Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Den danske Junigrundlovs to Fædre. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehmann
efter Lehmann og udfoldede en saadan
veltalenhed, at han fra dette øjeblik var
selvskreven til at blive en af den danske
ungdoms politiske førere. Hvad der stråks havde
imponeret var hans sikkerhed. Om nogen,
saa stolede han paa sig selv. Med eet var
han blevet politiker, partimand, fører og
agitator. Og maaske først og sidst en
programskriver. Modsat de andre satte han
sig rent praktiske maal: han ville politisk
oplysning, han ville søge ud over
akademi-kernes kreds og prøve at vække folket, dets
brede masse medregnet. Derför blev hans
politiske journalistik en anden end Orla
Lehmann’s og Carl Ploug’s. Monrad
be-skæftigede sig med slige rent praktiske
ting som skattelove, fæstesag, folkeskolens
forhold og meget andet af dagens nøgterne
stof. Og da han snart blev rigsdagsmand,
minister i flere forskellige departementer
og meget mere, udfoldede han en saglig
arbejdskraft, der distancerede alle i hans
omgivelser. Med stort snille lykkedes det
ham at gennemføre månge betydelige
reformer, og i den indre politik var han en
baade klog og smidig taktiker, der højnede
det nye danske parlamentariske liv. Fra
alle sider ydedes der ham stor anerkendelse
— omend det stadig kneb med den
personlige sympati. Den kulde, der kunne udgaa
fra denne ensomme månd, fik månge til at
fryse. Og dog enedes man om at holde en
rigsdagsfest for ham — hvad han var meget
imod.
Men som diplomat i storpolitiken
udad-til, som landets leder i en dødsensfarlig
skæbnestund, ramtes han af det største
nederlag, nogen dansk politiker kunde lide
paa den tid. Da han var konseilspræsident
(statsminister) i 1863—1864, var det hans
ulykke ikke at være paa bølgelængde med
folket, der forkætrede og smædede ham mere
end nogen anden. Den politik, Monrad nu
gik ind for, krævede den største heroisme;
det var den, der skulle danne grundlag for
al hans gøren og laden. Men han forregnede
sig totalt. Der var nemlig ingen heroisme 1
det danske folk, slet ikke.
Da nederlaget kom, fandt skuffelsen
udløsning i harme mod den månd, der havde
haft ansvaret. Der var ingen grænser for,
hvor la vt man satte ham. Kun hans egoisme
og paatrængenhed havde placeret ham i
konseilspræsidentens stol, den C. C. Hall
skulde have siddet i, og hvorfra han kunne
have frelst Danmark. Naar Dannevirke
forsmædeligt var rømmet, var det Monrad’s
skyld, og man lastede hans forhold til
forsvaret af Dybbøl og til Londonkonferencens
sprængning. Pøblen i hovedstaden rejste
sig, faa gik imod den. Monrad bar alle
for-haanelser med rank ryg. Men i virkeligheden
var han efter tabet af Slesvig en dybt
fortvivlet og nedbrudt månd. Troen paa
Danmarks fremtid svigtede ham. Derför flygtede
han med sin familie til New Zealand. Det
var en form for selvudslettelse. Og her i det
fremmede gennemgik Monrad saa en af
sine månge kriser, der endte med at han
overvandt sygdommen, vel mest fordi hans
ægte kristentro gav ham en styrke, der
hindrede ham i selvmordet. Paa prærien
og i skovene lutredes og afklaredes han.
Det var langtfra, han frikendte sig selv
eller sit folk — han indsaa vel, at ogsaa
han havde begaaet store fejl — men han
kom til det resultat, at han endnu havde
en gerning at øve for Danmark. Først og
sidst ville han i skrift og tale pege paa
aarsagerne til Danmarks ulykke for
derigen-nem at advare folket mod udslettelsens
dom. Da han kom hjem, blev han derför
journalist og tåler. Han lod sig ogsaa vælge
til rigsdagen. Men en ny skuffelse beredtes
der ham. Dommedagstalen til folket fandt
ingen lyttere; det var, som om Monrad
havde mistet sit gamle tag i sine egne.
Hvorpaa han tog konsekvensen og trak sig
paany tilbage til sin bispegaard og gav sig
sine religiøse tanker i vold.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
