Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tripolis og dens historie. — Europæiske konsuler i Orienten. — Anserijjestammerne og deres religioner. — Hos mutesarrifen i Lattakie. — På vejen til Antiokia. — Kong Antiochus' residens. — Hethiterne og deres arkitektoniske mindesmærker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
Under marschen fik jeg en yderligere prøve på gendarmernes
måde at behandle landbefolkningen på. Da vi havde redet et
stykke vej, mødte vi en bonde, og Djeneid, hvis tillid til hans
egen stedsans den foregående dag havde fået et betydeligt knæk,
benyttede strax lejligheden til at forhøre sig, om dette var den
rigtige retning til Antiokia. »Jo, det er det nok, men når I har
redet en halv times tid, komme I til en lang dal; så skal I
holde tilhøjre, og derfra igen lige ud . . .« og så fulgte en lang
forklaring, der, som det i reglen går, kun var til at forstå for
den, der i forvejen selv kendte hele vejen ud og ind. »Ja,
det forstår jeg ikke noget af,« sagde gendarmen, »det er bedre,
at Du selv går med og viser os vejen. « Manden vægrede sig
og sagde, at det havde han ikke tid til, men Djenlid vilde ikke
høre indvendinger og drev ham uden videre af sted foran sig.
For nu imidlertid ikke at lægge altfor megen beslag på en
enkelt, benyttede han, da vi kom hen i mere opdyrkede egne,
den maner, hver gang vi mødte en vandrer, at slippe den fore
gående løs og presse den sidst antrufne til at være fører ; han måtte
så holde ud, indtil vi igen traf på en anden, og på denne vel
ikke fuldt ud forsvarlige, men meget sikre måde nåede vi om
aftenen — ikke til Antiokia, men til en landsby et par mil
derfra; det var den foregående dags faren vild, som var skyld i
denne forsinkelse.
Så smukke de omgivelser end havde været, jeg på de to
dages ridt fra Lattakie havde haft lejlighed til at beundre, kunde
de dog ikke sammenlignes med det landskab, der nu udfoldede
sig for mig, og hvis pragt, efterhånden som jeg kom videre frem,
stadig forøgedes. Omtrent tre mil fra byen nåede jeg den
berømte Orontesflod, der her med en ikke synderlig bred, men
meget stærk strøm klemmer sig frem mellem de høje og
temmelig bratte klipper, der dog ere oversåede med en frodig
vegetation. Det var et malerisk hele, der fuldt ud kunde svare til
de forventninger, oldtidens skildringer af Antiokias omgivelser
med den til Apollon indviede laurbærlund kunde vække.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
