Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tripolis og dens historie. — Europæiske konsuler i Orienten. — Anserijjestammerne og deres religioner. — Hos mutesarrifen i Lattakie. — På vejen til Antiokia. — Kong Antiochus' residens. — Hethiterne og deres arkitektoniske mindesmærker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Preussens, indblanding. Han vidste vel, at Russerne havde haft
en betydelig overmagt, men alligevel kunde de aldrig have stået
sig mod sultanens rettroende skarer, hvis alt var gået ærligt til:
Men da de russiske generaler så, at de ikke kunde klare sig,
sendte de penge til nogle af de tyrkiske pashaer og bevirkede
derved, at disse ikke understøttede hverandre, så at Russerne på
den måde kunde overvælde de enkelte småkorpser.
Den naive opfattelse, i følge hvilken Tyrkernes overlegenhed
over alle andre betragtes som en selvfølge, og alle ulykker der
for søges bortforklarede ved opdigtelser om forræderi og be
stikkelser, gør sig gældende i meget vide kredse ; den kommer
dels af en vis chauvinistisk racestolthed, dels er der indblandet et
religiøst moment; det er jo umuligt andet end, at Muhamme
danerne i alle henseender må være de kristne overlegne, og
sultanen, Guds statholder og profetens efterfølger, er derfor også
hævet over alle andre herskere. Jeg husker en aften i en landsby
i Lilleasien, hvor jeg overværede en samtale af nogle gamle
Tyrkere, i hvilken [også krigen og dens følger blev bragt på
bane. Der blev det fremstillet, som om Tyrkerne havde sejret
på alle punkter, men tilsidst havde sultanen ved fredslutningen
af lutter højmødighed ikke blot opgivet ethvert krav på de
vundne fordele, men endog tilstået de ulykkelige Moskoviter
visse indrømmelser og overgivet dem enkelte landstrækninger,
både i Europa og på den asiatiske grænse.
At den slags forklaringer kunne vinde tiltro er netop med
hensyn til krigen i 1877 lettere forståeligt, som denne virkelig i
sin førelse frembød så mange mærkeligheder, at beskyldningerne
for forræderi så at sige tilbød sig af sig selv. Den menige
soldat, der oftere måtte stå kun få timers marsch fra et sted,
hvor hans kammerater kæmpede, uden at få lejlighed til at
komme dem til hjælp, kunde ikke forklare denne mangel
på sammenhold mellem førerne anderledes, end at nogle af
disse måtte være bestukne. Men størst interesse har dog den
urokkelige tro på, at Tyrkerne nok i fremtiden, når det næste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
