- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtioåttonde årgången. 1949 /
391

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Nogle danske bøger. Af Jørgen Andersen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Nogle danske bøger

mobilisere al sin exegetiske færdighed for at
prøve at vaske de pletter af, som K. M. ved
sin uhæmmede og tit upåkaldte virksomhed
som taler og journalist skaffede sig. Vist var
vedersøpræstens dyrkelse af handlingen og
magten (forklaret ved barndommens
pietistiske opdragelse) og hans næsegruse sympati
for dens makabre udøvere (en Herodes, en
Mussolini, en Hitler) egnet til at vække
forargelse. I sin udmærkede dokumentation har
dr. Nøjgaard intet væsentligt overset eller
forbigaaet. Kan hans modstandere, magister
Nedergaard og cand. theol Drewsen
Christensen, i sandhed sige det samme? Han har
lagt papirerne på bordet: det famøse åbne
brev til Mussolini, de ubetænksomme
aktstykker i »Himmel og Jord» (hvori også findes
protester mod regimet, ikke at forglemme)
samt uddrag af talerne på Gerlev, Ollerup og
andre steder. Jeg savner i denne
sammenhæng blot grev Gerts sønderlemmende
karakteristik af Danmark (»Niels Ebbesen» s. 70),
som ord til andet også var Kaj Munks. Så
stærkt var han kommet til at hade
parlamentarismen. En bedre styreform var hans
fædreland værdig. I sin søgen efter en sådan var
han via diktaturet standset ved en enevælde
på kristent grundlag, forvaltet af en stormand
af Guds nåde. En utopi.

Det er jo uimodsigelig rigtigt, hvad dr.
Nøjgaard og enhver, der har øjne, kan se, at
der går dom over de store kraftkarle i Munks
dramaer. Just fordi de ville deres eget og ikke
hans, som råder for Himmel og jord. Det er
også rigtigt, når defensor påpeger K. M.s
sammenblanding af historiens og hans egen
fantasis Hitler, men dette viser tillige, hvor
farligt det kan være, når en digter af Munks
type slippes løs i dagspressen. Forbløffende
virker de på s. 53 flg. aftrykte citater, af
hvilke Nøjgaard drager denne konklusion:
»Aldeles samtidig kan Munk anerkende
berettigelsen af en heroskikkelse, ja begære den,
endog prøve på at kalde den frem — og love
ikke alene kritik, men modstand, ja kamp på
liv og død fra det modsatte hjørne af
tilværelsen mod denne helt og ven.» — I
sandhed en vanskelig opgave at »forklare» Kaj
Munk, men en nødvendig. Dr. Nøjgaard er
den eneste herhjemme, der har virkeligt
kendskab til skribenten og privatpersonen Kaj
Munk og derigennem ved, hvor kompliceret
et menneske kan være, og hvor håbløs en
gerning det er at ville bringe et sådant i
overensstemmelse med logikkens regler.

Kaj Munks antagonister synes ganske i
deres system at se bort fra, om manden
gennemgik en udvikling, en modningsproces,
om den ham af Oscar Geismar tildelte
evig-hedsalder af 12 år holdt stik under Danmarks
besættelse. Hvem ved, om han ikke voksede
inde under dødens skygge og her vandt den
bedre erkendelse. Man læse hans sidste
prædikener og sidste skuespil!

Henrik Juul Hansen har taget sig for at
studere Helge Rodes dramaer. Resultatet
foreligger nu i bogform, »Dramatikeren Helge
Röde» (Gyldendal). Forfatteren giver en række
analyser omfattende alle Rodes arbejder for
scenen, grupperet efter emne og idé.
Fremstillingen er stærkt koncentreret, hvad der
ikke altid kommer sproget til gode. Et
eksempel på, hvad man kan kalde »rejer i trængsel»:

»Det er her ikke den purunge skeptiske,
pessimistiske og villet og påtvungent kyniske Helge Rodes
nysgerrige, men personligt uforbindende filosofiske og
psykologiske eksperimenteren med det primitive
magt-og viljesmenneskelige hos Nietzsche, som interesserer
— men derimod den særopfattelse af Nietzsche, han
efter det sjælelige gennembrud vandt frem til.»

I øvrigt må man glæde sig over Juul
Hansens sikre greb om sit stof (gode citater og en
personkarakteristik, der røber
indlevelsesevne). Ikke mindst prologen og epilogen
(»Før tæppet gik» og »Sammendrag») er meget
givende og nyttige at konsultere også for dem,
der foretrækker lyrikeren Helge Röde.

Som en værdig afslutning på dette rundskue
skal omtales Martin A. Hansens »Tanker i
en skorsten» (Gyldendal), en samling
betragtninger, som yderligere vil styrke hans ry og
givet udvide hans læsekreds. Denne gang
behøver ingen at holde sig tilbage af frygt
for rebuser. Thi alle disse stykker udmærker
sig ved klarhed i tanke som i affattelse. De
er 20 i tal og spænder over et par tusind år.
I den forhistoriske afdeling polemiserer
forfatteren mod dyrkelsen af de første mennesker
og forherligelsen af et tidsrum, som vi faktisk
ved grumme lidt om. »Man kender endnu
ingen stenaldermyte. Ikke den svageste
hvisken synes at nå os over tidens uhyre
grav. At slutte fra de spredte fund til en
differentieret kultur vil være overilet. I
»Vølven og Jomfruen» konfronterer Martin A.
Hansen vikingetiden med middelalderen og
voterer: »Den opløste kultur, råheden, i
vikingetiden er resultatet af himmelstormen.
Det var ingen ungtid, men en udlevet tid.»
Mens der »over det middelalderlige fællesskab

391

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 10 18:48:40 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1949/0433.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free