- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtioåttonde årgången. 1949 /
214

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Unge Kunstnere i Rom. Af Hans Andreasen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Hans Andreasen

new look og lod kun ane spæde, bristende
ankler. Som en fresco var de unge kvinder
mod væggen med de blege ansigter i profil,
de kølige nakker med lyse dun og
øjenvippernes gyldne persienner trukket ned
helt til kindernes runding. Var mit navn
Petrarca, digtede jeg paa stedet en sonet,
dem til ære ■—• de var en fryd.

Men nu den kunst, som dækkede
»L’Obe-liska»s blaa vægge? Der var Stilleben,
fuglebilleder, kvindeportrætter, alle malet af
Dario Cecchi, som drømmende sad
tilbagelænet i en stol, ung, og aristokratisk som
sine billeder. De er dygtigt gjorte,
overmaade raffinerede, men farverne uden
fængende ild, uden dybde. Han er æstet
og hans malerier æstetik, men estætik giver
ingen oplevelse højst en nydelse, en flygtig
smag i ganen, en kort glæde i øjnene. Folk
kommer og gaar i salonen, baroner,
baronesser, marcheser, marchesaer, politikere,
de staar i sekunder foran billederne, en
stanglorgnet løftes, en monocle pudses, et
ah aandes, et aah udbrydes, det hører sig
til. Men dette mondæne publikum har ingen
særlig interesse for det, de ser, de har faaet
tilsendt en lille, elegant brochure, og saa
kommer man selvfølgelig, den og den vil
være der. De samles snart i smaa grupper
nidt paa gulvet og snakker, donnaerne staar
ubeskriveligt yndefulde med spidsede øren
som nervøse gazeller og samler mere
interesse end Cecchis billeder. Mørke signorer
bøjer sig over deres blaarede hænder og
kysser dem. Køber de noget, samler de,
denne adel, dette bourgoisi? Dario Cecchi
trækker et aldrig med sine skuldre og smiler
sørgmodigt. De er for flygtige mener han,
deres begejstring er blot koketteri med
tiden: mode, kunst, politik. To henrivende
romerinder træder ind og hilser med
knyttede hænder, de knitrer af silke og lyner af
smykker, rød front siger deres røde læber.

Gennem madame Irene Brin, der ejer
»L’Obelisco» lærte jeg en del af de unge
malere at kende. Hun selv er kendt novel-

list, en slags romersk Isak Dinesen. —• Hun
gør ogsaa en indsats for at vække interesse
for god kunst, nylig har hun udgivet en
bog om Toulouse-Lautrec, og hun værner
om de unge, til hende kommer de med
deres bekymringer, vist særlig de
økonomiske.

En anden af roms unge kunstnere maleren
Vespignani har indbudt mig til sit atelier.

Det er ved at skumre, da jeg gaar op
ad Via Sistina mod kirken Santa Trinita
dei Monti, der kroner Roms skønneste
trappe, Scala di Spagna. Nu og dä rasler
en kærre forbi, i det faldende mørke er
muldyr og kusk bløde skikkelser, der glider
mig forbi, forsvinder paa uvirkelig maade
i tusmørkret of efterlader kun en svag
klang af driverens raab og hovenes klapren,
som ogsaa aftenen gør bløde. Fra Villa
Medicis haver bæres duften af pinjer og
tunge blomster paa samme gang pirrende
og vammelt sødt. Palmerne foran Trinita
dei Monti og duver, hvisker hinanden
ørkenord, Biskra nynner de, Biskra, Kufra
og Biresch Schuref, navne, der fylder min
næse og øjne med sand og min mund med
smagen af dadler. Jeg salaamer dem og
gaar nedad Scala di Spagnas 48 trin og
staar paa pladsen, der bærer navn efter
trappen: Piazza di Spagna. Det er helt
aften nu, og suset fra højdernes pinjer og
trappens palmer er melankolske toner, den
svundne tids sukke. Jo, det var som om
trappen ogsaa klagede sig under mine trin,
den vaandede sig over mit jakkesæt. Scala
de Spagna, jeg ved godt, hvad du ønsker,
at jeg bar strømper til knæet og
knæbenklæder, allongeparyk, og at
kniplings-manchetter dryssede udover mine hænder,
du tænker paa lyden af jesuiterfødder og
ønsker dig spansk alvor, fordi du er kommet
af den spanske baroktid. Men du maa
virkelig følge med tiden, klang af dubloner
er nu klirren af dollars. En trappe og trin
er ikke stagnation, men udvikling.

Dog, det moderne menneske elsker antik-

214

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 10 18:48:40 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1949/0244.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free