Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - En indsigelse mod Kaj Munk-forgudelsen. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leif Nedergaard
sin stilling som »Løgnefodermester» — og
især i det interessante bidrag til hans
religiøse anskuelse som en kvindelig
studenterkammerat i brevcitater gir prøver på.
Disse viser at heller ikke fiktionen om
Munk som en stor troshelt kan opretholdes.
For vel er tvivl i høj grad rosværdigt; men
en præst, der skønt selv hældende til den
anskuelse at det turde være løgn
altsammen, alligevel præker troen til andre, og
endda gir udtryk for den stærkeste
intolerance i omtale af fritænkere, taber unægtelig
interesse som kristent sandhedsvidne. Ikke
desto meget mindre er det ikke mindst
blandt kristne mennesker hans bøger har
vundet indpas.
Også andre ting lægger man mærke til i
»Bogen om Munk, skreven af hans Venner»:
hans gamle lærers avstandstagen fra hans
diktatursympatier, Vedersøs sognefogeds
beretning om hans udemokratiske
ultimatum i anledning af en beværterbevilling, og
en skuespiller, der trods sit venskab med
Munk, med rette siger at et stykke som
»Smeltediglen» naturligvis ikke lader sig
opføre idag.
Blandt den dynge Munk-bøger der iøvrigt
er fremkommet efter Befrielsen er der kun
een til jeg her vil fremdrage. Det er pastor
A. Drewsen Christensen’s netop
udsendte lille bog Kaj Munk faa
Tomands-haand. Den synes at give det hidtil
sandeste billede af den forgudede digterpræst,
og anbefales trods sin lidenhed til alle
Munk-beundreres så forbavsende
utrættelige interesse. De ting der her antegnes fra
breve og samtaler med Munk, må
unægtelig virke forbavsende på det flertal af læsere
der holder sig så rørende fast ved det
idealbillede af Munk de har drømt sig til, uden
at ville forstyrres af kendsgerningerne. Jeg
tænker her ikke bare på det besynderlige
billede af Munks forhold til kristendommen
også denne bog giver med en karakteristik
af præsterne som »nogle mere eller mindre
pjankede mandfolk, der ... snakker og
snakker om noget, som vi knapt ved, om
vi selv tror på». Heller ikke tænker jeg på
de oplysninger den lille bog gir os om
enkelte af Munks stykker, selv om det ikke
er uden interesse at også »Cant» i langt
højere grad end det fornemmes er bygget
over Munks yndlingstema diktatoren, eller
at »De Udvalgte», hvis sprogtone træffende
karakteriseres som »en blanding af
øehlen-schlägersk tragediestil og forloren
københavnerjargon», skylder en besynderlig
fejlhuskning af Bibelens Batseba-fortælling
hele sin tilblivelse (s. 68). Væsentligere er
de referater af samtaler om diktaturene
som Drewsen Christensen giver. Man skulde
således ikke tro det var en præst der skriver
således i et brev: »Om Mussolini er der ingen
Tvivl: han er den eneste i Europa . .. der
er værdig til at være i Historien. Herregud,
er det ikke gaaet op for Dem endnu, at de
Mænd, der har bragt Verden fremad og
faaet Menneskehjerter til at slaa for noget
højere end Gagepaalæg, just har været
dem, der var hensynsløsest med
Menneskeliv?»
Med hensyn til Munks beundring for
Hitler er der forøvrigt det at bemærke at
han modsat andre ikke kunde skyde sig
ind under den så misbrugte undskyldning
at han ikke vidste hvad der foregik i
Tyskland. Enhver der vil gøre sig den ulejlighed
kan i nordiske dagblade fra før krigen finde
nok af refererede grusomheder fra
Tyskland. Men Munk hade desuden med
forkærlighed berejst det tredje rige; alligevel
så han op til Hitler som gjaldt det en ny
verdensfrelser, ligesom han meddeler at han
ved et besøg i Rom hade foretrukket at
blive modtaget af Mussolini fremfor af
Paven:
Men ogsaa Hitler beundrede han over al maade.
Ikke mindst efter sin store rejse i 34 var han fuld
af lovord om alt det store og gode, diktaturet
havde udrettet baade i Italien, og Tyskland.
Pegede man paa forhold, som man maatte gaa ud
fra, at ogsaa han maatte misbillige, fejede han
det til side som bagateller, det var smaaligt at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
