Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Teatersæsonen i København 1947—48. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatersæsonen i København i g 4 7—4 8
bende Frigiditet, som avler Had og Mord.
I Kulisserne til Sartres Den ærbødige Luder
anes den samme Kvinde-Afgud (Senatorens
Søster), som kræver Underkastelse og
Tilbedelse og Öfre. I Tennessee Williams
»Glasmenageriet» (i den forløbne Sæson opført i
Riddersalen i den nys afdøde Per Knutzons
fortrinlige Iscenesættelse) og i Anouilhs »Den
rejsende uden Bagage» ser vi
Moderen-Tyrannen, den selvgode, selvherlige, paa
Scenen. Mændene, Børnene trues og flygter
til Spiritus og Ludere — Ordet har faaet
Borgerret i saakaldt dannet Tale efter Sartres
Stykke — til Digterdrømme og
Glasmenagerier, eller den undertrykte Udfoldelsestrang
slaar ind, gaar under Jorden og eksploderer
i Vold. O’Neill har ramt dybt og haardt,
sparket til en hellig, grundmuret Institution,
gjort Oprør mod den stærkeste Magt i
Menneskers Liv, Moderen-Hustruen. Jeg tror,
det er hans klare Hensigt med Ismanden
kommer.
At han har skudt Piet, viser et Par pudsige
Episoder. I København fremstod en Ingeniør
i Parkettet og protesterede mod O’Neills
sam-fundsødelæggende Pessimisme. Han saa ud
til at have været med allerede i
Ibsen-For-argelsens Tid. Og i England anvendte det
ellers saa ludkedsommelige Times Literary
Supplement flere Sider paa at demonstrere
sit forargede Raseri over Bogudgaven af
O’Neills Stykke, dog uden at redegøre for
dets Indhold. Resultatet var grinagtigt. Dette
ærværdige Organ heftede sig især ved, at
Hickey var gjort til Præstesøn! Det remsede
uden Knude paa Tungen en Snes Eksempler
op paa, hvor vidt og godt Præstesønner ellers
havde drevet det og sluttede med følgende
kostelige Slag i Prækestolen:
»We can recall onlv one man with a load
of clerical ancestors and ön both sides too,
whose prospects of salvation have been
hope-lessly, if willingly, compromised: Karl Marx.»
Grundstemningen i »Ismanden kommer» er
Haabløshed og Frygt. En »Frelser» kommer
og gaar, men Menneskene, de haabløse
Eksistenser i Harry Hopes usle Hotel, lever videre
i deres Usselhed. De hager sig fast ved
Indbildningen om, at de er noget andet end det
de er. De slaas for at bevare Masken endnu
mens de gaar under. Ikke røbe sig, ikke
aabne sig. Alle forstiller de sig, bygger
Po-temkinkulisser op omkring sig. De hader
dem, der vil rive dem ned. De er syge, men
de elsker deres Sygdom. De vil ikke frelses,
Mogens Wieth som Hickey i
»I s man den komme n.
og de vil ikke dø. Hver for sig gaar de rundt
i deres Glasbur — deres Whiskyglasbur — og
føler blot de andre som et Irritament. De
gemmer sig i deres Huler. Udenfor gaar
Frelserne forbi: Freud og Lenin og
Buchman — i Hickeys Forsøg paa at omvende
Harry Hopes haabforladte Pensionærer ligger
der maaske en Smule Satire over
Oxfordbevægelsen — og Hickey, men de er ikke
anderledes end de selv. Paa Bunden er alt
Had. Den eneste Udvej er Flugten, væk,
isolere sig, ind i Hulen. Der er trods dets
barske Humor en Undergangsstemning i dette
Stykke. Ismanden kommer. Der findes ingen
Redning. Alt det Mennesket kalder Godhed,
Kærlighed, Familieliv, Idealer, alle disse
puritanske Dyder skaber blot Frost i Sjælen.
Modsat Strindberg skjuler O’Neill sig bag sit
Stykke. Vi ser ham ikke, aner kun et furet,
misantropisk Ansigt.
Sam Besekow havde sat dette
Dommedags-maleri i Scene, og den unge Mogens Wieth
spillede den halvgamle Hickey, saa det blev
hans hidtil største Sejr paa Teatret.
Vi strejfede før Jean Anouilhs Den rejsende
uden Bagage. Det er et fortrinligt Stykke,
meget vittigt, dramatisk slagkraftigt, meget
473
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
