- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtioåttonde årgången. 1949 /
47

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - En indsigelse mod Kaj Munk-forgudelsen. Af Leif Nedergaard

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

En indsigelse mod Kaj Mun k-forgudelsen

hænge sig i, og undskyldte det med, at intet styre
kunde være ufejlbarligt. Det kunde ogsaa hænde,
at han søgte at forsvare diktaturets oplagte
misgerninger.

Da jeg ved en bestemt lejlighed skarpt angreb
den jødeforfølgelse, Hitler havde indledet
umiddelbart efter sin magtovertagelse, erklærede
Munk, at det var ganske nødvendige
foranstaltninger, og ramsede dernæst alle nazismens og
antisemitismens hysteriske anklager mod jøderne
op og sluttede med at bemærke, at Hitler
naturligvis ikke af hensyn til en »pjanket, overfladisk
humanisme» kunde undlade at udføre den højst
paakrævede operation som befrielsen af det tyske
folk fra det jødiske aag var. Han var baade blind
og døv. Mens han villigt godtog selv den billigste
godtkøbspropaganda for diktaturets velsignelser
blev alle angreb betegnet som frække
kommunistløgne, gemen bagvadskelse eller smaa usselrygges
jammerlige kværuleren.

Som grund til hans diktatortilbedelse
anfører Drewsen Christensen dels at »han var
en ubetinget herskernatur», dels et
karak-térbrist: »et drag af grusomhed og
brutalitet», hvorpå han anfører et exempel fra en
jagttur med ham. Hvorvidt dette er rigtigt
skal jeg ikke udtale mig om, men D. C.
forbinder det med den sympati Munk også
lagde for dagen overfor Herodes’
grusomheder i En Idealist: »Her er også
forklaringen på, at han ikke følte samme afsky for
diktatorernes bestialitet overfor
modstanderne som det normale menneske. Han
forsvarede den med, at haardhed kunde være
paakrævet og berettiget, og han kunde
tilføje ’at ogsaa her i Danmark skulde
hovederne rulle’, naar den rette månd kom til.»

Jeg vil slutteligt anføre dette citat som
sammenfalder med det syn på Munk jeg
tidligere andetsteds1 har gjort mig
tiltals-mand for:

Det er bittert og pinligt at maatte erkende, at
ikke blot diktaturet men ogsaa diktaturets
spe-sielle udøvere Mussolini og Hitler har i Kaj Munk

1 En noget udførligere kritisk vurdering af
Munks politiske, religiøse og litterære virke er
blevet trykt i år i det af prof. Hal Kock &
Vilh. Grønbech redigerede danske tidsskrift »Frie
Ord», hvortil jeg her må ha lov at henvise evt.
interesserede.

haft sin varmeste talsmand og dygtigste advokat.
Ingen har mere end han vandet og gødet den
diktatursympati, som spirede frem i adskillige kredse
ogsaa her i Danmark. Et tungt ansvar har han
her lagt paa sine skuldre. —

Naar man derfor fra bestemt politisk side
skilter med Kaj Munks navn og paaberaaber sig
ham som politisk avtoritet, er det kun det rene
galmandsværk.

Man er taknemmelig for denne lille bog
om »Kaj Munk på tomandshånd», fordi den
modvirker den vrangopfattelse af Munk de
fleste andre forfattere af Munkbøger har
overgivet almenheden. Og fordi den
belærer os om Kaj Munks egen høje vurdering
og begejstring for diktatoriske styreformer
og statsmænd som han hyldede men idag
hyldes for ikke at ha hyldet af Nordens
millioner af demokrater. De fleste kan ikke
forene hans sympati for Hitler og Mussolini
med at han notorisk under Besættelsen
fremkom med en række udfald mod fjenden
i landet. Og det kan måske også se
besynderligt ud, og det er denne tilsyneladende
inkonsekvens der har forledt mange til at
opfatte ham som det de helst vilde: en god
antinazistisk demokrat og frihedshelt.

Inkonsekvensen er nemlig kun
tilsyneladende. Forholdet var nemlig det at Munk
foruden inkarneret diktaturtilhænger og
demokratiforagter tillige var stærkt
nationalistisk og militaristisk indstillet, for ikke
at sige: chauvinistisk. Det er da klart at
hans overbevisning måtte komme ud for en
krise da hans fædreland blev besat af de af
ham forhen så højt priste nazister. Han
beundrede Hitler og det diktatoriske
styresæt, men på den anden side var han en
varm patriot og forsvarsven. Dette
forklarer hele hans stilling under Besættelsen.
Tre måneder efter Okkupationen stod han
offentlig frem og roste den månd der hade
givet orden til »Weseriibung» samtidig med
at han her og senere i Gerlevtalen fortsatte
med at udtrykke sin foragt for demokratiet.
Ja, han gik så vidt som offentligt at ønske
et nyt ministerium bestående af mænd som

47

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 10 18:48:40 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1949/0061.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free