Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Portrætgalleriet paa Stensgaardholm. Af Esther Noach. Tegninger af Ebbe Fog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esther Noach
lukkede hans Øjne. Velværdigheden stod
længe og betragtede den Afdøde —
Pandens benede Bleghed og Mundens Furer,
der var frosne i et stivnet Smil. Saa foldede
han tavs hans Hænder.
Sønnen Olof var lige naaet at blive
indskrevet ved Universitetet i Leyden, da
Efterretningen om Faderens Død naaede
ham. Hans Huslærer vilde paaskynde
Rejsen hjemefter, og i det lille smudsige
Herberge i Hansweitergasse gjorde de sig rede:
Vadsækkene stod pakket, den osende
Tranlampe blussede svagt og Lyset faldt
henover den nøgne Væg og Kamrets Bohave;
midt i Rejsesagerne stod den unge
undrende og saa til. Han var fri nu — ogsaa for
Mindet om Faderen og hans strenge og
uransagelige Gudsfrygt. Olof havde levet i
Ly af Kvindeskørter fra sin Barndom, og
han fortsatte med det ligesom af Vane. Med
et Smil saa han i 1719 de to første
Missionærer rejse til Trankebar med det samme
Skib, der førte ham til Genua •—• uden
Huslærer. Her blev han Cavaliere servente
for en rig Adelsdame paa 38, mens hendes
Månd med Gratie bistod ham i hans
ukyndige Bejlen. Olof fulgte hende om Aftenen
paa Bal og til Teatret, raadede hende ved
Spillebordet, spadserede ved Siden af
hendes Bærestol i Eftermiddagens sene kølige
Timer, holdt hendes Parasol og læste højt
for hende, hvis hun blev hjemme i Parken
for at adsprede sig eller lege med sin Hund.
Om Morgenen vækkede han hende og bragte
hende Chokoladen paa Sengen, trak
Persiennerne fra og stod sagkyndigt — med
tilbagelænet Hoved — og vurderede hendes
Toilette. Han lærte af Goldonis spøgefulde
Bemærkning »la gelosia è passione ordinario
e troppo antica», at Skinsygen er en forældet
Form for Lidenskab og forlod hende efter
tre Aars Forløb uden Bitterhed, da hun
officielt •—- med Mandens smilende
Samtykke — tog sig en ny Elsker.
Under sit lange omflakkende Rejseliv
kom han til Oxford som Lærer for en ung
romersk Adelsmand, og lagde her en Dag
Mærke til en ung Englænder, der hver Dag
gik til Fængslet for at besøge Fangerne.
Han hed Whitefield og havde sluttet sig til
de to Wesley’er, der prædikede i Byen. Da
han i lang Tid med Undren havde iagttaget
den unge Månd, fulgtes han en Dag med
ham til et Besøg i Fængslet. Whitefield
talte længe med en Fange, og Olof studsede
over hans Stemme; han havde hørt mange
fremtrædende Sangere og hørt større
Stemmepragt i Rom end noget andetssteds —
men den unge Mands Røst havde en
Udtryksfuldhed, der paa mærkelig Maade
bevægede ham. Senere var han til Stede, da
Whitefield holdt sin første Tale for en større
Forsamling. Han bad indtrængende om
Penge til et Børneasyl for fattige og
forældreløse Børn. Olof saa ikke paa ham, mens
han talte, han lænede sig tilbage og vilde
næsten ikke tro paa denne Stemmes sjældne
Vellyd og vokale Skønhed. Og dog var det
ikke Skønheden alene, der betog ham; det
var, som et Menneskes Hjerte pludselig
havde faaet Stemme. Dagen efter kom den
unge Månd til Kollegiet, hvor han boede
med sin Elev, og skulde hente nogle Ting,
han havde liggende der, mest en Del Bøger.
Olof saa til sin Undren, at Shakespeares
Værker var imellem dem. Han slog op paa
et tilfældigt Sted, og Whitefield tog Bogen
i sin Haand, gik hen til Vinduet, saa han
stod med Ryggen til Lyset, og begyndte at
læse Henrik den Femtes Tale til sine
Krigere Aftenen før Slaget ved Agincourt. I
Silhouet mod Vinduet, saa hans Ansigt laa
i Skygge, saa man ikke som i klart Dagslys,
at han skelede. Olof sad stille og hørte
efter — igen gik Stemmen ham til Hjerte,
mens Ordene strømmede ham i Møde,
formet skønnere end nogen Skuespillers; han
bekæmpede sine Taarer, skamfuld over det
Indtryk, Stemmen gjorde paa ham. Den
unge Månd lukkede smilende Bogen i.
»Har du ofte læst i den Bog?» spurgte
Olof ham. Whitefield nikkede. »Ofte — med
398
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
