Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Den litterære nytårsfejde 1880. Af Troels G. Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den litterære nytårsfejde 1880
med Kvast i Manken, Skaberak,
det høire Forben trevent stäk
frem mod Hr. Direktören.
Stivbenet bøied’ den sit Knæ;
det vared’ noget, førend
den ätter fik sig hivet op;
saa slog den an sit Trav-Galop,
Manegen rundt med Stod og Hop —
og skeled’ hver Gang Døren
den travede förbi.
Da digteren i programmet ser, at numret
hedder »Paradehesten Parmo», mindes han,
at han på samme sted for 30 år siden så
den samme hest gøre de samme kunster,
men dengang ligeså fyrig og let, som den nu
er bovlam og stivbenet, men dog stadig
applauderet af det brave borgerskab, og
han slutter:
Der sad som sagt i Tanker
i dybe Drømme sænket jeg
og saa paa Parmos Skänker
og tænkte paa den länge Vej:
den länge Vej af Aar paa Aar
Paradehestens Rundt og Rundt
paa Hesten, som ei selv forstaar,
hvor bovlam nu den traver hen —
og paa de brave Borgermænd
som stedse applaudere den
—-paa alt i denne Verden,
som bag ad Dansen gaar.
Dette meget enstrængede digt, der
iøvrigt antages ialtfald delvis at være
skre-vet før Plougs kritik (Paul Rubow), er altså
en afvisning af Plougs adkomst til at blive
regnet med længere, så gammel som han
var; han havde netop det dobbelte af
Drachmanns år. Ploug værdigede ham intet
svar. Men da Schandorph 24. december
ryk-kede frem med en »Tak for sidst», havde
han allerede den 27. sine 16 länge strofer
rede i Fædrelandet. Også for Schandorph
er Ploug fortidslevningen. Når rimbrevet
begynder med ordene: »Den rumler endnu
den gamle Kærre fra Julirevolutionens Tid»,
gør han dog Ploug for gammel: i 1830 var
han kun 17-årig og havde endnu ikke grebet
den pisk, han som »Kusk paa Kærren» altid
skulde have smeldet med. Ganske vist
kunde pisken ikke ramme nutidens mænd,
men man burde dog ikke lade ham i fred,
og før han døde, skulde han høre, at han
havde været en tyran uden åndsfrihed.
Digteren foreholder Ploug hans skiftende
politiske ståndpunkter, angriber hans
ro-mantiserende digtning, imødegår
beskyld-ningen for råhed ved at omtale Plougs egne
ungdomsrimerier og gør i det hele indsigelse
mod Plougs bedømmelse af hans arbejder.
Slutningen tager et almindeligt sigte:
Så flok Jer i Fylking, I unge Folk,
som suged’ af dygtige Studier Kræfter
til Kamp mod den seige, gamle Tyran,
Obskurantismens haandgangne Månd,
som nu kun er den Slags Studenters Tolk,
der tygger Kollegiehæfter;
hvæs Spotten til Landse, smed Harmen til Sværd
— mod ham hvert Vaaben I vende —
det gjælder saa lystig en Ledingsfærd
mod Ungdommens, Fremskridtets Fjende!
Ploug stemmer altså stråks sin lyre og
giver anvisning på at synge sine vers efter
Bellmans: »Se Mowitz! hvi står du och
gråter!» Der er højt humør over hans tilsvar
»Til Hr, Dr. phil. S. Schandorph», som han
deler i 3 afsnit, det første og største det
mere personlige, det næste et politisk
til-bageblik og sidst en formaning, det hele
hårdkogt polemisk. Efter en indledning
replicerer han til betegnelsen gammel kusk:
Hr. Doktor, jeg takker ærbødig
For al den Besvær, De har havt!
For Ugerne to, De fandt nødig
Til Udladning af Deres Kraft!
For Storvadsk er »Morgenblads» Gyden
Just ikke den propreste Krog;
Men Snavs — lærer jo Deres Bog —
Besmitter ej Dyden.
De kalder mig »Kudsk paa en Kærre»,
Saamænd! Jeg la’r staa Deres Ord;
Man kunde jo faa meget værre
Kolleger end Thespis og Thor.
Den hele Epistel, De digted,
Beviser, Eet har jeg dog lært;
At bruge min Pidsk; thi dens Snært
Traf der, hvor jeg sigted.
313
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
