- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtioåttonde årgången. 1949 /
390

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Nogle danske bøger. Af Jørgen Andersen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Jørgen Andersen

delige ved vurderingen af et digterværk.»
Dette er lykkedes ham på overbevisende
måde.

Under hans førerskab begiver man sig gerne
ud på en lystvandring gennem bøgernes fagre
riger. Og når den er sluttet, så alt for hurtigt
synes man (værket er »bare» på 250 sider),
har man vundet indsigt, berigelse og
læseglæde, som vil komme en repetition af de
behandlede værker og læsningen af nye
mangfoldigt til gode. — Citatopbudet er stort og
broget. Men alle disse spredte »prøver» belyser
noget væsentligt og fornemmes ingenlunde
som »materiale». De lever selvstændigt — små
glimt af den store helhed —- uden at have sat
det mindste af deres duft til under flytningen.
Derfor lover titlen mindre end bogen giver,
nemlig \ittera.tvLXOplevelse, som er lige stor,
hvad enten forfatteren studerer ordenes liv
og sprogets rytme, eller han nøje gennemgår
»Det forjættede land»s indledende kapitler
med henblik på Henrik Pontoppidans
fortælleteknik, og »Tine» til belysning af Herman
Bangs stilkunst, eller åbenbarer poesiens
hemmeligheder og klarlægger dramaets
komposition.

Senere i bogen går han over til at behandle
»Indholdets problem» og under »Literære
etiketter» genrerne, digterens holdning
(patetisk, tragisk, ironisk osv.) samt kunstskolerne
og moderetningerne. Man må beundre den
fortrinlige karakterisering af alle disse »ismer»
og den koncentrerede form, hvorunder den er
givet. Det er vist umuligt at finde noget
problem, som har undgået forfatterens
opmærksomhed. Og det er vanskeligt at fremhæve
noget på bekostning af noget andet.
Personligt har jeg nok været mest glad for afsnittet
om »vurderingen», herunder digterens forhold
til hans figurer som jo tit røber et tvesyn, der
bevirker, at han er at finde såvel i sin helts
lejr som i modstanderens.

»Mens Pontoppidan gør indtryk af at være den
saglige, mærker man tydeligere rådvildheden hos Kaj
Munk. Det er givet, at han er en dyrker af den store
og stærke personlighed, og det er lige så sikkert, at
han er en oprigtig kristen, der vil give Gud, hvad
Guds er. Men det er måske ikke altid så let at se, hvad
der er Guds, og hvad der er kejserens, og Kaj Munk
kendte til denne tvivl. Herom skrev han flertallet af
sine skuespil.»

Og herom har -—• for nu at forlade Alf
Henriques med et egregie for hans dygtige
arbejde ■— to, der stod digterpræsten nær,
for nylig skrevet hver en afhandling, som
meget kan anbefales læsere af »Ord och bild»,

äom har studeret Lejf Nedergaards artikel
om Kaj Munk i Januar-hæftet, og som kunne
ønske yderligere orientering. De, der giver
magister Nedergaard ret i hans synspunkter,
vil med en glæde, der grænser til skadefryd,
læse »Ridderen i munkekutten af Drewsen
Christensen (Branner). Mens »Kaj Munk på
tomandshånd» af samme forfatter (omtalt i
Nedergaards artikel) er en ganske frisk
skildring af digterpræstens første tid i Vedersø,
er »Ridderen i munkekutte» så ret
forstemmende. Drewsen Christensen, hvis bitterhed
er iøjnefaldende, har i dette opus villet slå
mange fluer med eet smæk: Folkekirken og
Indre Mission og alle dem, der har været så
formastelige at have en anden mening end
forfatteren ,men først og fremmest Kaj Munk
selv, som han påstår at have været ven med.
Hvor kan han så få sig til at udfærdige en
så ensidig og tendensiøs tryksag. På baggrund
af hans stadige rabiate angreb på Nøjgaards
store Munk-biografi, »Ordets dyst og dåd» for
dens suffisance og »ønsketænkning» virker
Drewsen Christensens egen
»Vi-alene-vide»-overlegenhed pinlig.

Til allersidst synes han, at det kan være på
tide, at vennen får et par pæne ord med på
vejen. Man læser da:

»Munks uvisnelige ære er den alvor og lidenskab,
hvormed han tog problemerne op. Så stor var hans
redelighedssans, at han ikke lod sig kaste sand i øjnene,
han gav ikke op hverken i en magelig resignation eller
afstumpet ligegyldighed, og han indrettede sig ikke
med et bekvemt rutinemæssigt hykleri. Han
forblev-sandhedens trofaste ridder var det så end i munke
kutte.»

Det lyder jo kønt, men er helt uforståeligt
sammenholdt med alt, hvad D. C. har
udviklet og forklaret på de foregående 142 sider,
hvoraf det fremgår, at Kaj Munk var en slet
præst, som i sine prædikener betjente sig
af floskler og alskens uvederhæftige kneb for
at tilsløre sit hedenskab, men en dreven
dramatiker, der så sit snit til at blande lidt
kristendom i sine stykker til stor skade for deres idé
men til stimulans af publikum og de røde
lygter.

Som indledning til det andet skrift »Kaj
Munk og diktatorerne» af Niels Nøjgaard (Nyt
nordisk forlag) aftrykker jeg en af Kaj Munks
»Strøtanker» for at vise, hvilken halsløs
opgave N. N. har påtaget sig.

»Derfor vil jeg enevælde; thi var det ikke
altid stordåd at fælde tyranner ? Og er så ikke
betingelsen for stordåd, at der er tyranner til ?»

Intet under, at dr. Nøjgaard har måttet

132

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 10 18:48:40 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1949/0432.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free