Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tripolis og dens historie. — Europæiske konsuler i Orienten. — Anserijjestammerne og deres religioner. — Hos mutesarrifen i Lattakie. — På vejen til Antiokia. — Kong Antiochus' residens. — Hethiterne og deres arkitektoniske mindesmærker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
Da fanatismens bølger under det store kristenangreb i Damaskus
i året 1860 brusede vildest, og da hele kristenkvarteret blev
stukket i brand, stod dog de europæiske konsulater urørte, skønt
de optog en mængde flygtninge, som her søgte tilflugt mod den
exalterede pøbels raseri; så stor var hos det almindelige folk
frygten for det übekendte, truende Europa, der stod bag ved
sine udsendinge, parat til hævn. Og at denne respekt også
undertiden deles af administrationen, har man flere, interessante
exempler på. Jeg har ladet mig fortælle, at i en af de syriske
kystbyer tiltog i en kortere periode for et par år siden det sæd
vanlige procentantal af drab i en uhyggelig grad; blandt ofrene
vare også enkelte Europæere, og deres konsuler havde i den
anledning henvendt sig til pashaen, der havde svaret med høflige
beklagelser og med løfte om, at det så vidt muligt ikke skulde
ske tiere. Men det gjorde det alligevel, og usikkerheden steg,
indtil også en Amerikaner ramtes af de übekendte morderes for
følgelser. Også hans konsul gik til pashaen og fik der samme
svar som alle de øvrige, men ikke tilfreds hermed telegraferede
han til Alexandria efter et amerikansk krigsskib, som netop den
gang lå i station der. To dage efter ankrede dette på byens
red, og konsulen gik atter til pashaen, men denne gang ledsaget
af kommandanten og med en kategorisk opfordring til inden fire
og tyve timer at skaffe den skyldige udleveret. Næste dag
mødte gendarmerne virkelig med et individ, som også ganske
rigtig blev hængt i anledning af mordene, og konsulens energiske
optræden vakte respekt hos befolkningen; der blev kun det
tvivlsomme spørgsmål tilbage, om den afstraffede virkelig var
gerningsmanden eller maske snarere en fra fengslet i dette øje
med hentet forbryder. Hvorom alting er, forholdene blev noget
bedre, og Europæerne kunde fremtidig gå nogenlunde sikre på
gaderne.
Større betænkeligheder vække derimod somme tider de til
konsuler udnævnte Levantinere, de såkaldte consules electi.
Drevne af forfengelighed jage de efter konsulatsposterne, ofte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
