- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtioåttonde årgången. 1949 /
469

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Andre Stemmer. Af Michael Tejn

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Andre Stemmer

afvise hans Holdning som Eskapisme eller
Resignation i Reflektionen. Hans Bøger
er Udtryk for det stærkest tænkelige Krav
om Engagement. De er eksistensialistiske i
Kierkegaards, ikke i Sartres Betydning af
Ordet.

Hos Kidde, som i Almindelighed hos
Romanforfatteren, føres man. Man giver
sig frivilligt ind under et
Umyndigheds-forhold og lader sig lede ved Haanden af
Digteren. Dette er paa den ene Side en af
Romanens betydningsfulde Egenskaber,
paa den anden en af dens Farer, ikke mindst
i en Tid, hvor den Enkeltes
Umyndiggørelse i aandelige og materielle Forhold paa
trods af alt Markedsskraal og Gøgl om
Frihed og Selvbestemmelsesret bliver et
bestandig stærkere fremtrædende Træk i
Billedet af Mennesket, lige fra de ganske
unge Folks slaviske Underkastelse under
Filmens Helte og Heltinder til hele
Nationers dybt uopløselige
Afhængighedsforhold til politiske og aandelige Ledere.

Johan Johansen fører ikke. Han
appellerer, kræver af Læseren et medarbejdende
Forhold til sine Arbejder. Ved Læsningen
af f. Eks. Afsnitt »Mit Hjem» i Hverdagens
Evighed vokser hos Læseren umærkeligt
Viljen til at genkalde sin egen Barndoms
Verden. Betragterens Nysgerrighed
vendes hurtigt ikke længere udad mod
Skribentens Barndom og hvad den tilhører.
Opmærksomheden rettes indefter, mod Ens
eget. Hvori denne Opfordring egentlig
bestaar kan ikke forklares, men køligt
krævende gaar den igennem hele Arbejdet. Man
suggereres ikke, som i Romanen, men
opfordres indtrængende til Selvsyn og
selvransagende Erkenden, indtil man
begyndende aner, at Ens Lilleverden er et Spejl af
den store, at deres Vilkaar og Forløb er de
samme. Og man begynder at spørge sig
selv: Hvad saa jeg? Hvem saa jeg? Hvilke
var Tegnene og deres Betydning? Man
opfordres til at finde Vejen gennem sit eget,
en Opfordring der ved Læsningen kan

trænge sig ind paa En som en livsvigtig
Nødvendighed.

Henfalder man til vemodigt slørede
Drømmerier, til det nydende Tungsind,
der maaske mere end for nogen anden er
en Fristelse for Danskeren, naar han
betragter det Tabte og genkalder sig dets saa
ofte indbildte Sødme — saa rejser
Skribentens Ord sig igen for En med deres
indtrængende Krav om kølig Skelnen, om
Viljen til sanddru og hjertestærk Viden.
Viden, ikke Drøm eller Forhaabning eller
bittersød Erindring.

Naar Forfatteren andetsteds omtaler sin
Morfar og kalder ham: »den eneste
Mandsskikkelse i mine Erindringers Synsfelt», kan
man faa sine Tvivl ved Udtalelsens
Kategoriskhed. Men betragter man sit eget,
svinder Tvivlen om Holdbarheden i det
Sagte, mens »Mændene» i Ens Barndom
og Ungdom passerer Revy, og man kun
finder forstenede Drengeansigter, hvis Spor
hastigt udslettes under tung Sløvhed, eller
raadvildt stivnede Smaabørns Træk, mens
det ene Mandsansigt . . .!

Vender man saa tilbage til Teksten, faar
man en spirende Fornemmelse af Johan
Johansens Mandsopfattelse, hans
Opfattelse af det: at blive voksen og oprejst. Og
den Skal af faste Erindrings-Komplekser,
der kan sidde som en Skorpe om Ens Liv,
faar en første haarfin Sprække: Vel har
man maaske været sig sine Oplevelser og
sine Erfaringer bevidst, men man har aldrig
tydet dem som Tegn.

For ved Læsningen smitter en
Grundtone af: at hver Barndoms Erindring, sød
eller bitter, hvert Ungdoms Minde,
lyksaligt eller melodramatisk-tragisk, hver
voksen Sejr eller Nederlag altsammen var
mere end disse direkte Ting og talte
betydningsfuldt om videre Synskrese, hvis
vi vilde lytte til deres Underbrus. At
enhver Betragten bærer som en Kim en
Verdenstanke i sig, som først i Vækst trænger
den snævre Personlighed ud — ikke den

469

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 10 18:48:40 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1949/0519.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free