympiske Par», hvis Skønhed og Aand var
uden Sidestykke. Holleaux fik aldrig skrevet
meget. Hans kræsne Smag og skarpe Kritk
henviste ham til Tidsskrifter. Smaa Bidrag af
fuldendt Støbning og langt Perspektiv. En
Aften i et Selskab, da selveste Gustave Perrot
havde kritiseret en af hans Venner, der led
af samme Skriveskyhed, bøjede Holleaux sig
frem mod Gæsten og bemærkede
honningsødt: »De ved nok, kære Mester, at der er
Værker, man vejer paa Godsvægte, og andre,
som man vejer paa Guldvægte.» Madame
Holleaux døde først i 1946, 13 Aar efter sin
Månd, hvem den første Verdenskrig havde
ældet og gjort bitter. En Ven skrev til
Frederik Poulsen om Dødsfaldet og tilføjede:
»Hun var lige til sin Død, som De har kendt
hende i Deres Ungdom, skøn og smilende,
næsten som var hun udødelig.»
Fine Portrætter foreligger ligeledes af
Magister Ove Jørgensen, Poulsens
Rejsekammerat i Hellas, og af Kunstnerparret Carl
Nielsen og Änne Marie. Efter at have været
i Konstantinopel holdt den danske
Komponist hver Aften Dervish-Gudstjeneste paa
Husets flade Tag. Han vuggede i Hofterne
og hylede i Maaneskinnet, saa alle Athens
Katte stemte i og Folk forfærdet troede, at
Tyrkerne var kommet.
Ogsaa danske Forhold omtaler Frederik
Poulsen bl. a. sin Lærergerning ved
Teknologisk Institut, hvor han omgikkes herlige
Haandværkertyper, og sin
Foredragsvirksomhed over det ganske Land, noget der
utvivlsomt har udviklet hans Stil og
Fremstillingsevne, saa han blev den største blandt de
Rejsende i Kultur.
Modvilligt lukker man Bogen fyldt af
Latter (Badeepisoden i Neapel), af Spænding
(Rideturen i Novembermørke gennem
Kopais’ Sumpe), af Kundskab om Mennesker
(Brygger Carl Jacobsen og alle de andre) og
af Skønhed. Og man spørger utaalmodigt:
»Naar kommer Fortsættelsen?»
Jacob Paludan: Facetter (Hasselbalch). Det
er snart mange Aar siden Jacob Paludan sagde
Farvel til Romanen for at dyrke
Litteraturkritik og drive okkulte Studier. Resultater
herfra foreligger i kostelige Essays-Samlinger.
Den sidste hedder »Facetter», en vidunderlig
Bog, der bringer Bud om en Sindets Rigdom
og en Stilens Fylde og Skønhed uden Lige.
Jacob Paludan er Essay’ets Mester. Hans
søgende Sind finder Tilfredsstillelse i at
springe fra Emne til Emne, hans Trang til at
moralisere faar her et naturligt Afløb, og hans
Stil har Lejlighed til at spille i alle Regnbuens
Farver og Skalaens Toner. Hans Kunsts
Symbol er Facetten.
Skønt Paludan (og vi) ved, at hver Tonart
har sit Klangbillede, »som ikke kan defineres
ved andet end sig selv, fordi Sproget nu engang
maa blive i sin Verden og overlade Musikken
den tilstødende», saa maa man imponeres
over denne Troldmands Strejftog i Tonernes
Verden (»Musikalisk Causeri» og »Toner og
Farver»), hvor det er lykkedes ham — ved
at »oversætte» Toner til Ord — at sløjfe
Skellet mellem de to Verdener. »En
Mozart-Koncert i D, sænket til Des, virker kold som
en Søndagsprædiken af en Præst, der Lørdag
Nat er gaaet vantro eller i hvert Fald stærkt
tvivlende til Sengs. Et eneste Anslag paa
Klaveret af D-Dur Treklangen viser, i hvilken
Tonart Varme, Lys og Hengivelse har hjemme;
Des staar dertil som Maanen til Solen.»
Men »Facetter» rummer som sagt mange
andre Emner. Der er filosofiske: Tanker ved
en Bisættelse fra Krematoriet (i »Flammen paa
Bispebjerg») eller »Propagandaens Gespenst»,
en meget vittig Satire over Göbbels Magi.
Mellem de litterære Stykker mærker man sig
det beske om Gustav Wied og hans Roman
»Knagsted», hvor »alle Gratier og Muser —
undtagen Grinets — har taget Ferie». »Dansk
Prosa i Træsko.» Hvorimod Herman Bang
indstilles til Udmærkelse for »Ved Vejen».
I »En Kunstner i Sort» har Paludan tegnet et
fornemt Portræt af Tegneren Chr. Kongstad
Petersen. Fra København og Nordsjælland
har Forfatteren med grandios Ødselhed fyldt
sin Bog med Indtryk, født af Øjeblikket eller
overtrukket med Mindets Patina, og sluttelig
sluppet et Fyrværkeri af »Strøtanker» løs.
Et særligt Speciale.
»At vi leger og slaas i en Sandkasse i Verdensparken
er ubestrideligt. Men om vi følges af Blikke fra
Vinduerne i Huset udenfor ved vi ikke.»
»Da jeg gik udenfor Døren Julenat og saa Orion,
maatte jeg spørge mig selv, hvor mange Lysaar ud fra
Jorden det glade Budskab rakte — eller om
overhovedet. »
359
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
