Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - En dansk Digterpræst fra det 17.de Aarhundrede. Af Carl Dumreicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En dansk Digterftr cest fra det iy:de A arhundrede
skovløse Refsnæs så over mod det skovrige
Asnæs. Forskellen forklarede
Folkeover-leveringen således, at Refsnæs blev forbandet
fra den Dag —• den 28 November 1231 —
da Kong Valdemar Sejrs unge Søn under en
Jagt blev dræbt af et Vådeskud. Der er noget
af Folkevisens Knaphed og fortættede
Fø-lelse over den sørgende Kongefaders Ord:
End mindes os, sagde han, Lyø Jagt.
Men her er falden ald Danmarks Magt
og over Förban delsen:
Herefter skal Refsnæs finde den Vind,
at der sig ej bjerge kan Raa eller Hind.
Paa Refsnæs, hvor før stod Eg og Bøg
herefter skal gro Skarns Hundeløg.
Den anden Vise er en Versification af visse
Historikeres fantasifulde Fortællinger om,
hvorledes Sjælland fik sin første
Befolkning og blev Kongesæde. Man har kaldt
Visen »dunkel», men den er vistnok snarere
at opfatte som en kåd Spøg over Samtidens
forvirrede historiske Hypoteser og som en
ædruelig og nøgtern Historikers ironiske
Smil over Historieskrivningens ubekymrede
Fantasterier, så såre det gjaldt gamle Tider.
Måske — men også kun måske — en
Sjæl-lænders Kærlighedserklæring til Fødeøen
som Hovedlandet i Riget.
Den tredie Vise eller rettere det tredie
Digt, for bl. a. de månge og rytmisk noget
uregelmæssige Vers godtgør, at man her
står överför en episk Beretning, har til
Titel »Om Tyre Danebod», begynder med
Linjen »Danmark dejligst Vang og Vænge»
og er ment som en på historiske Kilder
hvi-lende og i en bestemt Hensigt skrevet
Skildring af den danske Dronnings
Plan-læggelse og Opførelse af Danevirkevolden.
Den fjerde og sidste Vise er igen en
Versi-fikation af et historisk Tema, som må have
bevæget Kok: Historikeren Arild
Huit-feldts danske Prosaoversættelse af et
latinsk Ærevers på Væggen over den Grav i
Gent, hvor Kong Christian den Andens
unge Dronning Elisabeth — en af
Danmarkshistoriens ædleste og mest rørende
Dronningeskikkelser — kun 25 År gammel
fandt Hvile (1883 overført til Odense).
Man har tillagt Kok en enkelt Vise
andet-steds, men — som det viser sig — ved en
Fejl fra Peder Syvs Side.
Jeg skal kun gøre er Par Bemærkninger
om »Danevirkevisen», som No. 3 nu
sæd-vanligvis kaldes. De vedrører Motivet til,
at en Landsbypræst i et fjernt Sogn på
Sjælland, som aldrig har været i Slesvig,
pludselig vælger dette Emne. De fleste,
som har skrevet herom, søger
Bevæggrun-den i det politiske Spændingsforhold, som i
Slutningen af det i7de Århundrede og
netop på Visens Tilblivelsestid — den er
sandsynligvis skrevet c. 1690 — herskede
ved Rigets Sydgrænse mellem den danske
Konge og den gottorpske Hertug, skiftede
mellem Sejr og Nederlag og kunde føre
Tanken hen på, at et lignende Værn mod
Angreb sydfra nu var overmåde ønskeligt
og nødvendigt. Det er Visens eller Digtets
Slutvers, som forårsager Forsøgene på at
underlægge det en dybere Mening. Vers 1—
13 er dog umiddelbart förståelige: Danmark
er överalt — undtagen mod Syd — værnet
af Havet. Hvorledes, spørger Dronningen,
kan vi da her skaffe os det manglende Led,
der lukker for uhindret Adgang? Svar:
Ved at Folk fra hele Landet, fra Skåne
som fra Jylland, arbej der sammen på at
bygge en Vold. Det sker og skildres i alle
Detailler, til Volden længe gør Nytte, før
den »slet forfaldt» d. v. s. før den nu er
forfaldén og nær ved at forsvinde. Ordene
er Laurids Koks egne. Hans Tale blander
sig med Dronningens. Men tilsidst får hun
Ordet igen, konstaterer, at Ledet er færdigt
og nyttigt og slutter Digtet med:
Dannemark vi nu kand ligne
ved en frugtbar Vang,
hegned runt omkring, Gud signe
dend i Nød og Träng.
Gid som Korn opvokse Knekte,
der kand frisk mod Fienden fekte
og om Danebod end tale,
naar hun er i Dvale.
171
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
