Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Teatersæsonen i København 1947—48. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatersæsonen i København 1947—48
Af Harald Mogensen
\__"lof Molander kom til Det kgl.
Teater som Gæsteinstruktør af Strindbergs
Spøgelsessonaten, men sejrede ikke. Kritikken
talte om Strindberg som et kværulantisk
Geni, Publikum lo paa de forkerte Steder,
og Skuespillernes Præstationer var glansløse.
Om Iscenesættelsen er der det at sige, at
hele dens Stockholmsstemning ikke taler
umiddelbart til et dansk Publikum.
Sven-Erik Skawonius’ Dekoration, Huset paa
Karlaplan, var flyttet herned, men hos os
er det bare en ganske almindelig Facade.
Spørgsmaalet er vel i det hele taget, om
Vejen til det inderste af dette
Mar-Drømme-spil gaar gennem Studiet af Strindbergs
Papirer og den konkrete Baggrund de giver,
særlig naar det drejer sig om en Opførelse
paa Teatret. Her er Brug for en Sjæleforsker
af en Instruktør med en Freudsk, en
Dosto-jevskisk Fantasi. Med sin fragmentariske
Karakter, ligesom et Udkast, noteret ned i
halvvaagen Tilstand efter Oplevelsernes
brændende Intensitet synes Spöksonaten næsten
uspillelig, et Stof saa ustyrligt og voldsk, at
det slet ikke har nogen Form. Lægges dette
Stykke blot i Klarhedens Lyskasterskær,
virker det netop som en Kværulants
Optegnelser, den vidt berygtede Kværulant
August Strindbergs Opgør med sin
Kokkepige. Det er forkert at spænde det ind i en
jernhaard scenisk Ramme af Strindbergske
facts, som Molander har gjort det. Det maa
befries fra Strindberg selv. Det er dog en Ret,
et Digterværk har. Det er dog et Spil, et
gribende, sønderrivende, grotesk Spil om,
hvordan der ser ud inden i Menneskesjæle,
som Angsten og Skylden har bombet sønder
og sammen, en Ruinby under jagende Skyer,
i skiftende Belysning. Det skal ikke spilles
Strindbergsk, men suggestivt.
Tonarterne skifter hele Tiden i Strindbergs
polymorfe Komposition. Den begynder en
solklar Søndagmorgen uden for den fuldendte
Prunkfacade og gaar ind bagved i et
Caligari-Kabinet. Stykket varer tilsyneladende bare
een Dag, men spænder dog over et helt Liv.
Fotografier fra Mydtskov, København.
Studenten bliver tilsidst gammel og hadefuld
som Gubben, men er dog stadig ung.
Papegøjen bliver pludselig til en Kvinde, et
Fornuftvæsen, der slaas for Månd og Datter med
Oldingen, to rigtige Mennesker, der sidder
over for hinanden i Lyset fra en
Dagligstuelampe, et Glimt af Virkelighed, mens alt det
groteske rundt omkring er blændet af. Men
siden glider Stykket atter over i det forvredne,
det vanskabte: Spöksupén og Afsløringen af
Oldingen, Personerne tager Maske paa, og
Belysningen er en helt anden. Men hos
Molander laa der det samme kolde, klare Lys
over alle Scener.
Sidsteakten er den psykologisk
interessanteste, men svær at spille, en langsom Sats,
en Dødedans, et helt Liv mellem to Mennesker
fra Elskovens Drivhusvarme til Hverdagens
Terror, fra de elskendes Tryghed til
Ægteskabets og Jalousiens Nervefileri. Ogsaa her
fejer Kastevindene over Scenen.
Hyacintrummet med dets dyre, skønne
Kærligheds-ord blomstrer af og forvandles umærkeligt
til et Daarehus, hvor en Kvinde lavmælt og
helt dagligdags, blot med en rynket Pande,
gør Status op. En sjælesyg, uden Livsmod,
snakker løs som en Patient til en Læge og ser
Syner og snakker vildt. Kokkepigen var kun
en Skygge hos Molander, men skal hun
overhovedet være der? Er hun mere end en
Hallucination, en Stemme i Luften, en indbildt
Anledning til alle Angstfølelserne ? Og saa
er vi pludselig midt i et strindbergsk
ægteskabeligt Opgør. Hun ond og tirrende og
hysterisk, Strindbergs Ønskedrøm om, at
hans Hustruer selv var skyldige i
Ægteskabernes Forlis, Han drages ind i Frøkenens
Væv af Skyld og Had og bliver selv forgiftet,
selv hævngerrig, selv skyldig. De rammer
hinanden i Hjertet. Og for dem begge er
Døden, det at öfre sig selv, at gaa op i noget
højere, den eneste Udvej fra Skyld og Brøde.
Hyacintrummet blomstrer igen. Lyset falder
paa Buddha. Akten er digterisk beaandet og
samtidig uhyggelig præcis som en
Sygejournal. Molander lod Ingeborg Brams og
471
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
