- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtioåttonde årgången. 1949 /
468

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Andre Stemmer. Af Michael Tejn

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Michael Tejn

bevarer mod Anstrengelsen ved at ranke
sig op til at tage Standpunkt, hvad der
ogsaa efterhaanden synes at være blevet
livsfarligt i baade ydre og indre Forstand.
Og i den første spirende Besindelse efter
Svimlen siger Johan Johansen sine ?*for-

sonlige Ord: »Enhver faar, som han becler.»

*



Med den dobbelte Ramme om
Kidde-Romanens Indhold: Heltens
Dødsleje-Be-retning om et Livsforløb, rettet til
Lægeparret Erik Lange, som en ublid Vind har
forslaaet i bitter Skuffelse til denne fjerne 0
i Havet, afsløres ogsaa Forfatterens
Svaghed: ved denne Fortælling falder
Lægeparret til Ro, affinder sig med Skæbnens
skuffende Spil. Men den Erkendelse, som
en Helt har stridt og lidt sig til igennem et
Liv og betalt med sit dyreste Hjerteblod,
naar ingen til ved Fortællingen om andre.
Dette skyldes næppe nogen Falskhed hos
Kidde, men en Forhaabning. Han satte
ud fra sin Tidsbaggrund Prisen for
Udfrielse for lavt. Han anede Fortvivlelsens dybe
Betydning, men vidste vel ikke, som Johan
Johansen ser det, at den nogle Tiaar efter
Heltens Offentliggørelse vilde blive den
eneste farbare Vej.

Denne Tidsforskel der giver en Brist i
Erkendelsen, afføder ogsaa en Svaghed i
det Digteriske: Slutningen af Fortællingen
om Clemens Bek og hans 0, om Mennesket
og dets Lilleverden, har maaske for vor
Samtid faaet en Anelse af det Sødlige, man
finder i saa mange alt for troskyldigt
religiøse Oljetryk. Det korte Tidsrum der skiller
Johan Johansen fra Kidde, har allerede
ladet noget uopretteligt fuldbyrde sig.
Ver-densdagen hvis Overvindelse Kidde endnu
troede paa, staar for Johansen som en
Konstans, et uundvigeligt Vilkaar for os alle,
som han ogsaa giver det i Titlen paa sit
andet Arbejde: Hverdagens Evighed.

Den sidste og maaske væsentligste
Forskel mellem de to Skribenter ligger i For-

skelligheden mellem Romanens og Essayets
Form. Romanen er bevægende, rystende,
medrivende, men med en suggererende
illusionær Kraft, der ikke stiller Krav.
Johan Johansens Arbejder kræver
medarbejdende Læsere. Ogsaa hans Ord er
bevægende, men den Bevægelse de føder,
har en anden Art — de er ikke
stemnings-vækkende. Hans Arbejder lider af svære
Brist, som det Anende, endnu ikke
Fuld-baarne uundgaaeligt maa, og kan derfor
af mange afvises, men benyttes som
Stem-ningsberuselse eller Stemningsmættelse kan
de ikke. Og det kan Kidde, naar han af og
til tangerer det Patetiske, og en Følelse af
Falskhed sniger sig ind. Man kan hos ham
fornemme Lidelsen og Fortvivlelsen omsat
til en paa underfundig Vis uvedkommende
Sorg, der ejer et tvetydigt Element af
Vellyst i sig. Falaris’ Tyr, gennem hvis
metalliske Strube de brændte Fortvivledes
Skrig strømmer ud til Omverdenen som
sød Vellyd.

Det maa her indskydes, at jeg ikke med
min Skelnen tilsigter at berøve Johan
Johansens Arbejde digteriske Kvaliteter.
Tværtimod besidder han dem i en usædvanlig Grad
og benytter Evnerne med usædvanlig
Soberhed. Skildringerne af Solopgangene
over de amagerske Lossepladser, af
Stau-lund Hede, af den moderne Fabriksverden
og af Forstæderne til Storbyen staar som
mangeartede og mejslede Udtryk for et
dybtgaaende Digtersind. Og samtidig maa
det understreges, at hans Holdning ikke
er Verdensforagterens eller
Verdensfor-sagerens. Forsagelsen kan snarere tillægges
Kiddes Helt, for der er i Romanen en
Tvetydighed, som ikke tillader En uden videre
at bestemme dette. Sikkert er derimod, at
Johan Johansens Syn ikke er en blot
Genoplivelse af Pietismens »Forfængelighed,
Forfængelighed», men i dybeste Forstand
et: »Alt paa sin rette Plads». Og dette »Alt»
er i hans Bøger stillet saadan, at der ikke
levnes nogen Mulighed for i Sandhed at

468

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 10 18:48:40 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1949/0518.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free