Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - De guddommelige herskere. Af Frederik Poulsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De guddommelige herskere
Herakles. Dette forsøg paa at imponere
samtiden har dog ikke afsat sig spor i
møntbillederne eller de bevarede portrætter,
hvor han altid efter datidens mode er
skægløs. Men det samme er jo tilfældet med
Alexander den store, skønt også han gerne
optrådte i guderoller: som Dionysos, som
Ammon, som Herakles (l’Orange S. 62).
Ammon har i hvert fald krævet fuldskæg,
og man må altså bekvemme sig til at
forestille sig heltekongen i ren
maskeradeforklædning, når han tonede frem som
gudernes stedfortræder. Her har vi endelig
forklaringen på de to syriske kongers
dobbeltfysiognomier i livet og i kulten, for
første gang også anskueliggjort i
møntbilleder.
En mere beskeden dobbeltrolle har kejser
Septimius Severus, den store afrikanske
hersker over romerriget ved begyndelsen
af ßdie årh., spillet, idet han almindeligvis
i sine buster er rent menneskelig at skue,
med hyggeligt landsfaderligt udtryk og
sideblik i de udskårne pupiller; således ser han f.
eks. ud i en buste i Neapels nationalmuseum.
Men på et af reliefferne på triumfbuen for
ham og hans slægt i Leptis Magna i
Nordafrika får kejserblikket pludselig en vending
mod det høje, og denne himmelsk
orienterede type er, som l’Orange har påvist,
ingenlunde sjelden i den kejserlige
busterække, og de fire snoede pandelokker letter
forståelsen af, hvilken gud der er forbillede
og inspirationskilde: Serapis, Nordafrikas
vigtigste bidrag til det græsk-romerske
Pantheon.
Mens vi tør antage, at de to Severustyper
er samtidige og anvendelige ved
henholdsvis verdslige og guddommelige
æresbevisninger af suverænen, har l’Orange meget
fint og rigtigt påvist to stadier i Neros
portrætter, et tidligt, hvor han i
møntbilleder og portrætter bærer sit hår med
naturligt lokkefald efter Claudiertidens
mode, og et yngre, der begynder i år 64
og varer til hans død i 68, hvor en høj
Nero efter dr 64.
lokkekrans sondrer sig ud fra resten af
hårmassen og lægger sig som en ubrudt
kres omkring pande og tindinger. Denne
nye frisure er en arv fra diadocherne og
kendes fra en række billeder af hellenistiske
herskere. Det var den hårdragt, Nero bar
på sin latterlige triumfrejse gennem
Grækenland i året 68, hvad både Suetonius og Dio
Cassius bevidner, og den kendetegner
samtidig en ny politik: grusomhedens og
guddommelighedens, naragtighedens og
ødselhedens, tidligere behandlet af l’Orange i en
interessant artikel i bd. III af »From the
Collections af the Ny Carlsberg Glyptothek»
(1942). Neros særlige skytsguder var
solguden, Helios, og Apollon, musageten.
Lukan skildrer kejseren på solens
flammevogn, oplysende verden som en ny sol,
en Sol mutatus. Kejseren gør livet for sine
undersåtter til »en gylden dag», og ved sit
palads i Rom »Det gyldne hus» rejser han
netop i året 64 en kæmpestatue af
Nero-Helios. Han er som de gamle ægyptiske og
orientalske herskere en guds stedfortræder,
og hans hofliv i dets gyldne glans en refleks
af gudernes tilværelse. Endnu i
kristenbyzantinsk tid finder vi en genklang af
denne opfattelse i troen på, at livet ved
kejserhoffet i Konstantinopel var et billede
af den himmelske salighed. Som en naturlig
følge heraf er de hellige personer, navnlig
Jomfru Maria, i byzantinske billedværker
ofte iført hofdragter og prægtige
juvelsmykker.
I sin bogs sidste kapitel undersøger
l’Orange »Frelsertypens» videreliv i sen-
67
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
