Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sheikens autoritet. — De retslige forhold. — Udplyndringen af fremmede. — De indbyrdes stammefejder. — Ørkenboernes militære egenskaber. — Deres tapperhed forskellig fra den europæiske. — Hensigten med stammefejderne. — Beduinernes fremtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
gang, jeg under min rejse i ørkenen har været udsat for direkte
angreb.
Medens vi om eftermiddagen red videre, diskuterede jeg med
Mansur spørgsmålet om, hvem disse ryttere kunde være og hvad
hensigten var med deres færd. Han forklarede mig, at de efter
hans antagelse måtte være blænkere for en større stammeafdeling,
der var ude at foretage en razzia; da de havde fået øje på os,
havde de tænkt, at dette bytte også var værd at tåge med, men
så strax igen opgivet deres forehavende, da de så, at vi vare
bevæbnede og beredte til at forsvare os. Heldigt var det, at
det gik, som det gik; thi hvis det virkelig har forholdt sig, som
Mansur mente, havde vi kun to vilkår, enten at skræmme dem
bort uden blodsudgydelse, således som det virkelig lykkedes os,
eller at skyde dem alle fem; i det tilfælde, at vi havde dræbt
et par af dem, mens resten var undkommet, vilde de uopholdelig
have bragt bud til deres stamme, og med de heste, som vi den
gang havde (det var, førend jeg fik min ørkenhingst) vilde vi i
løbet af en halv dag være blevne indhentede, og da der var
kommen blodhævnsforpligtelse imod os, vilde udfaldet ikke have
været tvivlsomt.
Den arabiske betragtningsmåde, at flugten på ingen måde
medfører nogen vanære, men at den i mange tilfælde endog er
noget, man kan rose sig af, træder også frem i literaturen lige
fra dens ældste periode. Allerede den gamle Imrulkais, den
ypperste af de arabiske lyrikere fra den digteriske guldalder før
profeten Muhammeds fremtræden, forherliger sin hest for dens
raskhed på flugten lige så meget som for dens fyrighed i an
grebet. Og det samme er som anført tilfældet nu; man skal
høre en af de gamle, en af dem, der ofte have været med, give
en beretning om et sammenstød med fjenden, og se stoltheden
hans miner, mens han fortæller: »De opløftede krigsskriget, vi
skreg på vor side, vi stødte sammen i midten og efter et par
øjeblikkes kamp flygtede vi,« altsammen berettet, som om det
var den stolteste sejr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
