Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Nogle danske bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N o g l e danske b ø g e r
Af Jørgen Andersen
T skrive den danske litteraturs
historie fra hedenold til de sidste tider er ikke så
ligetil en opgave. Magister Oluf Friis gik i
1937 ’gano med sit opus, hvis fuldførelse synes
at have länge udsigter. I 1944 lagde professor
Billeskov Jansen ud med »Danmarks
digte-kunst» bygget op efter nye principper. Af de
planlagte fire dele er der udkommet to. Man
venter spændt på også at se systemet
prakti-seret på de möderne forfatterskaber. — I
mellemtiden har en skolemand, lektor Svend
Norrild, forsøgt sig, måske stimuleret af den
gode skæbne, som hans litteraturhistorie for
gymnasiet har haft, og givet inspireret af
Carl S. Petersens og Vilhelm Andersens
»Illu-streret dansk Litteraturhistorie», hvis »fire
vægtige barrer» han har villet søge »at
ud-mønte til folkelig brug» (jfr. forordet).
»Dansk litteratur fra Saxo til Kaj Munk»
I—II (Gyldendal) er således vei eskorteret
under det meste af sejladsen. Grande og rev
er afmærkede, og ledefyr oplyser vejen. Men
ved udsejlingen af det 19. århundrede gik
den sidste lods fra borde, og kaptajnen var
ganske henvist til sig selv, hvilket mærkes.
Mens skildringen sædvanligvis er lagt bredt
an med et væld af biografiske oplysninger og
länge citatsteder, stundom hele noveller, har
Karen Blixen fået nøjagtigt 16 linier, Martin
A. Hansen ii, og hans læsere denne oplysning
til slut: »I samlingen ’Agerhønen’ kappes han
med Bränner i novellens svære og vanskelige
kunst.» Også hans kronologiske placering i
værket er ejendommelig: efter Knuth Becker
men föran Jakob Knudsen, som for alderens
skyld magelig kunne være hans bedstefar.
Efter en kyndig omtale af denne følger Harald
Kidde og Valdemar Rørdam samt de nyere,
der anført af Anker Larsen alle regnes for
scriptores minores. Derpå en afdeling for
lyrikere (hvad var Rørdam da?) og en for
kvinder. »Efter dette hastige overblik over et
udvalg af det nye århundredes forfattere, der
mere eller mindre står uden for ’det stoflige
gennembrud’ (o: Johs. V. Jensens), genoptager
vi tråden fra hjemstavnsdigtningen og den
sociale litteratur.» D. v. s. Bonnelycke,
See-dorff Pedersen. Tom Kristensen og Jacob
Paludan. Om nogen af disse er
hjemstavns-digtere, må denne benævnelse tages i dens
videste betydning.
Værket slutter med de to fætre: Nis
Petersen og Kaj Munk, belyst med månge
for-træffelige tekstprøver og resumeer. Det er
hovedsageligt for denne fortræffelige service,
at Svend Norrild må berømmes og hans
state-lige værk kan anbefales dem, som ønsker en
lettilgængelig antologi plukket i den hjemlige
litteraturs have.
»Karen Blixens eventyr» er emnet for Hans
Brix’ seneste undersøgelser, samlet i et
him-melblåt bind (Gyldendal). Mens disse linier
skrives, ständer en strid mellem den berømte
frue og hendes selvbestaltede kritiker om
fortolkningen af »Vejene omkring Pisa». Hans
Brix har stedse haft uheld hos damerne,
hvorved hans bog om Kaj Munk, skønt lästet
med sjældent stof, hverken blev fugl eller fisk,
og biografien om Nis Petersen ikke førtes til
ende, men stoppede på det mest spændende
sted og således lod det interessante spørgsmål
ubesvaret: Lykkedes det den vagabonderende
digter at blive stationær?
Men tilbage til Karen Blixen, af hvem H. B.
har tegnet dette vellvkkede nærbillede:
dig-teren ved arbejdet.
»Den store fru Mystica sysler med sit laboratoriums
remedier. Hun har låset tjenerflokken ude, dog
inden-for hørevidde, hvis hun behøver dem. Der smålees af
gækkene. Skønt alene er hun ikke ensom. Selv på
kaffefarmen i Nairobis opland omsvæves hun af
usyn-lige æterlegemer fra Europas vestland, ligesom der på
landstedet i Rungsted færdes skygger i afrikansk
negligé, sorte åndevæsener, hidkaldt over titusinde
kilometers afstand, skygger, skygger, vimse silhouetter,
konturer fyldt med mørke. Derför er i hendes billeder
skvggerne överalt fremtrædende. Skyggens sjæl er
drømmen, det ulegemlige liv, der sætter sig udenfor
regler og logik, kun lydende sit eget domænes lov.
Hendes jeg omgås dem, men regerer ikke over dem
uden med antydningsvise indgreb.
Ind træder hans suspekte majestæt, negerfarvet,
med sine insignier de tre fyrstelige Her, horn, håle,
hov. Han udveksler åndfulde skæmteord med den
uforfærdede dame, mens hun rører i brygget med sin
hekseslev.»
Tillige rummer denne fantastiske skildring
vigtige ingredienser i Karen Blixens
forfatter-skab, som med sine 7 »Fantastiske fortæl-
436
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
