- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtioåttonde årgången. 1949 /
420

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Samtale med Rousseau. Af James Boswell

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

James B o s w ell

rede jeg langs med floden Ruse, der flyder
i en skøn vild dal, dels omgivet af bjerge
med svimlende høje klippetinder, dels
dækket af fyr på klippesiden og månge steder
med glitrende sne på bjergtoppene. Den
friske og styrkende luft og det romantiske
landskab stemte mig højtideligt til sinds,
og jeg genkaldte mig mine tidligere
indtryk af J.-J. Rousseaus forfatterskab og
den beundring, som det ganske Europa
nærer for hans Héloise, hans Emile og alle
hans andre store tanker. Denne halve
timestid betød mere for mig end nogen
anden, jeg har tilbragt i mit liv.

Endelig vendte jeg tilbage til mit
værtshus og fik af pigen følgende svar fra M.
Rousseau: Je suis malade, souffrant, hors
d’état de recevoir des visites. Cependant, Je
ne puis me refuser à celle de Monsieur
Boswell, pourvu que par égard pour mon
état, il veuille bien la faire courte.

Ordet courte smertede mig. Men jeg
fattede mod og begav mig øjeblikkeligt hen
til ham. I gadedøren stod Mademoiselle
Vasseur og ventede øjensynligt på mig;
hun var lille af person, en net og livlig
fransk pige, der ikke øgede min frygt for
dette møde. Hun førte mig op ad en
skummel trappe og åbnede derpå en dør. Jeg
tænkte ved mig selv: »Nu skal du se ham!»
Men således skete det ikke. Det værelse,
jeg trådte ind i, tjente på een gang som
forstue og køkken. I ventetiden formede
jeg ideligt i mit indre de forskelligste
billeder af denne vilde filosof. Til sidst åbnedes
døren, og jeg så ham selv, en sortklædt
ædel skikkelse, iført en armensk dragt. Idet
jeg trådte ind, sagde jeg: »Mange, mange
tak.» Efter at vi havde udvekslet de første
blikke og hilsener, ledsaget af buk, sagde
han: »Vil De sidde ned? Eller vil De hellere
følges med mig stuen rundt?» Jeg foretrak
det sidste og følte mig lykkelig over ikke
at skulle sidde i en tvungen stilling på en
stol. Derpå spurgte jeg ham, hvordan han
havde det. »Jeg er meget syg. Men nu har

jeg opgivet alle lægerne.» »Vist så, vist så,
dem har De ikke meget til overs for.» Da
det er mig umuligt at gengive samtalen
akkurat, som den faldt, og i samme
rækkefølge, vil jeg nøjes med at gengive de
repliker ordret, som jeg husker.

Boswell: »Er tanken om Dåres bøger, Sir,
ikke en stor behagelighed for Dem?»
Rousseau: »Jeg er glad for mine bøger, men når
jeg tænker på alle de ulykker, der har ramt
mig, fordi jeg skrev dem, så kan jeg ikke
svare ja på Deres spørgsmål. Bøgerne har
reddet mit liv.» Han talte om Parlamentet
i Paris. »Hvis nogen offentlig forsamling
kan kaldes forsmædelig, så er det den.
For at vise det, behøver jeg blot at trykke
dens forordning imod mig på den ene side
og Loven om Nationerne og
Retfærdighedens Ukrænkelighed på den modsatte side.
Men jeg har mine grunde til ikke at ville
gøre det for tiden.» Boswell: »Måske vi en
dag får det at se alligevel?» Rousseau:
»Måske.» Jeg var klædt i livfrakke og vest,
skarlagensrød og guldgalloneret, i Buckskins
knæbenklæder og høje støvler. Over denne
dragt havde jeg en frakke af grøn farve,
indvendigt foret med ræv og med samme
skindbesætning som krave og opslag på
begge ærmerne. Under armen bar jeg en
hat med guldtresser af den fineste kvalitet
— i alt fald så de ud, som om de var af
fineste kvalitet; jeg købte dem sidste år i
Haag. Jeg optrådte friskfyragtigt og talte
godt for mig, og når M. Rousseau sagde
noget, der gjorde særligt indtryk på mig,
greb jeg hans hånd eller slog ham på
skulderen. Jeg var helt uden forbehold overfor
ham . . .

Onsdag 5. december. Da jeg i morges
besøgte Monsieur Rousseau, sagde han: »Min
kære herre, det gør mig ondt, at jeg ikke
kan gå rundt med Dem i stuen, som jeg
gerne vilde.» Jeg gjorde mig umage for at
formindske hans bekymringer og startede
straks konversationen; jeg fortalte ham, at
jeg var blevet katolik og havde i sinde at

420

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 10 18:48:40 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1949/0466.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free