Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - To danske humanister. Af Per Krarup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Per Kr ar up
»Men vi har jo i den store græske litteratur et
grandiost værk, som i ånd og tanke er talt
ud af Protagoras’ hjerte; jeg tænker hermed
på Thukydides’ skildring af sin tids store
krig ... I virkeligheden behøver Protagoras
ikke at beklage sig over, at hans værker er
gået så grundigt tabt.
Fragmenterne giver os nok, giver os nøglen
til hans filosofi; Protagoras’ filosofi kunne
nemlig i virkeligheden lige så godt kaldes en
anti-filosofi. Det objektive er skin og bedrag,
ud over vor egen psyke kommer vi aldrig.
Den, der vil vide, hvad denne erkendelse
fører til, bør . . . hengive sig til en fortættet
læsning av Thukydides mestergyldige ord. Den
månd kender livets vilkår, han véd at der
er intet bagved eller oppe eller nede, men kun
et her, sålænge det er. Således forstår jeg
Nietzsches ord i Morgenröte 168, hvor han
om Thukydid siger: »die letzte Offenbarung
jener starken, strengen, harten Tatsächlichkeit,
die dem älteren Hellenen im Instinkte lag».
I de to ungdomsskrifter om Platons ideale
retssamfund og om Protagoras’ hårde, strenge
objektivitet har vi nøglen til förståelsen af
hele Frischs senere stræben som politiker og
som skribent. Det var hans klassiske idealer,
der —• trods tidligere sympatier for den
rus-siske kommunisme — fik ham til med årvågent
skarpsyn at protestere voldsomt mod alle
terror- og diktaturmetoder i sit kampskrift
Pest over Europa med undertitlen
Bolsche-visme, Fascisme, Nazisme. En modig, en klar
og en skarp afstandtagen fra vold og terror,
skrevet allerede i 1933, før Hitlers endelige
magtovertagelse!
Og når han siden altid måtte skrive om sin
samtids store politik, som han havde lært
den at kende på nærmeste hold, i det store
internationale format i den spændende
skildring Fra Brest-Litowsk til Rapallo I—II af
europæisk politik i de svære år fra 1917 til
1922, og i på eengang dokumentarisk og
personlig form om de fem strenge år i
Danmark fra 1940 til 1945 i Danmark besat og
befriet I—III, ja så var det den store
pragmatiske samtidshistoriker Thukydid der var
hans store forbillede.
Da han i 1940 af tyskerne blev trængt bort
fra sin fremskudte politiske position, genoptog
han med fantastisk energi sin gamle kærlighed:
den klassiske filologi, med hvilken han kun
gennem sin lærergerning og egen læsning
havde bevaret kontakten. I løbet af kort tid
skrev han sin disputats og blev professor.
Disputatsen er en indgående fortolkning af
et anonymt oligarkisk skrift fra den
pelo-ponnesiske krigs tid: Athenernes
Statsforfat-ning, overleveret under Xenofons navn. Den
bringer næppe nogen aldeles nye eller
epoke-gørende sikre videnskabelige resultater, men
den erfarne praktiske politiker forstår at
lægge et aktuelt, livsnært skær over de fjerne
forhold, så de næsten virker som indlæg i
dagens debat. Og een ting til: Han skrev
denne bog som alle sine filologiske værker på
dansk. »Iøvrigt finder jeg, at det er et tab
for dansk videnskab, at så månge
afhand-linger i den senere tid kun fremkommer på
fremmede sprog. For nordisk kultur er
viden-skaben ikke en ligegyldig gren, som man uden
skade kan kappe bort fra den nordiske
sprog-stamme.»
Både disputatsen og hans senere store
bøger fra krigsårene: Ciceros Kamp for
Republiken og Magt og Ret i Oldtiden er ikke alene
skrevet på dansk, men skrevet sådan, at de
kan læses af den interesserede lægmand. Af
de store mænd i dansk åndsliv, Georg
Brandes og Niels Møller, havde han lært
betyd-ningen af det vide udsyn og den fuldstændige
frigj orthed fra enhver faglig snæverhed og
ensidighed. Hans store bøger er siden oversat
til engelsk, men først tænkte han på sine
landsmænd og nordiske brødre.
Og jævnsides med den aktualitetssans og
politiske flair, som gør f. eks. hans portræt
af Antonius så levende, er hans filologiske
værker præget af den gamle sunde filologiske
tradition, der i Danmark går direkte tilbage
til Madvig, foruden af Erslevs strenge
historiske kildekritik.
I sin førnævnte latinske tale til
universitetet dvæler han med særlig udførlighed ved
Madvig. Han nærede stor beundring for denne
månd, hvis gerning aldrig endnu er blevet
rigtig vurderet, og hvis minde tilmed ofte
er blevet smædet ved lavsindet national eller
politisk polemik eller ved goldt og misforstået
pædagogisk og videnskabeligt pindehuggeri.
Han satte Madvigs grammatiske arbejder
højere end alle andre, han kendte, på grund af
deres ubestikkelige klarhed og redelighed, og
han satte Madvigs hele filologiske og
historiske gerning højere end alle sine andre
lære-mestres, levende og døde. Og de ord, han
udtalte på latin om ham, kan ord til andet
siges om ham selv nu ved hans alt for tidlige
død:
»For den klassisk-filologiske videnskab,
268
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
