Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Den italienske komedie. Af Torben Krogh
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den italienske komedie
Fig. i. Arlequin Protée. Stik af J. B. Bonnart.
folde sig ud i barokkomiske lazzi, af hvilke
adskillige er stærkt i familie med drøje
klovnløjer, som ofte hviler paa de bedste
italienske commedia dell’arte-traditioner.
Adskillige af scenerne former sig som meget
nærgaaende og bidende parodier paa kendte
tragedier og operaer, der dengang opførtes
i Paris, ligesom den meget vittige og højst
levende dialog ofte er rigt spækket med
aktuelle bemærkninger af revyagtigt
tilsnit.
Midtpunktet i komedieløjerne er saa
afgjort den kaade og overstadige Harlekin,
paa fransk Arlequin. Hans funktion kan
være højst forskellig, thi der er næppe den
karakter, han ikke maa fremstille: Tjener,
tigger, kvinde, helt, konge, antik gud m. v.,
men ikke desto mindre var den tiljublede
komedienar let at kende, for hans groteske
maske og ternede dragt stäk altid igennem de
forskellige forklædninger. I virkeligheden var
han nemlig altid sig selv, den glade gøgler,
klovnen, hvis spil var hævet over alle
realistiske hensyn. Omkring Arlequin kredser
saa en række andre maskefigurer som
Mez-zetin, le Docteur og Scaramouche, der alle
havde et ligesaa barokkomisk tilsnit og det
saavel i kostyme som spil.
Selvfølgelig maatte de italienske aktører
med deres fantastiske dragter og
egenartede aktion sætte de franske maleres og
tegneres fantasi i bevægelse, og blandt de
ypperste kan nævnes saadanne kunstnere
som Gillot og Watteau, hvis sjælfulde bil-
267
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
