- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtioåttonde årgången. 1949 /
43

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - En indsigelse mod Kaj Munk-forgudelsen. Af Leif Nedergaard

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

En indsigelse mod Kaj Mun k-forgudelsen

Noget lignende må siges at være tilfældet
ved Munks stykker. Man applauderede
gladeligt skuespil som »Sejren»,
»Smeltediglen», »Diktatorinden» og hans nazistiske
»Hamlet-Omskrivning» uden at betænke
hvad man egentlig dermed gav sit bifald.
Kritikerne var snart i deres henrykkelse
over det danske dramas reteatralisering
ligeså ukritiske; det var næsten kun ved
Hamlet-fordrejningen at der vistes noen
tilbagenholdenhed af anmelderne, men
heller ikke her af publikum. Og ved dette
skuespil kunde der dog ikke være mulighed
for at ta fejl af tendensen: léd ved
farbrorens socialdemokratiske styre giver den
nazisympatiserende Hamlet døende den
danske nazist Fortinbras sin stemme. Også
idylliseringen af Mussolini i »Sejren» som
et ejegodt familiemenneske og rar pasifist
godtog man naivt. Og hans drama om
Hitler og jødeforfølgelserne, det der noget
blasfemisk har fået navn efter en af
Ingemanns salmer: »Han sidder ved
Smeltediglen», misforstod man komplet, måske
fordi det var det man helst vilde.
Jødeforfølgelserne var der ikke synderlig sympati
for i Norden, og når nu en dansk
dramatiker, der tilmed var præst, hade taget dette
emne op til debat, regnede man uden
nærmere undersøgelse med at det var
antinazistisk. Dette kan synes besynderligt.
Men endnu besynderligere forekommer det
dog at så godt som alle de »kritikere» der
anmeldte stykket og som senere under og
efter Besættelsen skyndte sig at fa stablet
Munk-biografier sammen, også gav udtryk
for samme misforståede mening om
skuespillet og gladeligt opfattede det som et
ublandet modstandsstykke, et angreb på
nazismen og antisemitismen som sådan, en
opfattelse der er klart mod Munks egen
hensigt med stykket. For naturligvis skrev
Munk ikke i 1938 et drama mod diktaturet
som han både før og senere hyldede i taler
og artikler. Hensigten med skuespillet må
da også snarere siges at være at gi en frem-

stilling af de dramatiske konflikter en alt
for hensynsløs jødeforfølgelse kan gi
anledning til end at fordømme den tyske
indstilling til jøderne i almindelighed; og endnu
mindre kan det opfattes som noget angreb
på det nazistiske styresæt eller Hitler, som
Munk jo endnu et fjerdingår efter
Danmarks Besættelse offentlig hyldede som »en
religiøs Skikkelse», der alene ved ånd hade
udrettet så meget for Tyskland! Man vil
da også bemærke at stykkets sympatisk
skildrede hovedperson professor Mensch
ligesom alle skuespillets øvrige personer
loyalt beundrer Føreren, og at prof. Mensch
ved at knuse det semitiske Jesusbillede han
har fundet endog ofrer videnskaben for den
nazistiske stats interesser, — det eneste
han som videnskabsmand naturligvis ikke
burde gøre. At han tillige deklarerer sin
forlovelse med sin halvjødiske sekretær er
fejlagtigt blevet udlagt som udtryk for en
generel fordømmelse af antisemitismen,
skønt det dog så tydeligt kun tjener til at
vise at kærligheden undertiden kan være
stærkere end pligten, — den samme konflikt
mellem kærlighed og pligt som vi finder i
det franskklassiske drama. Som andet og
mere end en sådan ren egoistisk
konfliktsituation kan stykket ikke opfattes, ikke
engang som en upartisk fremstilling af
jødeproblemet da der eensidigt alene
fremføres alle de nazistiske rendestensord mod
jøderne uden tilsvarende talsmænd til gunst
for dem. Og at det ingenlunde har været
forfatterens mening at det skulde opfattes
som antinazistisk har jeg fundet Munks
egen bekræftelse på. I en uoptrykt
dagbladsartikel skriver han i anledning af at
skuespillet i Sønderjylland hade fremkaldt
demonstrasjoner fra nazistisk side, hvorfor
de danske myndigheder overvejede at
forbyde dets opførelse, at dette ingenlunde
måtte ske, fordi det vilde give disse
demonstranter »Ret i en Opfattelse af Stykket,
som ingen Steder hører hjemme.1 Disse Folk

1 Kursiveringen er min.

43

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 10 18:48:40 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1949/0057.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free