Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Den litterære nytårsfejde 1880. Af Troels G. Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den litterære nytårsfejde 1880
Schandorph og betegnede Ploug som
pressens mangeårige tyran, som hade fuld og
manglende ridderlighed. Han vil pålægge
ham et særligt ansvar for tabet af Slesvig
ved hans støtte af Ejderpolitiken og anser
ham ikke for at være i stånd til at indtage
dommersædet överför den nye evropæiske
bevægelse i åndslivet. Ploug hævdede hertil
i sin tid at være gået ind for Slesvigs deling,
hvad hans blad tabte 5—600 holdere på,
og danskhedens sønderjydske forkæmper
J. P. Junggreen gav ham støtte i en
ud-talelse af 16. januar. Bevægelsen bredte sig
til andre organer. Høgsbros grundtvigske
Dansk Folketidende mente, at realismen
havde fremtiden for sig i litteraturen.
Topsøe, der som forfatter tilhørte denne
retning, måtte i sit Dagbladet tilkendegive
tilslutning til Plougs holdning. Fejden fandt
også omtale i Sverige, men uden begejstring
for den nye skoles indlæg.
Nu tilbage til A. D. Jørgensens
opteg-nelse, der trods forfatterens særlige
sønderjydske interesse ser det væsentlige i det
litterære mellemværende. Han fortsætter:
»Den nye retning har ikke blot ungdommen,
den har tillige talentet og produktionen på
sin side. Dr. Brandes henregner mig til
»den ældre gruppe» af historikere og kalder
mig for en »ivrig Grundtvigianer», så jeg
er vel ikke mistænkt for at hælde til hans
side; men det er klart, at kampen i denne
jul er frembruddet af hvad han for en
halv snes år [siden] råbte til våben for.
Man er tilvisse en dårlig iagttager når man
tror at en udvikling, som samler Brandes,
Drachmann, Schandorph, de yngre
novelle-forfattere og dygtige videnskabsmænd med
de to norske digtere, at den kan stoppes af
Ploug og Kålund med deres lille følge.
Denne skare kan være brutal og uvorn,
ligesom Øhlenschlægers klappere, den er
ikke desto mindre en magt, som vil rykke
frem.
For mig tager valpladsen sig således ud,
at begge parter har en vis ret til at tale om
en sejr. Ploug har hævdet den gamle skanse
imod et uberettiget og overgivent angreb;
den unge hær kunde ikke tåle at se fortiden
ligge fredelig ved siden af sin vej og vilde
tilintetgøre dens borge i förbifarten. Det
mislykkedes. Men deraf følger ikke, at disse
skanser hindrer hærens fremrykning, den
har andre veje og den drager videre efteråt
have ordnet sine skarer efter nederlaget.»
Det er tydeligt, at A. D. Jørgensen ikke
har følt sit hjerte banke i takt med
Drach-manns og Schandorphs rytmer; alligevel
erkender han den evne og de muligheder,
deres parti sidder inde med, som
over-vejende. Men idet han anerkender den
vek-sel på fremtiden, som det trækker, har han
en lignende betragtning rede for dem, der
blev »angrebet i deres borge»: »Og for at
blive i billedet: der vil komme andre kämpe
og en ny krisis, det er den vi nu må imødese.
Disse borge er ikke blot fortidens men
indenfor deres sikre rækkevidde opøves der
nye hære, der vil fälde de forbidragende i
flankerne. Samtidig med fornægtelsen er
bekendelsen voxet og har fæstnet sig til en
stiv vel øvet orthodoxi, fra universitetet
ikke mindre end fra Vartov
[grundtvigia-nismens hjemsted] udgår der nye fylkinger,
der vel også vil indeholde talenter og
karakterer. Deres tid vil komme før eller
senere og så kan der først tales om en kamp
med lige våben. Er der i alt dette pläds for
mægling, for et forsonligt forenende ord?
Hvorledes vil min pläds blive i dette?
Indtil videre er den udenfor. Mellem disse
modsætninger kan jeg ikke vælge. Jeg må
arbejde.
Men samtidig være beredt.
Modsæt-ningen kan have tilspidset sig før nogen
aner, flere og flere giver den tanke rum,
at der er ret og uret på begge sider. Da vil
der være brug for en mægling ja träng til
den, og så er det godt at der er ubrugte
kræfter i baghånden. Det forekommer mig
under disse forhold og udsigter som det
sandsynligste, at min »Sønderjyllands his-
315
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
