Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - En indsigelse mod Kaj Munk-forgudelsen. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En indsig els e mod Kaj Munk-for gude l s en
Af Leif Neder gaard
■I er noen få der har været slået af
forfærdelse over den ganske utilbørlige
hyldest der blev den danske
dramatikerpræst Kaj Munk til del før men især under
Besættelsen og som nåede sin kulmination
her i årene lige efter Befrielsen. Kaj Munk
hyldedes af en næsten unison nordisk
presse ikke alene som en stor gudbenådet
digter, hvad der i sig selv var besynderligt,
men især som en stor troskæmpe, modig
demokrat og frihedshelt i befrielseskrigen
mod det nazistiske pøbeldiktatur. De få
som ikke tabte besindelsen og som ikke
bukker under for en massepsykose vidste
at sandheden tværtimod var den at Kaj
Munk som digter var meget ringe, om end
en habil dramatiker, som præst ganske
intolerant skønt selv lidet troende, langtfra
nogen kulturpersonlighed, og hvad der i
denne forbindelse var vigtigst: en
inkarneret diktaturtilhænger som ustandselig i
sine dramer, taler og artikler hade præket til
Hitlers og Mussolinis samt krigens pris. —
Hvordan kunde det da være muligt at han gik
i døden med et ganske modsat ry? kunde
man med grund spørre. Og vi skal da her
prøve at besvare dette vanskelige spørsmål.
På baggrund af den horde af grå og
kedsommelige romaner der fornemmeligst
hade udgjort mellemkrigstidens surrogat
for digtning, er det egentlig ikke mærkeligt
at publikum der i sin søgen efter anden
kollektiv adspredelse end amerikanske films
hade måttet savne et moderne dansk
drama, begejstredes for Munks stykker,
som de danske teatre på sin side gjorde
deres bedste for at fremføre. Heri blev de
virksomt bistået af Munks talent for at
vække opsigt og skabe publicity om sit
navn. At de fleste af disse dramaer i og for
sig var lidet værd — hvad enhver kan
overbevises om ved at gennemlæse dem —
lagde man ikke mærke til under den
festivitas hvormed de under medvirkning af
de bedste skuespillere blev opførte, og ved
den omstændighed at Munk kunde sit
dramatiske håndværk. At der ikke var poesi
eller dybtloddende menneskekundskab i
stykkerne, som i en Strindbergs, gjorde
mindre da det ikke er disse ingredienser
det store publikum søger. Værre var det at
man heller ikke bemærkede at disse
skuespil, der nok ligesom Ibsens satte aktuelle
problemer under debat, modsat hans hade
en alt andet end frisindet tendens, men
tværtimod en klart reaktionær
diktatur-forherligende intention. At gode
demokrater tilsyneladende guterer den slags stykker
er ikke så mærkeligt som det kan se ud til.
Almindelige mennesker tænker jo overhodet
ikke over tendensen i det skuespil de ser,
hvis den da ikke er udpræget radikal.
Dette kan måske synes besynderligt, men
er alligevel et faktum. Tænk bare for
exempel på hvormange der stadig på
teatret ser »Den politiske Kandestøber»
uden at forstå eller blive gjort opmærksom
på at stykkets tendens nu eengang,
hvor-megen sympati vi end nærer for Holberg,
er klart antidemokratisk ved at
latterliggøre den tanke at en jævn borger skulde
kunne drømme om at ha ligeså megen
forstand på at forestå bystyret som en
adelsmand. Dette være kun nævnt som et
exempel herpå, uden forklejnelse af
Holberg der netop har konstrueret sit drama
så strålende og vittigt at de færreste hæfter
sig ved den politiske tendens det er bærer af.
42
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
