Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sjätte häftet
- Et gammelt italiensk Digt til Adam Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
/• V.
formæler du med Oldtids Runekvad.
Og paa Italiens Strande, hvor Naturen
i Festglans aldrig lægger Blomsterkransen,
20. end ej paa Nødens Dag, hvor milde Lufte
med deres Duft gir Liv til Harmonier,
de lærte af en Kærlighedens Svane,
dengang Europas Skov var fuld af Mørke
og idel Trods: paa disse skønne Strande
25. staar Genlyd af dit Navn, og aldrig nægter
en Nymfes Mund at nævne det paany,
naar glad hun dvæler paa Toscanas Høje,
og naar hun vandrer längs Eridanus.
Dog ej blot. Sangen skænker Broderskab
30. med rige Sjæle, elskende det Skønne
— om under Bjørnens St]erner eller Solens
glødende Straalebundt i Sydens Lande —,
men ogsaa Troen som et alment Eje,
og Kærlighedens fælles Lov, der først
35. lød underfuldt i Palæstinas Udørk
og voksed op blandt Baal og Rettersteder,
styrted i Støvet Romalands Trofæer,
og gjorde Landgang som en hædret Gæst
paa Kysterne ved Thules fjerne Hav.
40. Den Tro, den milde Lov besynger du,
og — tro mod dens guddommelige Forskrift —
afmaler du Naturen i dens Vekslen:
Naar Skoven ätter løves, og naar Bækken
fremrisler festligt mellem Breddens Blomster,
45. priser du Stalden, og med Englekoret
forherliger du Gudebarnets Graad.
Og naar den vinterlige Stivnen hindrer
de træge Bølgers Løb, og naar i Skoven
strittende Grene og de nøgne Stämmer
50. staar som Skelettet af en vældig Kæmpe,
beskriver du, som klagende Profet,
Mysteriet med Pandestedets Blod,
Messias afvist og til Korset slæbt
af grumme Sjæle, for enhver tilfals.
*
55. Dog ligner, store Barde! ej din Tanke
den, hvori Christs udødelige Brud
— saa fjernt fra almenmenneskelig Förnuft —
belærer sine Børn. I hendes Øjne 5
staar kun som Illusion og tomme Masker
60. de Ting, der dybest ryster vore Sanser,
og over dødeliges tränge Grænser
retter den Hellige sit vaagne Blik,
hvis Skarphed gennemtrænger Troens Slør
og vinder Skelnekraft og Vovemod.
65. I hendes vise Riter er et Billed
paa Kampen, der har raset og skal rase
til Tidens Ophør mellem Aand og Kød
— takket vor første Synd, der taabeligt
for meget vilde se og høsted Blindhed. —
70. Derför er hun, den skønne, kloge Datter
af Guddomstanken uens med hin anden,
der lærer os om dødeliges Attraa,
benægtende sin dødelige Herkomst.
Lad Bjerget i sin Vælde hvæsse Ryggen
75. med Rim, og Søen, islagt, sukke højt,
naar Nordenvinden raser gennem Natten;
lad Maanen, rædselsslagen, søge Skjul
og kun belyse gamle Klostergange
og Klippetindens klagende Ruin,
80. engång en Røverridders fäste Rede,
lad Marken savne sine Blomsters Trøst,
og Faarehjorden i den lumre Fold
forgæves bræge efter Somrens Græsgang:
hvem ænser det? Thi Lovsang høres trindt
85. fra Jord og Sky, og Fugles Jubeltoner
faar Liv paany i Hulens Dyb og Hytten,
og Hyrdefløjtens Klang blandt Markens Stubbe
indbyder Kongerne i Glans og Pragt
og gyldne Baand, og følger deres Tog,
90. naar de ved Krybben ofrer som Vasaller
til Barn og Jomfru deres Myrrha skær.
Som Havets stille Dyb, der først sig vugged
med länge Sukke mod den stille Bred
og næppe vakte Raslen i dens Siv,
95. ved Søndenvindens Pust blir vakt af Roen,
saa Skummet dækker Bølgerne, der vokser
til de i Stormgang fylder alle Havne
med Ångst og Skræk ved deres vilde Færd:
saaledes voksed Fredens blide Hymne,
100. der vakte Betlehem som Sus i Natten,
gik over Have, Skove, Klippestrøg,
og brused i Basilikaers Rum
blandt Kandelabrer, Røgelser og Mitrer
til Tiberens Undren, jog Cæsarernes
105. blodige Genfærd ned i deres Grave
med Skam, hvis de steg op til stakket Kamp.
*
Forskellig er den Blomst, der bliver sanket
paa Sarons og paa Karmels Himmeltinder,
fra den forgængelige, der gir Rødme
110. til Kranse ved et jordisk Gæstebud.
Den skades ej af Rimen eller Brisen,
og hæver under Skybrud kækt sit Hoved,
thi medfødt Kraft er blevet den til Del,
imens den anden tvungent søger Hvile,
115. gnavet af Elementers hvasse Tand,
alt efter Aarets Gang og Himlens Stjerner.
Dog naar ved lun og fugtig Luft vor Jord
ifører sig sin friske Foraarsdragt,
og Nattergalen fra sit grønne Skjul
120. paany os fryder ved sin aarle Sang,
da drager from Betragtning ydmygt Sjælen
fra glade Tanker bort og viser den
en Haves Jord med Guddomssved bedugget,
og peger hen paa nære Höjes Runding,
125. hvor Duggen ligger som en Guddoms Blod,
saa vi blandt Blomsters Pragt og Bækkes Pludren
fornemmer skjult den Skyldfris hellige Hoved
med Tornekronen, og hans Læbers Tørst.
Paa den Vis finder Freden vi i Modgang,
130. og i vor Glæde from Medlidenhed.
*
Himmelske Lære, ene sande Trøst,
der lyser for os paa vor Jammervej,
den vi maa vandre mellem Haab og Smerte
til Verdens sidste Dag! Et skønnere Maal
135. er lovet os end vort Italiens
solrige, fagre Haver eller Finlands
Skove, der ligger svøbt i Taagedis:
et skønnere Maal er lovet os forsand!
Lad os da vandre frem til Troens Hymner
140. og Smertens, dersom Altets store Konge
har saaet Hymnens Frø i frugtbar Jord
260
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 14:12:25 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1950/0294.html
