Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Teatersæsonen i København 1947—48. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
sträf, naar ilden dør hen i lovlydige hænder.»
»Dage paa en Sky» er et Spil om Oprørets
Ret over for de forstenede Former. Under
alle sine indviklede Krumelurer maner det
til at se bag Illusionens Slør, bag Ordenes
Taage og gribe om Virkeligheden. Det lyder
helt Vilhelm Grønbechsk. Efter min Mening
indeholder Dage paa en Sky faktisk det mest
væsentlige, der er sagt om Demokratiets
Problemer i talrige og ordrige Efterkrigspassiarer.
Dramaten har vistnok sagt Nej Tak til dette
Stykke. Den Beslutning bør gøres om.
»Dage paa en Sky» er et Idédrama.
Lettilgængeligt og distinkt er det ikke altid.
Antydningen er Kjeld Abells kunstneriske
Katekismus. Men dets Hovedtanker staar lysende
klare: Kampen for Menneskets Frihed standser
aldrig. Og det hjælper at føre den videre.
Saa kan man tilføje, at Kjeld Abell, naar han
rejser Problemet, gaar uden om den
Hel-vedespøl, som hedder Mennesket selv. Er det
nok at mane til Kamp mod Kristendom og
Pengemagt og Legitimisme ? Afgørende er
dog, at Menneskets Indre maa forandres, at
Lysten til at slaa maa ledes ind i frugtbare
Kanaler, at Følelsernes Mudderhuller maa
drænes, at Undergrunden maa kultiveres —
hvis det da er muligt. Kristendommen og
Pengevældet regerer ikke overalt i Verden,
men er Mennesket mere frit der? Angsten og
Skyldfølelsen sidder paa Menneskesjæle i
hver en Krog af Kloden og danner
Forudsætningen for Zeuses Herredømme paa
Jorden. Men Kjeld Abells rene fine Hænder har
aldrig som Sartres været i Berøring med de
smudsige Indvolde. Som Englen i Silkeborg
staar han paa en Piedestal i hvide Klæder
og præker — Oprør. Men de andre Rebeller
ser anderledes ud. Tænk paa Malraux —
tidligere Kommunist, nu Gaullist, det er Hip
som Hap — denne Prototype paa vor Tids
intellektuelle Oprører med hans Foragt for
Glæden og Kærligheden, hans Dyrkelse af
Magten, af Lidelsen og Døden — som den
eneste Vej til en fjern Lykke og Frihed.
Kjeld Abell virker som en A. S. Neill-Dreng
i en Verden af Spanskrør. Det er det rørende,
det næsten humoristiske og samtidig det
gribende og det storslaaede ved ham. Det er
Kjeld Abells Paradoks: Ædel, forfinet Æstet
og aktuel Stridsmand paa een Gang.
Men Stridsmanden fik sit Publikum til at
lytte. Og Det kgl. Teater havde styrtet sig
over Stykket med en Ildhu, som man sjældent
har oplevet Magen til. Holger Gabrielsens
Iscenesættelse var et Strubetag om hvert Ord
i Stykket og dermed et Strubetag om
Publikum. Anna Borg var sødmefuld som
Aphrodite, Gudinden, der bliver ung igen, og Bodil
Kjer sagde den store Monolog om
Atombomben i Sidsteakten med en nervøs Intensitet,
saa man næsten ikke trak Vejret, mens den
stod paa. Ebbe Röde var ypperlig som det
rodløse Menneske, svævende mellem Himmel
og Jord.
Sartres La Putain respectueuse gik i
Danmark under den misvisende Titel »I
Anstændighedens Navn» i en miserabel Udførelse i
Riddersalen, men fyldte dog sine Tilhørere
med en mærkelig Ophidselse. Stykket er i
Sverige kendt i hvert Fald fra Forestillingen
i Göteborg og dets Handling velbekendt. Det
slaar nogle af de samme Motiver an som Kjeld
Abells Drama. Det handler om Mennesker,
der skjuler sig selv for sig selv. De vil ikke
og de maa ikke se Sandheden og
Retfærdigheden i Øjnene, men holder sig til Flosklerne.
Flosklerne er blevet deres Verden, deres
Afgud. Moderen, den amerikanske Moder,
Nationen, Fremskridtet, Slægten, alle Slagordene
er mere værd end Mennesker. Dette enkle,
at et Menneske altid har Værdi, er slet ikke
nogen Sandhed for dem. Først og fremmest
ikke for Senatoren og hans Søn, kun en
Overgang for Luderen, men heller ikke for
Negeren. Ogsaa Negeren føler sig skyldig, skønt
han ved, at han ikke har gjort noget. De er
alle Legitimister, det hævdvundnes
Forsvarere. Og skønt Skøgen ved, at hun er i samme
Baad som Negeren, svigter hun ham og
dermed sin egen Sag.
Som hos O’Neill saaledes her: Manden
udfolder sig — ogsaa i dramatisk Forstand —
kun i Skøgers Selskab. Hos Moderen, hos
Hustruen skjuler han sig. Der regerer
Konveniensen, Ønskedrømmene, Forstillelsen.
Kun hos Skøgen blottes Sjælen, blottes
Udyret, afsløres Dobbeltmoralen og den
sjælelige Afgrund under den.
Sartres dramatisk fremragende Tragedie
»Den ærbødige Luder» har dybe Perspektiver,
som her kun er antydet. Den havde fortjent
en fuldendt Opførelse. Det kgl. burde have
spillet den.
Af en eller anden Grund faar Senatorens
Søn i Sartres »Den ærbødige Luder» — den
tilsyneladende saa fine unge Herre, der
kommer styrtende direkte fra en Negerlynchning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
