Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Forberedelser til ørkenrejsen. — På vejen til Palmyra. — Dronning Zenobias by og dens historie. — Fra Palmyra til Rusafa. — Det første møde med beduiner. — Ceremonier ved modtagelsen. — Hvad beduiner samtale om. — Arabiske heste. — Ørkenboernes heltesagn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99
vedkommende stamme sig til både selv at afholde sig fra
plyndring af den paagjældende egn og tillige at forsvare den
mod andre, og Selemijje hører tillige med flere omliggende
landsbyer netop til dem, der stå under Sba-stammens varetægt;
for den tyrkiske statstjener blev Mansurs hentydning derved så
meget mere spydig. Imidlertid måtte denne bide sin ærgrelse i
sig, og jeg kunde uforstyrret fortsætte mine undersøgelser.
På samme made gik det også her i Erek, og vi slåp således
for videre bekymringer med vore heste. Næste dag ankom vi
til Sukhne, og dermed vare vi nåede til grænsen af det übekendte
terrain.
Ørkenen har på hele denne egn en meget ensformig karakter ;
den frembyder sig for beskueren som en stor, grøn flade, kun
enkelte steder gennemskåret af mere golde fjældpartier. Be
undringsværdig er den sikkerhed, hvormed beduinen finder vej
over disse uendelige, flade sletter; jeg har selv på denne tur flere
gange færdedes sammen med Mansur på steder, hvor vi ikke
fandt et eneste højdedrag, ikke et eneste træ eller telt eller kort
sagt noget som helst, man kunde tåge mærke af. Himlen hang
fuld af tunge, grå skyer, som aldeles skjulte solen, så at vi altså
heller ikke deraf kunde lokalisere os med hensyn til de forskel
lige vindretninger. Men Mansur red støt og sikkert frem over
ørkenen; jeg fulgte efter, idet jeg nu og da gjorde holdt for at
verificere vor marschroutes retning i kompasset, og — så vid
underligt det end kan lyde — ikke en eneste gang afveg han
fra den kompasstreg, som han en gang var begyndt at følge. På
mit forundrede spørgsmål om, hvorledes dette overhovedet var
muligt, vidste han ikke andet at svare, end at han havde været
på disse steder en gang før. Beduinens øje er virkelig så skarpt,
at den mindste hævning i terrainet, selv det übetydeligste indsnit
i horizontens jævne linje for ham bliver til et stedsmærke, der
tydeligt indpræger sig i hans hukommelse og sætter ham i stand
til senere uden betænkning at finde den vej, han skal følge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
