- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtioåttonde årgången. 1949 /
64

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - De guddommelige herskere. Af Frederik Poulsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Frederik Poulsen

forenet med guden, ja, som det synes,
undertiden endog i stand til at fortrænge
himmelguden og indtage hans plads.

Det er dog muligt, at Mesopotamiens
gudekongedømme bunder i en hjemlig
tradition, thi et ældgammelt tempel i ei
Ubaid, fra slutningen af tidlig-dynastisk
tid, d.v. s. ca 2850 f. Kr., har som
grundlægger haft en konge med navnet
A-anni-padda, og på et fragment af en stenvase,
fundet ved dette tempel, betegner samme
konge sig som gud. Det er muligvis et
lignende forhold, der forklarer de store
menneskeofre i kongegravene i Ur; i
en enkelt grav havde den døde hersker
fået 6 tjenere og 68 tjenerinder med sig
som følge til det hinsides. Disse døde røber
intet spor af nedslagtning eller vold.
Fredeligt har de lagt sig tilrette og aabenbart
drukket en hurtigt virkende gift. Tænker
vi os, at gudeherskerne i Ur ligesaa lidt
som Ægyptens faraoher er døde en
almindelig død, men er vendt tilbage til deres
hjemsted, himlen, saa bliver det store
tjenerfølges villige tilslutning forstaaelig:
begejstrede har tjenerne fulgt deres herskab
til de lykkelige himmelegne.

Nye studier af nogle sumeriske
indskrifter fra den af franskmændene
udgravede ruinby Lagash (Tello i vore dage)
belyser disse spørgsmaal yderligere. Det er
den franske orientalist Maurice Lambert,
der har sammenstillet alle vidnesbyrdene
om patesiernes hustruer og deres
virksomhed. En saadan fyrstehustru kaldtes sal,
et ord der simpelthen betyder kvinde, og
ved siden af patesiens palads: e-gal havde
hun sit eget store kvindehus: e-sal.
Indskrifterne røber, at dette hus ikke alene
var den høje frues residens, men at hun
her havde opdynget store rigdomme, gaver
som hun forvaltede i stadgudens navn.
En eller to gange årligt blev stadguden
Ningirsus statue ført i procession gennem
byen og endte med en visit og et kortere
ophold i en helligdom i byens udkant.

Disse processioner lededes af patesiens
hustru, hun modtog præsternes öfre og
lagde dem foran gudebilledet. Men sal var
ikke alene Ningirsus ypperstepræstinde,
hun var ved sådanne lejligheder tillige
inkarnationen af selve himmeldronningen,
Bau (eller Baba), gudens sædvanlige
hustru. Hermed er enheden af gud og hersker
også skabt fra spindesiden. Intet under, at
en sal var højt æret! Vi hører om en sådan
dames begravelse, der overværedes af mere
end 300 personer, deraf 72 præster, 112 af
Ningirsus og 36 af Baus tempeltjenere.

Det er en mærkelig og sejglivet tradition,
der hermed er skabt, thi lige til den anden
verdenskrigs slutning har
gudekongedømmet blomstret gennem århundreder i Japan,
og begejstret fulgte talrige samurais deres
herskere i døden.

I den græsk-romerske kulturverden var
det Alexander den store, der videreførte
den gamle orients og Ægyptens traditioner.
Men gudekongedømmet fik her en særlig
betoning, takket være forbindelsen med
græsk folketro. Herakles, Zeussønnen, havde
gennemlevet et menneskeliv i strid og
møje, udført store bedrifter og renset sti
og mark for uhyrer og ildgerningsmænd og
dermed vundet adgang til himlen og
genforening med guderne. Det var dåden, der
havde gjort ham til gud, dåden, der også
motiverede de græske heroers ophøjelse og
dyrkelse, og som nu satte sit præg paa
herskerkulten. Alexanders efterfølgere i de
hellenistiske riger fik guddommelig storhed
og styrke gennem deres virksomhed, de
blev deres rigers »frelsere», og de romerske
kejsere overtog titel og ideal og stred for
dette dogme selv i det urolige tredie
ar-hundrede af vor tidsregning, hvor kejserne
kom til magten og forsvandt igen med
uhyggeligt korte intervaller. Først de
kristne vovede at træde op mod denne
doktrinarisme og proklamere en nv frelser,
hvis magt blev mere varig end de
kortlevende kejseres.

64

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:12:05 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1949/0082.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free