Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rusafas ruiner og historie. — Orientalernes overtro. — Beduinernes mangel på overtro og deres religiøse ligegyldighed i det hele taget. — Deres historiske forhold til Muhammed og til Islam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
søgte, da de forskere, hvis rute har berørt dette sted, kun have
haft enkelte timer til deres disposition. Mansur, som tidligere
på sine rejser havde været ved Rusafa, havde givet mig en
stærkt farvet skildring af ruinernes imponerende karakter, som
efter hans mening vare endnu større end dem i Baalbek, og som
efter en i Orienten almindelig arkæologisk opfattelse som en
følge deraf også måtte antages for at være langt ældre.
Rusafa, der ligger omtrent fem timers vej fra floden Eufrat,
nævnes med det samme navn (Resef) allerede i det gamle
testamentes bøger (II kong. 19, 12 og Jesajah 37, 12), og omtales
også af de græske geografer som Ptolemaios og andre. I den
kristne tid får byen under navnet Sergiopolis stadig større be
tydning, særlig som centrum for dyrkelsen af den hellige martyr
Sergius, og den bliver ifølge historikeren Prokopios’ skildring af
Byzantinernes kampe med Perserne et af de første punkter, som
Khosru Nushirvans sejrvante krigere gentagende gange må forlade
med uforrettet sag. Også under det arabiske herredømme bevarer
byen endnu sin stilling og omtales især som yndlingsopholdssted
for kalifen Hishåm (724—743 a. d.), men senere hører man intet
mere til den, og hos de yngre arabiske historikere søger man
forgæves dens navn. Nu er Rusafa øde, kun hjemsted for heirer
og høge, skyet af karavanerne, som frygte de i ruinerne levende
dæmoner, og så godt som aldrig besøgt af Europæere, for hvem
den krigerske Feddånstamme , der behersker det omliggende
terrain, hindrer adgangen dertil.
Det var tidligt om morgenen den 27. marts 1893, at vi
kom til Rusafa. Før solopgang havde vi forladt den sidste
Araberlejr og red nu lige mod nord henover den fuldstændig
jævne steppe, medens den af tætte skyer tilslørede himmel hang
over os som en tung, grå kuppel, der i den overalt fuldstændig
frie synskreds mødtes med ørkenens endeløse flade, som øjet
gled hen over uden at finde det mindste at fæste sig ved. Da
dukkede der en grå plet frem ret ude mod nord, og Mansur
pegede ud og udbrød: »Der ligger Rusafa. «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
